Kiftsgate Courts fantastiske sunken garden er en fredfyldt gårdhave, der ligger i læ bag bebyggelsen her på stedet. Haven er døbt “The White Sunken Garden”, og farven refererer i dag til buskene.
TEKST & FOTO: LONE
Den hvide, forsænkede have i Kiftsgate Court Gardens, er absolut mit favoritrum i haven. Oprindeligt er denne have født som en helt hvid have, men med årene har flere farver sneget sig ind, men én ting holder på navnet, og det er buskenes blomstring.
Haven indeholder en del smukke buske, der alle har hvide blomster, som fx stjernetop Deutzia, Carpentaria californica, og rosen Rosa sericia ‘Heather Muir’, opkaldt efter havens tidligere ejer, Anne Chambers’ bedstemor. Herudover ser man i haven en del buksbom, lavendel mv., der holder på havens ro, på trods af de mange forskellige planter i øvrigt.
Billederne her er fra haven sidst i juni. På dette tidspunkt er det især den hvide, overhængende stjernetop, der indtager hele haverummet. Buskene ligner små festfyrværkerier, der afsætter havens hjørner.
Den er et skønt modspil til den veltrimmede takshæk, og spiller med de bordeaux stilke sammen med både stensætninger og de bordeaux midter af prydløgene.
Haven er at betragte som en gårdhave, bygget op omkring en forsænkning i havens midte med et springvand, og omkranset af mure og massive takshække. Springvandet i havens midte er et stykke historie fra Pyrenæerne, købt af Anne Chambers’ mor engang på Chelsea Flower Show. Fontænen er udsmykket med 12 paneler, der illustrerer landlige aktiviteter som høst, jagt, vinproduktion mv.
På begge sider af springvandet finder man de himmelblå stole, der umiddelbart virker som en farveafstikker fra rummet, men når man sætter sig og observerer rummets farvespil, er her en fin kombination med blandt andet den blå nigella.
Kig efter på billedet herunder, og du finder min oppakning parkeret ved et af bordene. Kort tid efter sank vi ned i de bløde (og jo, det er de faktisk, da sædet er fleksibelt) stole og tager os tid til eftermiddagste og et par scones her i sommervarmen denne junidag.
Først igen senere går turen videre ud i haven.
Kære Lone.
Du er ligegodt en skat, er du:o) Her sidder jeg og tiltusker mig en pause fra havearbejdet, og vupti…..så jeg på tur med Lone i en pragtfuld engelsk have. Hvor er det en smuk anlagt have med mange fine detaljer og en stor blomsterrigdom. Og som altid er det nogle vidunderlige billeder, du har taget.
Jeg får altså synsforstyrrelser og begyndende migræneanfald af de skrigblå havemøbler. Men hvad forstand har bønder på engelsk aristokrati og havemøbler?:o)
Tak for en dejlig tur.
Knus
De er altså også meget meget blå! Men det er da også lidt frækt 🙂
Sikke en lækker sunken garden – skønne billeder. Særligt det gamle og lidt vilde udtryk, er slet ikke til at stå for ;o).
Dbh.
Mette
ja – jeg er jo lidt tosset med alle de engelske sandsten her i deres rette miljø.
Det er en skøn kulisse for et haveanlæg som dette.
Tak for gensynet
Selv tak 🙂
Tak for turen…… og jeg vil bare gerne melde mig som aftager af de blå møbler, hvis ingen andre vil ha dem……. jeg er vild med dem. Modtog bladet HAVEN i dag – forsiden var også prydet af meget blå havemøbler – og det ser brandgodt ud 🙂 🙂 Hurra for mangfoldigheden 🙂
Ja- jeg nåede altså også at falde for dem! De er slet ikke så ringe 🙂
Glæder mig til mit eksemplar af Haven! Måske det ligger i postkassen.
…. Smutter lige ud en tur 🙂
Hvilken herlig havetur du har budt mig på – en skøn oplevelse! tak for den, og også for de blå havemøbler. Det er lidt morsomt, at netop møblerne fik mig til at løfte øjenbrynene, men inden turen var slut, havde jeg vænnet mig til dem og syntes til sidst faktisk, at de var lige prikken over i'et!
Kh
Hanne
Skønt, at der lige var noget, der udfordrede havesansen 🙂
Vi har så godt at lige at blive udfordret lidt, ikk'?
Nå – ups – på vej til postkassen!
Tak for din søde bemærkning!