Det var lige udenfor Paley Park i NYC, at jeg opdagede dette skønne rekreative område. En skøn lille plet og så har kunsten på væggen en helt særlig historie.  


TEKST & FOTO: KARINA

Netop som vi har forladt Paley Park, en lille lommehave i Midtown Manhattan, NYC, opdager vi dette. En skøn lille plet med opstillede stole og borde, skulpturelle tretorn-træer med hyggelige lyskæder og så den fantastiske væg. Mange vil vel sige, at det da blot er en mur og lidt grafitti, og det er det vel også, men muren er ikke helt blot en mur. Det er nemlig et lille stykke af Berlinmuren, som er fragtet dertil for at pryde – og måske sætte tankerne lidt i gang.

Før jeg opdagede, hvor muren stammede fra, kom jeg straks til at tænke på den unge kunstner Jean-Michel Basquiat, der er født i NY, hvor han boede, indtil hans for tidlige død i 1988.

Kender du til nogle af hans værker, vil du måske give mig ret i sammenligningen.

På pladsen er det i øvrigt ikke kun muren, der er ikonisk. Stolene, som man ser op til flere steder i byen, er den berømte Wire chair af designeren Harry Bertoia.

Trods det, at designet har mere end 50 år på bagen, giver den miljøet et enormt nutidigt løft.

Simpelt, skævt og smukt på én og samme tid – det er virkelig New York i en nøddeskal, og New York når den er bedst.
Hvorfor man ikke ser lignende i Danmark, begriber jeg ikke.