I den kommende weekend bliver der ikke meget arbejde i egen have. Til gengæld skal jeg måske slå mine folder i en anden have. Vi skal nemlig til arbejdslørdag – og det uanset vejret!
TEKST & FOTO: LENE
Jeg bor på en stille vej i en lille landsby syd for København. Her har vi i mange år “kommet hinanden ved”, og det har vi gjort i godt og vel 20 år. Det er dog ikke hele vejen, men halvdelen, hvilket vil sige 3 husstande. Det startede med at vi havde en madklub sammen med vores nabo en fredag hver måned, og efter et stykke tid kom den tredje familie og spurgte om de også måtte være med. Med 6 voksne og 7 børn var der liv og glade dage, og langsomt modnedes tanken om ikke kun at give hinanden et pusterum med madlavningen en gang om måneden, men også at hjælpe hinanden på et lidt større plan.
Derfor udviklede disse madklubaftener sig til også at indbefatte en arbejdslørdag hos hver af de tre familier, dvs. 3 arbejdslørdage om året. Ved årets sidste madklub i december finder vi vores kalendere frem og får planlagt hele året – både madklubber, arbejdslørdage og sidste skud på stammen: Et ud af “huset” arrangement, hvor der er mødepligt for vores nu voksne unger.
Men for at vende tilbage til arbejdslørdagene, vil jeg sige, at det er en fantastisk “opfindelse”. Der er jo altid noget at lave, når man bor i hus, og nogle af opgaverne kan godt virke lidt uoverskuelige, især hvis man ikke har hænderne skruet rigtigt på. Så er det rart at vi alle har forskellige kompetencer. Det skal lige nævnes, at ingen af os er håndværkere af uddannelse, men der er et par handymænd/kvinder iblandt os. Vi er leveringsdygtige indenfor el (naturligvis kun det lovlige), tømrerarbejde, syarbejde, havearbejde, malearbejde, madlavning etc.
Programmet for sådan en arbejdslørdag er som følger: Vi mødes kl. 10.00 til en morgenbitter og uddeling af dagens opgaver. Der er selvfølgelig nogle hadeopgaver, men det nytter ikke noget at sige nej – det gælder ikke. Her gør man hvad man bliver bedt om – det er bare en del af konceptet!
Et lille eksempel er, da vi for nogle år siden skulle have gravet ud til de to store bede midt på græsplænen. Det havde regnet det meste af ugen, og DMI havde også lovet regnvejr den pågældende lørdag, hvilket det da også blev. Da vennerne troppede op regnede de så med, at det blev aflyst – MEN det gjorde det ikke. Derfor bestod arbejdsholdet denne lørdag af seks mand høj i forskellige farver regntøj (incl. gummistøvler og regnbukser). To gravede meget tunge græstørv af, og derefter blev de kørt ind til naboens høns. En anden klippede græskanter, én vaskede havemøbler etc. Det var ikke så sjovt, mens det stod på, for det regnede hele dagen, men bagefter er det netop én af de arbejdslørdage vi ALLE husker. Heldigvis har vi også haft strålende sommervejr, som fx sidste år.
Efter en god frokost fortsætter arbejdet resten af dagen, og så kommer endelig belønningen for en god dags arbejde: Aftensmaden. Efter at have vasket det værste møg af os, mødes vi til gin & tonic, og her bliver dagens liste fundet frem. Det er en stor tilfredsstillelse at sætte tjekmærker ved de fuldførte opgaver. Nogle gange når vi ikke det hele, og andre gange kommer der små opgaver til løbende – disse bliver naturligvis skrevet på listen og streget med det samme – ALT skal med, og derefter venter en dejlig middag med masser af god rødvin. Det er altid den samme, der laver maden og det er han eminent god til, så det er bestemt højdepunktet på dagen.
I alle årene har det ikke været noget problem at finde arbejdsopgaver, men vi kan godt mærke, at de store ting er lavet. Selvfølgelig skal carporten eller skuret males en gang imellem, men de helt store nyanlæg er der nu langt imellem – heldigvis. Vi bliver jo ældre, og det går ikke helt så hurtigt længere, men det er stadigvæk en dag, vi ser frem til, især når det er hos én selv!
Det kunne være sjovt at høre, om der er nogle af jer, der har lignende arrangementer i jeres familie eller i vennekredsen. Ellers kan jeg kun opfordre til at få det. Det er utroligt, hvad man kan nå på sådan en enkelt dag, og så er det tilmed smadderhyggeligt!
Kære Lene
Sådan nogle naboer vil jeg også gerne have! 🙂 De er såmænd søde nok, dem vi har men her "passer hver sit". Man køber sig til havehjælp eller også går man ikke vanvittigt op i det med have.
Da vi boede i en lille bitte andelsforening i Pip-kvarteret på Nørrebronx i København, imidlertid, hjalp alle hinanden. Haven og huset var jo fælles eje. Vi var tre opgange med kun op til 2. sal. Det var der, jeg lærte begrebet "arbejddsweekend" at kende, for jeg er selv vokset op i villa. Det var efter fuldstændigt samme koncept, opgaverne blev udfoørt uanset vejret og alle ungerne vimsede rundt omkring benene på os. Det var SÅ hyggeligt. Vi var alle "deres forældre". Festen om aftenen sætte naturligvis deres præg på entusiasmen dagen efter, men ALLE var med og vi sad i poergolaen med tømmermænd og fordelte søndagens opgaver med et rundstykke og en kop styrkende kaffe i hånden.
Så blev vi rigere og flyttede efterhånden i hus alle sammen. Her fortsatte vores arbejdsweekends i en rum tid efter fuldstændigt samme koncept. Vi har sat hække, lagt terrassser, fældet træer og alt muligt. Vi holdt også fastelavn, påskefrokoster, julefrokoster, nytår og alt muligt sammen. Gik til hinanden bryllupper, konfirmationer osv. Nu er tredie generation jo ved at vokse op med børnebørn og vi er over 60, hvis vi samles alle sammen. Det er jo immervæk en del. Vi er vel en 8-12 familier, når alle er samlet.
Nu klarer vi det selv, alle sammen, men hver sommer i nu 20 år har vi holdt sommerferie sammen. I Danmark og i udlandet i år har vi jubilæum. Arbejdsweekendsne er desværre døet ud, det er lidt ærgerligt, for jeg kunne jo godt bruge én handymand eller 10, da Per, min mands hænder, er drejet på i it-retningen og ikke værktøjsretningen. Men pyt.
Sikke en lang beretning, jeg lige fik viklet mig ud i her. Din vidunderlige historie satte gang i erindringen. Ih, hvor jeg glæder mig til at høre, om der er andre i det ganske danske land, der har arbejdsweekends. Det er sådan noget, der øger "sammenhængskraften" i landet her. Også ferievandingen er i hus hos dig, ved jeg. Pragtfuldt! Tak for en super god artikel.
Skøn historie om jeres mangeårige venskab – I love it! Det lyder drømmedejligt med sådan et sammenhold og jeg ville ønske at jeg kunne dele lignende oplevelser, men det er slet ikke muligt i mit nabolag. Vi er SÅ forskellige i vores tilgang til hvad godt naboskab er.