Nogle vintre er lange og trange, hårde og ufremkommelige. Andre virker blot som en køligere og mørkere forlængelse af sommeren. Denne vinter har været lang og trang. Sneen har dog givet lys, og det har været lidt af en lise, især hvis man ikke skulle ud og af sted med offentlig trafik hver eneste dag. Men den har også pakket jorden, så den har ligget gold og kold siden november. Og det er virkelig en udfordring. For mennesker generelt. For havefolk i særdeleshed. 

UGENS LEDER: MARIANNE

Mange folkesange og salmer bruger vinteren som metafor på sindets nedkøling og stilstand. På afmagt og sorg. På ensomhed og forladthed. I filmen er efterår og vinter ofte metafor på disse stemninger og på død og forgængelighed. Ikke så mærkeligt, når nu alt – eller stort set alt – står i stampe og forsvinder fra jordens overflade. Vi kan ikke se det. Vinteren er den “lille død”.

Men vi havefolk ved, at der er meget i vente. Vi ved, at det hele vender tilbage. At tiden er rund og at vi om føje tid – ja, mange steder allerede – vil kunne se det pible op ad den frosne jord. Sætter man en spade i jorden, er det i store dele af Danmark stadig umuligt at komme længere end til den øverste cm. Så meget desto mere er miraklet, at nogle planter alligevel magter at finde vej op. Ubegribeligt, overvældende, større end os selv. Og de er jo heller ikke til at undvære, de små yndlinge, der hvisker: “Forår, forår kom nu snart” fra hylder og potter udenfor butikkerne.

Jeg er et af de havemennesker, som først for nyligt lod mig friste af supermarkedes potter med de hvide juleroser. De røg med ned til mælk og grøntsager, og når de havde gjort gavn ved entredøren røg de ud i haven, hvor de – til min overraskelse – kom igen næste år. Og næste år igen. Stor var min bekymring, når jeg så, at den ved skiftende temperaturer op og ned omkring nul, kollapsede og lagde både blade og blomster hen over jorden. Men både på haveblogs og i litteraturen kunne jeg så forvisse mig om, at det er en robust plante. Det SKAL være sådan. Den er skabt til det – så at sige. Lige som vi mennesker er.

Den gamle tyske vise fra 1599 “En rose så jeg skyde, op ad den froooosne jord” handler om den rose. Jeg har tænkt på den som en julemelodi, og rosen er da nok også både analog til Jesus Kristus og til selve kærligheden til mennesker. Fortæller os at kærligheden er større end alt andet. Så netop fordi livet har givet menneskeheden mere end mange udfordringer, bliver miraklet aldrig uaktuelt. Særligt ikke efter en vinter som denne, kunne jeg tilføje.

I dette tema åbner vi døren på klem for en verden af planten helleborus. Vi har været på Gartneriet Spiren, hvor vi besøgte Marianne Rostén, som dyrker planten. Det er også det gartneri, der har sponsoreret præmien i denne måneds konkurrence, som vi skyder i gang i dag.
Der findes sikkert flere der, som jeg, ikke rigtigt ved, at der er forskel på julerosen og så hendes kusine påskeklokken. Så det har vi valgt at fortælle om – sådan helt down to basics.  Signe giver en indføring i hvilke slags helleborus, der findes og fortæller lidt om de forskellige.
Endelig findes der jo også en bog, der dedikerer sig til planteslægten og den anmelder Karina.

Rigtig god fornøjelse!

Ugens artikler om JULEROSER & PÅSKEKLOKKER

GARTNERIET SPIREN
Læs et sponsorportræt om Gartneriet Spiren. 




HELLEBORUS FOR NYBEGYNDERE
Lær at kende forskel på juleroser og påskeklokker samt på de forskellige slags.
JULEROSER OG PÅSKEKLOKKER
Læs vores anmeldelse af Claus Dalbys bog om helleborus
Lederen er alene et udtryk for skribentens personlige holdninger og betragtninger.