Alle haver er i konstant forandring. Det ved alle, der arbejder med og i en have. Derfor giver hvert eneste besøg i Tivoli også noget nyt og andet end det forrige. Både når det kun er et par dage siden sidste besøg, og når det næsten er en måned siden. Det er det nu, og se lige her, hvor anderledes en have vi besøger denne gang.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Der er travlt i alle kroge af haven. Ja, det er der egentlig hele året rundt i Tivoli set med gartnerøjne. Men nu, hvor den langtrukne forårssæson er helt ovre og sommeren står for døren, er der bogstaveligt talt rivende travlt.

Der graves og plantes og klippes og vandes mere eller mindre i døgndrift.  Alle vegne. Oppe og nede.

Der er som altid også smukt i Tivoli, og der er uendeligt mange gode og rolige kig, bare man ved, hvor man kan finde dem.

Jeg er sådan en som samler på rolige steder, uanset hvor jeg er, og derfor skal du med til nogle af dem i dag. Bare et lille kig. Sådan på “bliv sulten-efter-mere”-måden, så kan du selv opleve det “live”, hvis du har lyst.

Du skal også se hvilken farveholdning, der er lige nøjagtigt nu. Men den ændrer sig faktisk hele tiden, fordi der skrues lidt mere op for den ene eller anden anden farve. Ret genialt, synes jeg, og det vil jeg absolut gøre efter i min egen have.

Lige nu venter vi bl.a. på skærmliljernes himmelblå farver, og de orange tjubang-farver er tonet ned for en stund.

Lige midt i haven findes en oase, hvor du kan slænge dig og sidde i både sol og skygge. Det er omkring tesalonen under de store kastanjer.

Her har bourgonvilla og efeu hovedrollen, og det spiller så godt sammen med de store krukkers tema. Se selv:

 

Fra de Barbiepink/lyseblå/lysviolette toner over til noget dybere og roligere: Området omkring de japanske bede. Egentlig har japansk havestil aldrig tiltrukket mig eller rørt det store i mig. Men det er jo netop også det, der er meningen med dem, har jeg senere tænkt – det med at gå i zen og finde ro.

Af en eller anden grund er det alligevel altid derhen mine fødder går med mig, når jeg er derinde.

Det er også der, jeg husker, at jeg som barn nød at hoppe rundt ad de små snoede stier og nød at blive væk imellem buske og vandløb. Og derhen mine øjne søger, når jeg passerer. Gudskelov!

Ænderne og alle de andre fugle holder også til i dette område, og måske netop fordi her er en dejlig oase. Så her bliver vi lige lidt.

Det kunne i øvrigt se ud som om, det er ænderne, der bliver fodret, men det er det ikke. Det er nyt græs, der er ved at blive sået. Og det gør man hellere (samt ruller nye græsruller på), når det er blevet slidt end at sætte skilte op, hvor der står, at græsset ikke må betrædes. Det er et meget flatterende træk ved netop denne have. Her er det simpelthen meningen, at vi skal have forskellige sansemæssige oplevelser, uanset om vi går på knitrende grus, på fliser eller på det grønne græs.

Som altid ender jeg i staudehaven. Den finder jeg spændende. Her er der sjældne og rigtigt mange forskellige stauder, der er formidable at nyde. Også selvom de blot er på vej og altså ikke i blomst endnu.

Det er også noget, der er kommet til mig på det seneste: At nyde væksterne i andre perioder end nøjagtigt på deres højeste. Jeg vil lade være med at spinde en ende omkring dét fænomen, men blot lade det svæve over vandene, mellem blade og buske til fri genkendelse eller afbenyttelse.

Jeg lover at kigge ind i haven igen meget snart, for forvandlingen er i gang, og om kort tid ser den igen helt anderledes ud.