Hør er en gammel kulturplante, og er kendt som den plante, man laver hørstof af. Frøene bruges i bagværk og madlavning, men planten er også smuk som prydplante i haven.


TEKST: LENE, FOTO: MARIANNE

 

På mit lokale museum, Greve Museum, så jeg for en del år siden et helt bed, kun med hør. Det var simpelthen så yndigt, som de spinkle hørblomster stod der og svajede for en mild brise. Jeg har selv – også for en del år siden – haft hørblomster i en engblanding, som ikke var den store succes, men nu får jeg lyst til at prøve igen.

ALMINDELIG HØR 
Linum usitatissimum

Almindelig hør er en sommerblomst, der er meget nem at have med at gøre. Det er en spinkel og yndefuld plante med en lang blomstringstid og med dens lange, slanke stilke er den meget velegnet i buketter. Hør har de yndigste, klare blå blomster og får runde frøstande, som også er fine i buketter. Frøene sås direkte på voksestedet i april-juni og spirer hurtigt. De blomstrer sent – afhængig af såtidspunktet – men regn med, at frø sået i juni vil starte med at blomstre omkring august/september.
Stof af hør er meget lækkert, men det krøller som bare pokker. En kollega sagde engang til mig, at det var OK, hvis det bare krøllede på den “fede” måde! Hørfrøene bruges til madlavning – mest til bagning, men der skal nok ret mange planter til, hvis man vil dyrke dem for frøenes skyld. Hørfrø er dog ikke kun til ind- og udvortes brug. Linolie er en naturlig planteolie, som findes i plantens olieholdige frø. Det er en plante, der ikke kun er til pryd, men i allerhøjeste grad også til nytte.

FAKTA

NAVNLinum usitatissimum
DANSK NAVN: Almindelig hør
LYSFORHOLD: Sol
HÅRDFØRHED: Sommerblomst, spirer villigt
JORDBUND: Almindelig næringsrig jord
VÆKST: Lange, slanke, spinkle stilke
STØRRELSE: 40-60 cm
BLOMSTRING: Midt august til frost
ANVENDELSE: I staudebede eller i skærehaven