I naturhaven vokser planter, der stort set kan klare sig selv. Her hersker den ultimativt afslappede stemning, og haven kræver som regel minimal pasning.


TEKST: MARIANNE & LONE, FOTO: MARIANNE, LENE & LONE

Bor man tæt op mod den dejlige danske natur, vil det være oplagt at trække naturen helt ind i haven og dermed nyde den naturlige danske flora og fauna. I denne havestil lader du dermed naturen (næsten) bestemme selv efter princippet “survival of the fittest”.

 

Haven smelter sammen med den omgivende natur, og når du har tilføjet de ønskede planter i nøje sammenhæng med den nære naturs beplantning, skal du blot tilføje dine gangstier, så du kan komme ud og nyde haven ind imellem.

ANLÆGGELSE
Haven er anlagt efter naturens egne principper – skove, lunde, blomsterenge mv. Faktisk handler det i en naturhave om at se hvad der gror, og så tilføre planter og elementer, der falder naturligt ind i det eksisterende. Hegn og belægninger er rå og uhøvlede, ubehandlede og uafbarkede og eventuelle møbler falder også ind i naturen.

Mens man i fx den formelle have sørger for at få terrænet rettet af i vandrette flader, er terrænet i naturhaven i den naturlige og uberørte form. Her må haven gerne skråne og terrænet have sine oprindelige former.

PLANTERNE I NATURHAVEN

På sandet/tør jord nær kystområder eller ved klipper

Sandet jord er jord, der ikke har så meget næring og som vandet løber hurtigt igennem. Derfor er det tørketålende/-elskende planter, der trives her. Du kan tilføre elementer med naturhegn (pil, hassel eller kvashegn). Eller du kan lave brændestabler og kvasbunker, som giver gode overlevelsesmuligheder for insekt- og dyrelivet.

På humusrig jord nær vand og i skovlignende områder med vandrende skygge

Mange naturhaver har skovområder i haven, hvor der er vandrende, flimrende skygge. Mange planter gror fortrinligt sådanne steder, og passer sådan set også sig selv, når først de er etableret. Den første sæson skal de hjælpes på vej, for naturen er altid stærkest og vil hurtigt tage over, hvis du ikke værner om dine nysåninger/plantninger. Og værne om vil sige at grave et plantehul, fore det med avis, fylde muld i og plante. Derefter vande i tørkeperioder – og det er det. Hvis haven får besøg af hjorte, så sæt evt. et lille metalhegn omkring, imens småtræer og buske vokser til.

 

På våd jord nær vandløb

Ofte vokser der siv og dunhammer allerede. Naturen efterlader jo ikke bar jord, hvis den er sund, og det er den heldigvis alle vegne, hvis ikke der forekommer forurening. Men du kan sagtens rydde et område og tilplante med planter, der trives godt med fugt om rødderne – og som faktisk findes i den danske natur i forvejen.

Engen

Med blomster fra den naturlige flora – evt. tilføjet enkelte andre elementer, som her fingerbøl og bistader. Du kan også sagtens grave et hul og sætte en stor murerspand derned og fylde den med vand. Så har dyrelivet et vandhul i nærheden. Sørg dog for at lægge en kraftig, lang pind ned i spanden, så der ikke er dyr der drukner.

ELEMENTER I NATURHAVEN

  • Beplantninger der ligner den omgivende frie natur
  • Brændestabler
  • Stengærder og lunde
  • Belægninger i naturmaterialer fx. sten, bark, hårdtstampet jord
  • Inventar i naturmaterialer
  • Naturligt vand-/sumpområde
  • Badesø
  • Kvasbunker

PLANTEVALG
Naturligt forekommende planter i den danske natur er oplagte, og listen indeholder mange af dem. De øvrige  nedenstående planter trives i naturhaver og er robuste: 

TRÆER
Birk, eg, bøg, pil, hyld, hassel, rønnebær.
Fyr, gran, ene.

BUSKE
Brombær, hindbær, havtorn.
Lyng, porse, pil, vilde roser, rynket rose (er invasiv og skal have god plads), klitrose.

KLATREPLANTER

Kaprifolie, skovranke

BLOMSTRING OG GRÆSSER
Sur jord: Mos, græsser, lavendel, kæmpestenbræk, fredløs,  fjerbusk, siv, engelsk græs, rudbeckia, gyldenris, lægekvæsurt.

Humusrig jord: Forglem-mig-ej, lupin, valmue, fingerbøl, bregner judaspenge, bølgekronet storkenæb, løvefod.

Våd jord: Engnellikerod, kattehale, trevlekrone, dunhammer, siv, gul iris, engkabbeleje, prikker i luften, husfred, hjertegræs.