Helle Troelsen har en stor dejlig have på Tåsinge: Troensehaven. Natur, havebrug, planter og økologi har altid haft Helles interesse, helt fra hun var lille og gik i sin mormors fodspor i en fem tønders land stor have. Helle har sagt ja til at skrive med her på HAVEFOLKET i 2018, og vi glæder os meget til at dele hendes viden og passion for havedyrkning her på sitet.


TEKST: HAVEFOLKET & HELLE TROELSEN, FOTO: HELLE TROELSEN
Helle er først i 50’erne og har boet i Troense på Tåsinge siden 2012. Hun bor sammen med sin kæreste Thomas, og tilsammen har de fire børn, som alle er flyttet hjemmefra. Siden april 2017 har Helle haft firmaet Troensehaven, hvor hun beskæftiger sig med havedesign og haverådgivning. Oprindeligt er hun uddannet socialpædagog med en pædagogisk overbygning fra Danmarks Pædagogiske Universitet, og det meste af sit arbejdsliv har hun været konsulent eller leder på børne-og ungeområdet i kommuner. Desuden har hun et par lederuddannelser med i bagagen. I dag arbejder Helle professionelt som selvlært havearkitekt med havedesign og har en omfattende viden om plantevalg og jordbearbejdning, skadedyr og -bekæmpelse, økologi, planteformering osv.

Hvorfor har du valgt haven som levevej?
“Haven og natur er min helt store dedikation og har været det hele mit liv. Jeg har, siden jeg var helt lille, fulgt min mormor og mine forældre, når de arbejdede i haven. De var også dedikerede havemennesker. I min barndom rejste vi ofte til England og besøgte mange af de flotte haver. Jeg var ikke ret gammel, da jeg forelskede mig i Great Dixter. Jeg kan huske præcis den dag, hvor jeg for alvor blev ramt af havebacillen. Det var i The Sunken Garden i Great Dixter, hvor jeg fortabte mig i stemningen, planterne og duftene. Jeg faldt pladask for vortemælk, Euphorbia, som stod i store krukker omkring havebassinet. I dag har jeg dem i mange afskygninger rundt omkring i havens bede.

Da jeg var lille, lærte jeg alt, hvad jeg kunne, om jord, planter, nyttedyr, krudt og ukrudt i haven og om, hvordan man får planter til at vokse og trives. Når noget ikke lykkedes, så søgte jeg årsagen til det både ved at undersøge det i praksis og ved at lede efter forklaringer i bøger eller blade. Og det har hængt ved siden. Siden jeg lærte at læse, har der ligget bøger om natur, dyr og planter på mit natbord. Og min yndlingsbeskæftigelse i dag, når jeg ikke er i haven, er stadig at læse om haver, spændende havemennesker, forskningspublikationer, nye opdagelser, trends og jordens klimaudfordringer. Man kan nok godt kalde mig en havenørd. Den betegnelse har mine venner og familie i hvert fald hæftet på mig.

Haven i Troense er den fjerde have, jeg har anlagt fra bunden, og gennem det meste af min voksentilværelse har jeg haft en bibeskæftigelse med at tegne haver for folk og rådgive i pleje og anlæg af haver. Nu skulle det så være. Hvorfor ikke gøre det til min levevej, nu hvor jeg ikke kan lade være, og inden jeg bliver for gammel, vissen, træt og umoderne.

Huset, vi bor i, er oprindelig fra 1750. Det er et bindingsværkshus med stråtag og en nyere tilbygning fra 2006 bygget af træ og også med stråtag. Da vi flyttede hertil, gennemrenoverede vi huset, byggede udhuse til og anlagde haven helt fra bunden.”

Hvilke principper og filosofier har du for din have?
“Mine principper for haven er:

  • At den skal bevare omgivelsernes særkende og historie (frugttræer, kålgårde, abildgårde og prydhave)
  • At haven er giftfri og dyrkes økologisk
  • At der kun anvendes naturmaterialer i haven: natursten til belægninger, stensætninger og stier, træ som rumopdeling (pil, brændestabler) og væltede stammer og kævler som skulpturelle islæt i bedene.
  • At haven indrettes og dyrkes, så den tiltrækker insekter, fugle og dyr. Der er masser af levesteder og føde til både dyr, insekter og fugle.
  • At jorden kommer før planterne, så der arbejdes kontinuerligt på at skabe den bedste jord, så også livet under overfladen stortrives. Kompostering, urteudtræk til gødning og sprøjtning, grøngødning, fladkompostering osv. er en on-going aktivitet gennem hele året.
  • At haven skal tale til alle sanser. Den skal være smuk og harmonisk og en fryd for øjet. Den skal være fyldt med dufte fra urter, blomster og dejlig jord. Der skal være masser at smage på, både spiselige blomster, bær, frugt, nødder, grøntsager og urter. Der skal være lyde fra de mange fugle og insekter, som har slået sig ned i haven.
  • At der indrettes flere opholdspladser med forskellige funktioner. En til mindfullness, en til solnedgangen, en med view over haven, en ved planteværkstedet, en nede i skovhaven, hvor fasanen Henry bor, og hvor det kribler og krabler, en ved køkkenet og urtegården, en ved drivhuset og en midt mellem alle de duftende roser. Uanset hvor man slår sig ned, så er det et sansebombardement, og man forfalder til dagdrømmeri.
  • At jeg selv formerer så mange planter som muligt gennem frøformering, stiklingeformering eller podning. Moderplanterne gror i haven, om muligt. Men der skaffes også nye planter, som jeg efterfølgende formerer på.

 

Mit filosofiske udgangspunkt er, at mennesket er natur. Vi er biologisk kodet til at opholde os i naturen, få jord under neglene og dyrke haven, fordi det gennem generationer har været vores overlevelse og billet til et sundt liv. Forskning viser også, at ophold i haven og naturen har en helbredende virkning på alt muligt: stress, depression, sorg, apati, ADHD osv. Personligt har haven holdt stress væk fra mit til tider hektiske arbejdsliv som chef i det offentlige, og det har holdt sygdom og fysiske skavanker på afstand.”

Og så er Helle i øvrigt i gang med at skrive en bog:
“Gennem halvandet år er haven blevet fulgt af fotograf Stuart McIntyre og forfatter Karen Syberg. Vi er ved at lægge sidste hånd på en bog, som handler om dedikationen til, filosofien bag og indretningen af haven, men også om dyrene i haven, årstiderne og praktiske gøremål. Vi håber på, at bogen er klar, inden sommersæsonen starter. Den udgives af Lindhardt & Ringhof.”

Hen over hele 2018 kan du læse med her på HAVEFOLKET om Helles egen have, om hendes haveprojekter rundt omkring i Danmark og om hendes tanker omkring havedyrkning.

Vil du gerne vide mere om Helle, kan du finde hendes hjemmeside lige her: www.troensehaven.dk. Klik endelig også ind på hendes instagram-profil, hvor du kan se mere fra hendes fantastiske have, eller læs mere om alt det, hun brænder for omkring haven, på hendes facebook-profil.