ANNONCE

torsdag den 20. februar 2014

KLIP DIN SANKTHANSURT NED OG UNDGÅ ÆRGRELSER

sankthansurt
I HAVEN

Du kender det godt, ikke? Sneen er smeltet, og du går i gang, med raske bevægelser, at rydde op og gøre forårsklar i haven. Nogle stauders tørre stængler kan bare knækkes af, men ikke sankthansurtens! Du får lige et tip eller to.

TEKST & FOTO: MARIANNE





Hvis du har prøvet at rive en sankthansurt op med de bare næver, så ved du hvad jeg taler om. Og har du også stået med den halve plante i hænderne, gør du det ikke igen. Hvis du helt vil undgå det, så er det frem med handsker og saks! Sankthansurtens visne stængler river nemlig noget så infamt. Og det er jo ikke lige det, man regner med, når man tænker på den tykke, læderagtige stængel, blad og blomst, der er så blød at røre ved, og som vi oven i købet kan spise, hvis vi skulle få lyst.

SKARP SOM GLASSKÅR
Men den visne stængel udvikler sig til et infamt uhyre af en stængel, der som skarpe glasskår skærer sig ind i dine hænder. De bliver siddende, og det bløder, hvis du prøver at hive dem op i en ruf i det travle, tidlige forår.

sankthansurt


Der er også en anden ulempe, hvis du hiver eller forsøger at knække dem af med hænderne. Du kommer til at trække de små, nye skud med op. De sidder nemlig godt fast på sidste års stængel. OK, du kan plante det lille "pus" og håbe det bedste, men når man er i gang med forårsoprydningen, så er det ikke plantemuld og potter, der ligger lige for -  man har ligesom indstillet sit system på oprydning. I øvrigt er de fleste af sorterne langt nemmere at mangfoldiggøre ved at stikke en stængel senere hen på sommeren, men det er en anden sag.

KLIP
At man godt kan få lyst til at mangfoldiggøre sankthansurten er ikke så sært. Den er den yndigste staude - særligt under sin lange udviklingstid, hvor den changerer i pink og limegrøn blandt de runde, læderagtige, matgrønne blade. Det er bare klip, klip og så i en potte, direkte i bedet eller i et glas vand. Herefter udvikler den hurtigt rødder. Den vokser til på et års tid, og bliver med tiden en ret anseelig plante, du kan dele og dele som det passer dig. Den er også usigelig smuk i potter.

Men klip, det er nøgleordet. Klip klip.

sankthansurt




14 kommentarer:

  1. tak tak... det vil jeg huske :-)
    Har den i haven for første gang - så det er mit første forår sammen med den.
    Have hilsener fra Susan

    SvarSlet
  2. Kan man klippe den tilbage, når skuddene er omkring 10 - 20 cm høje, så man får lavere vækst ? De har det med at vælte og se grimme ud sidst på året.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Sanne.
      Jeg tror ikke man kan klippe dem ned, for når du klipper et par grene af til en buket, bliver resten af stilken stående uden at skyde. Du kan i Bilka få nogle ret gode stativer til støtte, de er 40 - 50 cm høje og grønne. Du kan også støtte med afklippede grene fra buske og lignende.
      Venlig hilsen Eliane

      Slet
    2. Sanne jeg mener, at man kan klippe sct. hans urten tilbage til 2-3 bladpar i maj måned. Det er så tidligt på sæsonen, at de når at blomstre, men de bliver lavere, så de ikke vælte så let.

      Slet
  3. ja, jeg har også sørgelige erfaringer med bare lige at prøve at hive de visne pinde op...... Jeg købte en hvid Sankthansurt sidste år og delte den i 2.... i år håber jeg at jeg kan snuppe en enkelt stængel og få endnu et par planter :-) :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hovsa, så blev jeg lige pludselig forelsket. Skal vist have fat i en hvid variant :)

      Slet
  4. Hej Marianne.Elsker sankthansurt............og har også en hvid som jeg købte sidste år.
    Og jeg har prøvet at hive de visne stængler op.........og det gør jeg aldrig igen.
    Knus Jette

    SvarSlet
  5. Jeg vidste ikke at de kan være så fæle, så tak for info jeg kunne sagtens finde på at glemme handskerne en dag. Jeg har altid været lidt grov ved mine Sct Hansurt fordi de fylder for meget, men i efteråret fik jeg fingre i nogle små sart lyserøde og dem skal der værnes om.

    SvarSlet
  6. Selv er jeg også helt vild med sankthansurt, og er faldet pladask for en mørk én med lyserøde blomster. Den er virkelig yndig og alligevel utroligt robust. I morgen vil jeg se at få klippet de sidste ned, og så ellers dele. For det kan man åbenbart gøre med lethed? Den får med spaden!
    Tak for et fint, fint indlæg,
    Mathias

    SvarSlet
  7. Jeg har et par stængler i en vase, og de har nu slået rod. Kan jeg plante dem ud i jorden nu (november) eller skal jeg sætte dem i potte og gemme dem indendøre til det bliver forår ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg også prøvet, dem satte jeg i jorden i drivhuset vinteren over og plantede ud det efterfølgende forår. Derfor vil jeg anbefale dig at sætte dem i en potte med sandblandet jord og stille dem UDENFOR. Måske under en bænk eller lign. Det er jo stauder, så de vænner sig til kulden.

      Slet
  8. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

    SvarSlet
  9. Jeg klipper hvert år omkring 1. juni mine Sct. Hans Urt ned til ca. 10 cm. over jorden. VUPTI så kommer der 5-7 sidegrene, der blomstrer ca. 3 uger senere end den uklippede. De er utrolig gode til lave buketter............. gør det forøvrigt ved rigtig mange planter,lige fra georginer, kornblomster okseøjer gyldenris til strandasters med meget mere. Så mit råd er : prøv dig frem !

    SvarSlet

ANNONCE