December er en skøn måned, hvor haven puster ud, stauderne trækker sig tilbage, og tiden står stille. Det er en tid, som jeg holder meget af.


TEKST & FOTO: MARIA LUNDVALD

I orangeriet har vi hvert år julepyntet lidt. På den måde kan man altid smutte ned bagerst i haven, hvor orangeriet ligger, og tage en kop te. I haven har jeg fået en masse lyskæder hængt op, og så er alle lanternerne sat frem.

Hvert år inviterer vi familien til den store småkagebagning i vores orangeri, og det er nogle hyggelige timer. På bordet er gløgg, småkagedej og ikke mindst juleslik. Selv om det er koldt udenfor, sidder vi i det opvarmede orangeri og nyder samværet og det på trods af, at vi ved, at bagepladerne skal transporteres over til huset, hvor de skal bages! Det er ikke spor effektivt, men det er så hyggeligt at sidde i orangeriet og kikke ud på haven, mens pejsen er tændt.
I skoven har vi samlet kogler, mos og spændende grene. Dem vil vi pynte op med på borde, i potter og på bænke. Under vores overdækkede terrasse pyntes bordet med naturmaterialer og lidt forskellige juletræer. Vi nyder vores overdækkede terrasse, og den er så skøn, at vi bruger den året rundt. Der kommer i øvrigt meget sjældent vind ind på terrassen, så her kan vi godt sætte møbler og ting, som er sarte, og som faktisk burde stå inde i huset.Det giver muligheder, når man har en overdækket terrasse, især når man som jeg kan lide at indrette og være udenfor i december.

Havens bænke og stole bruges faktisk også året rundt. Vi nyder at sidde under et tæppe med en kop te i hånden – faktisk er det lige her, vi suger livet ind og nyder øjeblikket, også selv om det er hundekoldt. Det er nærmest, som om man tænker mere klart, når man bruger naturen på den måde. Det er også nu, vi så småt begynder at lægge planer for næste år, for vi har stadigvæk mange havedrømme. Vi skal afholde åben have, plante nye stauder og meget mere.

Du ønskes en glædelig jul samt et lykkebringende nyt år.

Maria
Du kan se meget mere fra Marias have på instagramprofilen @livsnyderhaven.