I sensommerhaven er hjortetrøst helt uforlignelig. Den fungerer særligt godt i staudebede med græsser, men også mange andre anvendelser er attraktive. Vi ser nærmere på planten.
TEKST & FOTO: LONE
HJORTETRØST
Eupatorium maculatum ‘Red dwarf’
Planten hører egentlig hjemme i en fugtig og meget næringsrig jord, men den er enormt hårdfør og kan trives de fleste steder. Bare den får sol. Med tiden bliver planten så stor, at de yderste dele af den kan risikere at vælte, hvorfor den med fordel kan deles med års mellemrum. Vurder selv hvornår du synes det er tid.
Det gode ved en sensommerblomstrende plante som hjortetrøst er, at den står med flotte blade fra forår til blomstring og er derfor et aktiv i staudebedet – også før den blomstrer.
De røde stængler tilfører farve til alt det grønne, og sammen med andre rosa stauder er den velvalgt. Ligeledes er den et hit i bede med prydgræsser, da dens former giver ro til de urolige græsser og ligeledes har en højde der gør, at den ikke forsvinder blandt de allerhøjeste græsser. Hjortetrøst portrætteret herunder er ‘Red dwarf’, der blot er 120 cm høj.
Der findes et væld af typer. Hvis du vil have en kæmpe ind i haven, kan du fx vælge Eupatorium maculatum ‘Atropurpureum’, der bliver op til 200 cm.
Efter blomstringen springer skærmene ud i frø, og også denne del af plantens livscyklus er dekorativ. Er du ikke til den del af plantens liv, er det let blot at klippe stænglerne af.
Hortetrøst er, som nævnt, hyppigt brugt i bede med prydgræsser. Og da den samtidig er utrolig hårdfør og sejlivet, støder man ofte på den i mange af de nutidige haveanlæg – også i offentlige haver.
Herover er vi i Pensthorpe Nature Reserve, hvor det er Eupatorium maculatum ‘Atropurpureum’, der står højest i bedet.
Også i haveanlæg over New Yorks gader – langs skinner på “The Highline” – er vi stødt på hjortetrøst i lidt mere afdæmpede toner, hvor den spiller sammen med den gule solhat.
Anvendelserne af den smukke hjortetrøst er mange, og har du den ikke allerede, så tænk den endelig ind, hvis du er i færd med at planlægge næste års sensommerhave. Den kan bruges i et væld af kombinationer, og vil du se mere til den her på HAVEFOLKET, kan du læse videre i artiklerne herunder, eller skrive “Hjortetrøst” i søgefeltet. Så får du lidt mere at vælge mellem.
Eller du kan glæde dig til en senere reportage fra Waterperry, hvor hjortetrøst også er del af sensommerblomstringen.
FAKTA
NAVN: Eupatorium maculatum ‘Red dwarf’
DANSK NAVN: Hjortetrøst
LYSFORHOLD: Sol, halvskygge
HÅRDFØRHED: Ja, staude
JORDBUND: Gerne fugtig næringsrig jord, men trives også ved andre forhold
VÆKST: Opret og busket
STØRRELSE: 120 cm
BLOMSTRING: August-oktober
ANVENDELSE: I staudebede, gerne i kombination med prydgræsser
Jeg kan skrive under på at det er en hårdfør fætter. Selv en "Bodil" og andre blæsende damer har ikke formået at få den ned med nakken. Har i øvrigt også stor glæde af stænglerne, der som regel er pænt lige og lange, og derfor vældigt velegnede som blomsterpinde og "staudestøtte".
Jeg har troet den kun var fugtighedskrævende. Men nu er den rykket op i toppen af ønskesedlen. den lyder rigtig god.
Hilsner Gunvor
Den er en plante, jeg først nu har fået øjnene op for. Det er nok de der græsser, der har hjulpet til, tænker jeg. Har nu investeret i en mørkbladet, den ser jeg meget frem til at nyde den næste mange år frem.