Alting springer ud lige nu, og det går forrygende stærkt. Vore guldregnallé har taget forskud på alt det gule. Lige nu står narcisser og hyacinter og dufter om kap. Det er en oplevelse for alle sanser at gå en tur her.
TEKST & FOTO: JEANNETT
Alléen er ca. 30 m lang, og der står syv træer på hver side. I hver side er der lange staudebede kantet med fyrrestammer og med en grusgang i midten. Bedene er holdt i gule og hvide farver lige med undtagelse af de lilla Allium aflatunense, som blomstrer samtidig med, at de lange gule blomsterklaser hænger ned fra træerne. Her i foråret er det de limegule og hvide toner, der ses. Senere bliver de gule farver mere fremtrædende.
De første løg, der viser sig i bedet, er den hvide krokus ‘Jeanne d’Arc’. Så begynder de små spirer fra lodden løvefod og vortemælk, Euphorbia polychroma ‘Senior’ samt gule løvehaler, Phlomis russeliana, at vise sig. Snart derefter begynder den smukke kulsukker med de limegule kanter at skyde frem. Den hedder Symphytum x uplandicum ‘Axminster Gold’ og kan godt være lidt svær at finde, men den er værd at lede efter. Den kan skimtes bagerst i billedet. Den bliver over en meter høj sidst på sommeren, så den står bag ved træerne.
Derefter kommer der gang i narcisserne, og vi har lagt den skønne ‘Pueblo’ sammen med ‘Laurens Koster’ og hyacinten ‘City of Haarlem’.
Efter dem overtager Allium ‘Aflatunense’ sammen med guldregnen, og det er for mig et af havens højdepunkter. Derefter blomstrer hortensia ‘Annabelle’ sammen med græsser og sentblomstrende stauder – blandt andet forskellige slags solbrud. Disse står med frøstande hele vinteren og bliver først klippet ned til marts, hvor det hele starter forfra.
Rigtig dejlig uge 18 i haven,
uhu, det har været noget af en opgave at lægge alle de løg- men sikke et resultat,, flot. Og duften må være "øredøvende".
hilsner Gunvor
Rigtig flot alle 🙂
Hej Jeannett
Jeg er også vild med din guldregnsallé. Og selvom det er en klassiker, så fryder den i den grad øjnene, så den kan man sagtens tåle at se, mange flere steder. Jeg ville også ønske jeg havde pladsen.
At du samtidig videreudvikler og giver den dit helt eget personlige twist, gør den i forvejen dejlige allé, uendelig meget mere delikat og spændende. Jeg synes det er en helt igennem vidunderlig bund du viser og beskriver.
….. Jeg sidder og tænker, hvordan ser guldregnene ud, når de ikke står i blomst? Ville de kunne være vært for en klematis eller en slyngrose, så de får en ekstra blomstring eller to? Jeg er faktisk ikke klar over hvordan træet ser ud, når det ikke er gult, må jeg indrømme.
Knus
Malene