ANNONCE

onsdag den 27. april 2016

NY BOG FRA NINA EWALD: DESIGN DIN HAVE MED FARVER

BØGER

Her i foråret er der udgivet en yderst anvendelig havebog med styr på fagligheden. Bogen giver dig mulighed for helt bevidst at skabe en have i farveharmoni, hvad enten du vælger at indrette tone-i-tone eller sætte fuld knald på farveskalaen. Lær at gøre det på den holdbare måde med Nina Ewalds nye bog 'Design din have med farver' i hånden.

TEKST: HAVEFOLKET
FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET




Du kender hende godt, ik'? Nina Ewald er aktiv i det danske haveselskab, hun er ofte repræsenteret i landets aviser med spændende havestof fra ind- og udland, og så har hun rent faktisk sit eget forlag, NICE. Her har hun udgivet flere bøger med fokus på havedesign, for det er hendes altoverskyggende passion. Baggrunden for hendes succes som haveskribent må blandt andet findes i hendes evne til at skrive, så vi alle kan forstå det. Hun har fagligheden i orden med en baggrund som indretningsarkitekt fra Danmarks Designskole, og så har hun fingeren på pulsen på grund af sine mange haveinspirationsture - blandt andet deltager hun i det årlige Chelsea Flower Show. Nina får ofte spottet de nye tendenser, før de rammer vores danske haver.


Et eksempel på de mange lækre fotos fra bogen:
Ulf Nordfjells Chelsea showhave, hvor farven på 
planternes løv leger med de gråhvide granitblokke.

Nina Ewalds nyeste bog om havens indretning tager fat i brugen af farverne i haven. På pædagogisk vis tager Nina os med ind i sin haveverden med indretningsarkitektens briller på. Så hvis man ikke allerede er stærk i brug af den klassiske farvecirkel, så lær i denne bog om, hvordan den kan tages i brug, når der arbejdes med haven.

Når vi har vores basisfarveviden på plads, tages vi nænsomt ved hånden og får en kort pædagogisk forklaring om farverne og om deres indbyrdes relationer - om hvordan de påvirker hinanden, og hvordan vi opfatter dem hver især. Dette er ganske gavnligt at have i baghovedet, når der skal komponeres en have, for mange haveejere går nok i gang med at skabe en have helt uden vejledning fra professionelle. Laver vi fejl, så laver vi det bare om igen. Men kunne man nu hurtigere komme lidt tættere på målet, så kunne der måske spares penge til møbler, maling og planter. Og så er det jo måske bare også lidt sjovere at arbejde ud fra nyttig viden - specielt når det kan tilegnes så let, som det er at læse denne havebog.

Bogen tager fx fat i beslutninger om træværkets nye farve på både huset og i haven, om de nye havemøbler skal være sorte eller måske blågrønne, om staudebedet tæt på huset kan være domineret af orange farver, eller om de hvide måske ville være en bedre valg. Her er ingen facitlister eller "in" og "out", men en velmenende guide, som man kan følge på egen matrikel og dermed skabe en harmoniske farveoase.

Det kan være svært at vælge farve til bygninger og bygningselementer. 
Se de gode eksempler i bogen, og få forklaret, hvorfor de virker.


Alle afsnittene, der tager fat i småbygninger, gulv, vægge, møbler mv., er suppleret med masser af fotos, som underbygger teorien, så det er til at forstå ved selvsyn! Og så får vi tilmed en guide i, hvordan man rent praktisk tager hånd om at male udendørs, så det kan holde!

At belægninger også har en farve, der skal tages med i overvejelserne, er der måske mange, der ikke lige tænker over. Men også her er der tanker, der kan øge designets styrke. Se fx tre forskellige valg af belægninger og effekten på de omkringstående planter.





Planterne er selvfølgelig også en vigtig del af havens farveholdning, og derfor er flere afsnit da også helliget disse. Igen holdes omgivelsernes farver for øje, når der skal vælges planter.

Kombinationen herunder er blot ét eksempel fra bogen. Den vil måske virke dristig for mange med pink, blå og hvid. Men Nina giver forklaringen på, hvorfor den virker. En forklaring, der let kan bruges på andre farvekombinationer.

Ud over inspiration til, hvordan man komponerer de spændende staudebede, får vi også tips til plantevalget hen over året, så der kan vælges planter efter farveholdningen i haven til alle årstiderne. Ikke kun ved at se på blomstringer, men også løvet skiften farve, bær, der modner, og grene med spændende farver.

Skulle du nu være låst fast i en eller to farver som dine yndlinge, så viser Nina selvfølgelig også en række fristende collager med farvecirklens farver, så du kan mærke efter, om et par nye farver måske kunne friste. Mange er måske allerede ekspert i brug af violet i haven i form af de klassiske iris, påskeklokker, syren og lavendel, men hvad med den sorte palet?

Tag hul på de sorte planter med den mørke blodmælde (nederst nr. 3 fra v.), den dramatiske slangeskæg (øverst nr. 2 fra v.) eller den smukke sølvlys (ø. nr. 4 fra v.). Den persiske fritillaria er også fantastisk i haven. Nok er det store løg dyrt i anskaffelse, men planten er så flot.







Bogen er som tidligere nævnt let at læse og forstå, og så er den særdeles inspirerende takket være Ninas skattekammer af inspirationsfotos fra haver verden over. At alle forklaringer netop ledsages af fotos, så man med det samme kan se effekten af farver brugt på forskellige måder, er måske bogens største styrke. Vi har nydt den velskrevne bog og håber, at mange andre havefolk ligeledes vil få stor glæde af Ninas vidensdeling. 


TITEL: DESIGN DIN HAVE MED FARVER
FORFATTER: NINA EWALD
ILLUSTRATIONER/FOTOS: NINA EWALD
UDGIVELSE: 2016
SIDER: 129
SPROG: DANSK
FORLAG: NICE

1 kommentar:

  1. Hjælp, min bogønskeliste bliver længere og længere,,, der er kun jul en gang og fødlsdag en gang om året.
    Her er hele forårs haven lagt totalt ned af et 10 cm lag sne i morges, buhu.....
    frysende hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE