Perlespelt er kerner fra den gamle nordiske urhvede. Den kan både spises som morgengrød eller som denne nordiske variation af risotto.


TEKST & FOTO: KARINA

Perlespelt er polererede kerner, som er frigjort fra speltkernens skal. Til morgenmad kan den koges som grød, der eventuelt toppes med tørret frugt. I salaten kan den bruges som en god mættende base. I dag har jeg valgt at lave en god otto ud af den, en perleotto. Opskriften her er supernem, og det eneste du skal være vaks omkring, er at koge kernerne, så de fortsat har en smule bid i sig.

Som et sprødt indslag til retten har jeg bagt lidt sprøde gulerodschips. Se her hvor nemt det er.
Perleotto

PERLEOTTO
Du skal bruge: Til 4 personer

  • 3 dl perlespelt
  • 3 gode håndfulde blandede champignon og østershatte
  • 3 rødløg
  • 4-5 forårsløg
  • 1/2 dl  kyllingefond
  • 50 g smør
  • Et par friske timiankviste
  • Salt og peber

GULERODSCHIPS
Du skal bruge: 

  • 8 store gulerødder
  • 3 spsk olivenolie
  • Salt

 

Perleotto

 

Sådan gør du: 
  • Skær rødløg i tern og forårsløg i skiver.
  • Børst svampene rene for eventuelle jordrester, og skær dem i mundrette bidder.
  • Hak timian fint og fjern de groveste dele, hvis kvisten er lidt træet.
  • Varm smørret op i en gryde og tilsæt derefter løgene som steges klare.
  • Tilsæt nu timian og svampe og vend med resten.
  • Tilsæt perlespelt og lad kernene stege med et lille øjeblik.
  • Hæld til sidst kyllingefond over indholdet, og lad retten simre, indtil kernerne er kogt al dente.
Gulerodschips

 

Gulerodschips

  • Mens ottoen passer sig selv skæres gulerødderne i tynde strimler på et mandolinjern eller med en kartoffelskræller.
  • Vend gulerødderne i olivenolie og et drys salt, og fordel dem jævnt på et stykke bagepapir på din bageplade.
  • Varm ovnen op til 200 grader og bag gulerødderne sprøde. Det tager ca. 20 minutter, men hold øje med dem, så de ikke bliver brændte.
  • Når chipsene er kommet ud af ovnen, lægges de på et stykke fedtsugende papir imens de køler lidt af.
Perleotto
Når gulerødderne er afkølet serveres de straks med den færdige perleotto. Spis retten som den er, eller i selskab med et godt stykke kød. Vi nyder den med lam. 
Læs også: 

BLÅMUSLINGER TIL BORDS
En rigtig yndlingsret med sommerstemning er her i huset denne pastaret med blåmuslinger. Den er stærkt inspireret fra vores mange ferier i Italien, og heldigvis super nem at lave, når man lige ved hvordan.

 

GRÆSKARSUPPE

Hokkaido er et fast indslag i mit køkken hvert år i september/oktober. Efter jeg i flere år har fået Aarstidernes grøntsagskasser ind af døren, har jeg været tvunget ud i diverse opskrifter – og nu er den lige så fast et indslag som spids- og grønkål.

SVAMPETÆRTE MED MASCARPONE
Den ligner næsten et lille botanisk motiv, og så smager den så englene synger. Er du vild med svampe så se med her og få opskriften.