SYV GRØNNE RUM – VELKOMMEN TIL NR. 2

Det andet rum i haven er det, som er mindst færdigt, men alligevel et favoritrum takket være, at det er så enkelt. Og måske er det det, der tiltaler mig så meget: uprætentiøst, naturligt uden for meget styring.

TEKST & FOTO: CHARLOTTA JÖRGENSEN

Godt inde i april måned begynder det at kunne mærkes, at haven kalder på mig. Jeg forsøger at møde den på den måde, jeg gerne selv vil mødes – med lyst, entusiasme og glæde. Sammen med forårets blide solstråler og havens beskyttede beliggenhed er det nu ganske dejligt, og jeg nyder at være ude. Jeg forsøger ikke at blive stresset af alt det arbejde, der ligger foran mig, og vælger i stedet at arbejde med haven rum for rum – og smugkigger ikke over til det næste. I dag byder jeg jer indenfor i mit andet rum: Douglas’ hjørne. Velkommen.

Douglas’ hjørne ligger længst nede i haven og omsluttes bagtil af en to meter høj ligusterhæk som beskyttelse mod naboerne. Forrest er der også en buet ligusterhæk, som er klippet i to forskellige højder. Pladsen er godt skjult for resten af haven og har kun en smal indgang fra den nederste terrasse. Mit haveopbevaringsrum på den ene side og en høj ligusterhæk på den anden markerer indgangen. Jorden er dækket af grus, og som en skulptur står et enormt krægetræ og breder sine grene ud over næsten hele hjørnet. Det er som en løvsal, der i april overdækkes af kridhvide blomster, og som spreder duft over hele haven.

Det her er egentlig bare et sted, der er fremkommet helt naturligt. Taget, som udgøres af træets grene, er mageløst smukt og er den egentlige grund til at kalde det et rum. Højden er sikkert ti meter, og de længste grene svæver præcist oven over ligusterhækken.

Min vedbend breder sig ud mod det lyse grus, og den skal have mere plads, end den har i dag. Midt i havet af vedbend har jeg placeret et par høje betonkrukker, som er fyldte med bregner og hostaer. Et par hvide Vinca minor er der også blevet plads til. Både ved indgangen og ved udgangen vokser klatrehortensiaen, som den vil.

Om sommeren hænger jeg min hængekøje op i dette træ, og da børnene var mindre, var her også en træhule, som blev flittigt brugt. Udsigten fra den her plads er fin og noget, som jeg sjældent fotograferer. Foran den buede ligusterhæk, som afgrænser mod haven, ligger havens største bed med bl.a. en imponerende Rhododendron ‘Cunninghams White’, der står under et lille æbletræ, som vist nok er ’Aroma’. Fra Douglas’ hjørne kan jeg også se over mod min lille æblelund, hvor fire træer danner tag over den stenbelagte plads, hvor jeg som regel står og arbejder.

Douglas’ hjørne fik sit navn efter tabet af vores tredje barn, en aprildag i 1994. Krægetræet sprang ud lige efter hændelsen, og hvert år, når det står med hvide blomsterskyer, går mine tanker ekstra meget til ham. Nu er det en smuk og dejlig plads, som betyder meget for mig – og i dag er den fyldt med skønhed og ikke af sorg. Inde fra drivhuset er himlen fyldt med er luftig sky af blomster.

Dette forår, så snart jeg er kommet mig efter en knæoperation, skal Douglas’ hjørne fyldes med planter, så jeg får fornemmelsen af en skovlysning. Forskellige bregner, hvid kærminde, plettet lungeurt, sølvlys, lærkespore og sommerfugleblomst. Og til foråret selvfølgelig hvide anemoner. Det bliver magisk, tror jeg.

Pas på jer selv, og nyd foråret og kærligheden.

Kram Charlotta