ANNONCE

fredag den 12. januar 2018

LISSABONS BELÆGNINGER

BYRUM
BELÆGNINGER

Lissabon er efterhånden berømt og berygtet for sine smukke huse i hastigt forfald. Men man skal ikke nøjes med at kigge op, når man går rundt i byen. Kig ned. Her venter en særlig oplevelse, som er blevet til et portugisisk kendetegn verden over, nemlig belægningerne, byens gulv.

TEKST & FOTO: HENRIK


Vi lægger ud med at slentre rundt på en af byens centrale pladser, Rossiopladsen. I betydning svarer den lidt til Rådhuspladsen i København, for det er her, man traditionelt har samlet sig, når man har afholdt demonstrationer. Det er også her, de håbefulde studenter med passende mængder alkohol i blodet og iklædt deres typiske, mørke kapper dypper sig i fontænerne. Turister er der mange af, så der er tilsvarende mængder af lommetyve og sælgere af diverse stoffer. Det er med andre ord en plads, som kan lidt af hvert, og som skal holde til mangt og meget. Det kan den så også blandt andet på grund den særprægede belægning. Tusinder og atter tusinder af sorte og hvide sten danner tilsammen et bølgende mønster, som på genial vis rammer pladsen ind, men som samtidig skifter "retning" afhængigt af, hvor du ser mønstret fra.



Det kan give lidt flimmer for øjnene, hvis man stirrer længe på det, men duerne er ligeglade. Det særlige bølgeformede motiv vil du kunne genfinde flere steder verden over, hvor portugiserne har sat deres aftryk i kraft af deres position som kolonimagt. Lige fra stranden ved Copacabana i Rio de Janeiro til Macau i det nuværende Kina.



Det kræver eminent brolæggerarbejde at lægge stenene, så de danner præcise linier og kurver og samtidig "låser", så belægningen bliver fast og ikke skrider fra hinanden. Det er næsten en slags mosaikarbejde, bare i stor skala. Som meget andet håndværk er det dyrt at udføre, hvilket gør, at flere og flere af disse belægninger (især udenfor Portugal) erstattes af betonfliser eller asfalt. Hvilken igen betyder, af håndværket er på vej til at forsvinde.


Stenene er små tilhuggede stifter på ca. 5x5 cm, som man også ser andre steder i Sydeuropa. Her bruges lokale sten, den sorte basalt og den lyse kalksten. De er nemme at bearbejde, men alligevel så hårde, at de tåler et ret stort slid. I de rette hænder kan der laves fantastiske mønstre med disse materialer.


Lissabon er en by med meget stejle gader. Måske er det også medvirkende til, at denne type belægning har fungeret så godt. Store formater af sten, eller beton for den sags skyld, skal helst have et helt jævnt underlag og har svært ved at klare knæk og stigninger. Det kan denne uden besvær.


Det fine ved sådan en type belægning er, at den kan tilpasses til mange forhold, og at den klarer overgangen til andre flader meget smukt som her ved en fortovskant.


Ligesom med mosaik kan der laves raffinerede mønstre, som ved første øjekast ser meget detaljerede ud, men som i virkeligheden består af ret grove stykker sten.


Slid og vask runder stenene af over tid, og de bliver blanke og næsten bløde at se på. Læg mærke til, hvordan fugen mellem det sorte og det hvide næsten ser ud som en opstregning af mønstret.


Overgang mellem fundament og belægning, mellem belægning og dæksel, mellem belægning og skiltestander. Så smukt kan det gøres.

Kommer du til Lissabon, så kig ned!


2 kommentarer:

  1. Ja de har været utroligt dygtige til det i Portugal.
    Hvis du sågar har set flere af bjergvejene, så er de også lagt med de smukkeste brosten:-)
    Desværre er det udført med penge via deres gamle kolonier i Afrika, men sådan er det jo med den del.
    Rigtig god weekend:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg har set dem og tænkt at de måtte være vildt glatte i vådt føre! Men smukt er det og fantastisk håndværk. :)

      Slet

ANNONCE