Inden længe er tiden inde til at flytte rundt i staudebedene og evt. forny med nye planter eller kombinationer. Vi giver dig i dag nogle fristende kombinationer fra Piet Oudolfs Millenium Garden i England.


TEKST: KARINA & LONE, FOTO: LONE

Plantekombinationerne herunder er meget i tråd med den moderne måde at dyrke stauder på. Store grupper, der væver sig gennem hinanden – og gerne suppleret med prydgræsser, så det får et mere naturligt præg end de klassiske staudebede. Alle planterne herunder er stauder, dog pånær den dejlige kæmpeverbena, som kun overlever få danske vintre. Men heldigvis er de nemme at skaffe fra planteskolen, eller du kan i vintertiden så den selv, hvis du skal bruge store mængder.

SØLVLYS + MANDSTRO + KÆMPEVERBENA
Sølvlys, Actea simplex ‘James Compton’
Den hvide mandstro, Eryngium yuccofolium 
Kæmpeverbena, Verbena bonariensis

Kugler, skærme og spir er en del af opskriften på dette bed. I forgrunden ses til højre den hvide mandstro med sine kuglerunde blomsterhoveder. Til venstre den blå-violette skærmblomst kæmpeverbena og som en flot farvemæssig kontrast i baggrunden den mørkbladede sølvlys, som i sensommeren sender høje hvide lanncet-formede blomster i vejret.

SOLBRUD + KERTEPILEURT + HJORTETRØST 
Hjortetrøst, Eupatorium rugosum ‘Chocolate’
Solbrud, Helenium atumnale ‘ Rubinzwerg’
Kertepileurt, Persicaria amplexicaulis ‘Rosea’

I denne staudekombination er det varme toner, der sætter tonen. Farver som disse er for mange især kærkomne i slutningen af sæsonen, hvor mange områder i haven begynder at være mere eller mindre afblomstrede og farveløse. I forgrunden ses solbrud i en flot rød variant. Bag denne gruppe ses til højre kertepileurt og til venstre hjortetrøst i en smuk mørkbladet udgave.

HJORTETRØST + SOLHAT + KERTEPILEURT
Hjortetrøst, Eupatorium atropurpureum
Solhat, Echinacea ‘ Green Edge’
Kerte pileurt, Persicaria amplexicaulis ‘Rosea’

Tonen i dette bed er mere afdæmpet, da farverne er repræsenteret af hvid solhat i forgrunden, Hjortetrøst med purpurfarvet blomst til venstre og den taknemlige kertepileurt som en flot massiv plantemasse bagerst i motivet.


INDIANERMYNTE + SOLHAT + FONTÆNEGRÆS

Indianermynte, Agastache foeniculum
Solhat, Echinacea ‘Rubinstern’
Kertepileurt, Persicaria amplexicaulis ‘Firedance’

Er man ikke helt til de brændte toner, er her en alternativ løsning, som er mindst ligeså farverig. Igen er solhat og kertepileurt med i spillet – sidstnævnte her i den pink-farvede variant. Som kontrast til alt det pink har vi den blå indianermynte, som står i baggrunden med sine flotte ranke blomsterspir og spiller en ikke uvæsentlig rolle.

Vi håber, at vi har inspireret lidt til fornyelse eller nyanlæggelse af staudebede. Når først man bliver grebet af stauderne, er det næsten ikke til at undvære dem igen. De giver haven et helt særligt liv, og så er puslespillet med at få det hele til at se godt ud en helt særlig havedisciplin, hvor det i den grad gælder, at øvelse gør mester.

Annonce