ANNONCE

fredag den 3. maj 2013

NEDBINDING AF ROSER

Nedbinding af roserI HAVEN

Hvis du vil have en endnu mere overdådig blomstring skulle du prøve at binde dine roser ned til et stativ. Stativet kan også bruges som staudestøtte.


TEKST OG FOTO: MARIANNE OG LENE







Det har forlængst været Dronningens fødselsdag - og dér var det i år for koldt til beskæring af roserne. Nu blomstrer forsythiaen og NU må vi gerne beskære og nedbinde roserne. Det lyder som ekstra arbejde, men det giver gevinst. Når man binder rosens grene ned til et stativ "tvinger" man rosen til at skyde på de opadvendte skud, og får dermed en flottere blomstring. Hvis du ikke allerede har et stativ til det brug, kan du lave et selv af rustne jernstænger, som er næsten  usynlige!

Du skal bruge jernstænger, 6 mm, som kan købes i en trælasthandel. Jernstængerne fås i længder á 6 m, og til ét stativ skal du bruge 2 længder á 180 cm og 4 længder á 150 cm, dvs. 2 stænger. Der bliver så 2,40 m tilovers, som kan klippes ud til støttepinde til planter, eller bruges som en start på et nyt stativ.

Det er nok de færreste der har plads til 6 m lange jernstænger i familiebilen, men hvis du ikke selv har en boltsaks, kan du sikkert låne en på trælasten, og så klippe længderne til mens du er der. Jeg har selv transporteret masser af jernstænger i min bil, hvor bagsædet kan lægges ned.


BØJ OVER EN TØNDE
6 mm jernstænger er lette at bøje ved håndkraft over fx en tønde eller en stor potte. Hold yderst på stangen og bøj!

De 2 store buer bøjede jeg over trætønden, og de 4 små over en stor lerpotte.










DAN ET STATIV
De 2 store buer sættes over kors, og de 4 mindre buer sættes på siderne. Da stængerne er rillede, griber de fat i hinanden og er ikke til at rokke, når de bliver stukket i jorden.

Du kan selvfølgelig også bruge lange, bøjelige pinde af pil eller hassel, men de holder jo ikke så længe som jern, så det er en god investering.



BESKÆRINGEN
Som det fremgår af billedet bandt jeg allerede sidste år mine buskroser ned, og i år løsnede jeg så bindingerne og fik beskåret rosen som normalt.







Det er en god idé at have kraftige handsker, eller specielle langskaftede rosenhandsker på, samt at tage alle de ting, du skal bruge frem først.

Hvis du har langt hår, så tag lige og smid en elastik i. Det bliver ulig meget nemmere, fordi du jo står med hovedet nedad, og det gør ondt, når håret skal vikles ud af rosengrenene igen!






Her ser du rosen før og efter beskæring. I år har den fået en kraftig beskæring, men bare rolig, den skal nok skyde!











NEDBINDINGEN
Klip nogle stykker sejlgarn i passende længder på forhånd, så du ikke behøver at slippe grenene hele tiden.
Så bøjer du forsigtigt grenene ned mod stativet og binder dem fast. Hvis grenene ikke kan nå helt hen til stativet, binder du dem fast på de øvrige grene.

Her er det også en fordel at stængerne er rillede, for så glider sejlgarnet ikke!

FÆRDIG!
Her er det færdige resultat, og så er det bare at have tålmodighed og vente på den overdådige blomstring.

Dette stativ er i øvrigt også supergodt at bruge som staudestøtte. Jeg har det f.eks. ved alle mine pæoner.

Roser






Her ser du, hvordan rosen sender massevis af skud op fra de vandrette sidegrene, og der er blomster på dem alle!






11 kommentarer:

  1. suk suk, alle mine roser , undtagen de histioriske, er klippet ned til under sokkeholderen, pga. rosenvisnesyge, og dum vinter.
    Mon det kan betale sig at lave det nedbindings nummer på de histioriske roser?? Men de er jo let nedhængene i forvejen, så der er nok ikke så meget at vinde ved det. Ellers må jeg vente til næste år.
    havehilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. JA roserne og lavendlerne (samt buskbum, rosmarin og Kirsebærlaurbær) har lidt voldsomt under denne denne vintersæson. Først det ultravåde sommer og efterår. Så fimbulvinteren. Det er lidt surt at skulle klippe helt ned i "gulvhøjde". Men hvis de er overlevede, giver det dem en fornyelse, de jo også ind i mellem har godt af. Hvor surt det end er, hvis man har (havde) store smukke buske.

      Jeg tror nu det vil give resultat for alle slags roser, da de jo alle skyder fra "øjerne". Men det er jo en smag sag, om man vil ændre på rosens naturlige vækstform. Nogle har jo smukkere og mere elegang væktsform fra naturens hånd.

      Jeg håber, dine roser - ja alle folks roser - får en god sommersæson!

      Slet
  2. Tusind tak for dette indlæg, jeg har netop spekuleret (og studeret billeder) på hvordan man skulle gøre når roser skal nedbinde - så tak tak :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme. Det er slet ikke svært - der er også rigeligt plads til "fri leg", når blot, man har teknikken "i hænderne". :) God fornøjelse!

      Slet
  3. Jeg siger som Gunvor, der er ikke meget at binde ned hos mig heller, men ja man kan måske gøre de på de sommerblomstrende.
    Men tak for indlægget, det var lærerigt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Særligt synes jeg det er skønt at få tips til,hvordan man kan lave stativer for tilnærmelsesvis "ingen penge". Der er jo rigeligt at bruge penge på med den hobby, vi har! :)

      Håber dine roser kommer glad igen alle sammen. Du har så mange skønne! MEn mon ikke de gør? :)

      Slet
  4. Ja....Det virker. Mine rosenbuske er blevet meget større efter Claus kom med dette tip. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, godt vi har nogen, der kan vidsreformidle englændernes supergode tradition med nedbinding, som kan øge rosernes blomstring. Både Anne Just og senere Claus Dalby har bragt denne gode viden videre. Vi glæder os, hvis så mange som muligt kan få glæde af oplysningen. Det har vi jo selv haft. :)

      Slet
  5. Dette er i sandhed et tip, som er værd at tage til sig. Desværre har de fleste af mine roser også lidt stængelsygedøden i år. Oven i købet nogle af de buske, som var smukkest sidste år. Det er altid spændende, om de kommer igen, for der er ikke mere end en cm eller to, som titter op over jorden. Jeg har tidligere klippet ned UNDER jordoverfladen, og været heldig at roserne skød igen.

    Jeg har set Lenes stativer i virkeligheden, og må sige, at de er et flot indslag i hendes bede. Tak for en grundig beskrivelse i såvel tekst som billeder af, hvordan man laver dem.

    Jeg har sagt det før, men siger det gerne igen: I er nogle dygtige tøser!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Nette. Jeg tror også mange af mine roser har stængelsyge i år, men jeg KAN altså ikke få mig til at klippe dem helt ned - de skyder jo! Jeg vil måske komme til at fortryde det!

      Slet
  6. Hej, jeg har et spørgsmål jeg håber nogen kan svare på. Jeg overvejer at lave en "hæk" af roser i bunden af vores have, for at skærme af mod genboen. Jeg vil gerne lave noget espalier i stil med det de har i Kongens Have (de har æble træer på dem så vidt jeg husker). Jeg overvejer at bruge "New Dawn" og binde grenene på espalier. Kan det overhovedet lade sig gøre at lave espalierede roser i en højde på 1,5-2 m? og vil "New Dawn" være egnet? Jeg overvejer denne rose, da den så vidt jeg forstår er stor, er remonterende og så har den en fin farve.

    SvarSlet

ANNONCE