Så er vi gået ind i oktober. Efteråret har strammet sit greb om haven og gør den på en måde mere sørgmodig. Det er så smukt. Selv om vi taler om glødende høstfarver og høje, klare dage, så er efteråret naturens gang mod at søge hvile og komme til kræfter. Præcist sådan tror jeg, vi mennesker mere skulle leve – og det gør vi vel også en lille smule.

TEKST & FOTO: CHARLOTTA

Når efteråret kommer, lukker jeg hurtigt dørene ud til haven. Måske arbejder jeg et par timer i weekenden, hvor jeg rydder op og forsøger at holde det pænt. Men der kommer sjældent pynt og høstblomster her hos mig. Jeg ordner stederne tæt på huset og gør klar til kulde og minusgrader. Så hænger jeg lidt lygter op og flytter rundt på eksisterende krukker, og vips, så er der et helt nyt udtryk.

Mit sjette rum kom til allerede i 2006 – det var dengang, vi etablerede glastilbygningen, som er mit allergrønneste rum. Herfra ser jeg årstidernes forandringer glasklart. Det kan regne og blæse lige så meget, det vil,  og jeg fyldes lige så meget af lys og efterårshave, som hvis jeg var ude. Jeg elsker mit glashus – måske mest i de kolde tider.

Rummet er stort, næsten 70 kvm, og har en taghøjde på ca. 5,5 meter. Så det har været en udfordring et etablere en hyggelig stemning med alle de hårde materialer. Jeg har valgt at blokere nogle udsigtspunkter med planter. Det dæmper rummet, og vuerne over udemiljøet bliver ikke ens fra de forskellige vinkler. Jo nærmere, vi kommer vinteren, desto tættere på glasset flytter jeg krukkerne. Det er en fornøjelse at se naturens skiften herindefra.

Indergården har et stedsegrønt skelet, hvilket gør, at den opleves frodig hele året. Jeg har plantet en efeu op ad en ganske stor del af den sorte væg, der omkranser hele gården, og buksbom og bambus er også her mit fundament. Her om efteråret nyder jeg den gulnede tretorn, hostaerne, som sagte visner ned, og græssernes mange forskellige aks, som er fantastiske med rimfrost på kolde dage.

Glashuset skyder ca. fem meter ud fra husets facade mod selve haven, og fra den yderste del står man midt i haven og har kun glasvægge rundt om sig. Man er omgivet af grønt på alle sider. Langs med den korte side har vi ladet støbe en dam i beton, hvor det nedfaldne løv hvirvler rundt. På højre side længst borte støder køkkenterrassen til der, hvor jeg har mine tre rønnebærtræer. Så dem kan jeg endda også se herindefra. Om efteråret sætter jeg altid et bord på køkkenterrassen med noget, som får blikket til at stoppe op.  Altsammen for at skabe den hyggelige stemning, som er vigtig med så meget glas.

På naboens grund står der en blodbøg, som er vældig smuk lige nu, og mine tretorn er vokset over glashusets højeste punkt. Det er nødvendigt med højde her – og så noget mindre som blikfang. Men det er altsammen noget, jeg allerede har.

Udfordringen bliver at holde liv i mine to store oliventræer, som jeg anskaffede i sommer. De har fået en central plads i indergården og giver et eventyrligt udtryk om aftenen – nu da de omsider er blevet belyst. Jeg må pakke dem godt ind, og så krydser jeg fingre.

Når jeg ser trækfuglene i deres  fantastiske formationer drage over taget mod syd, takker jeg for, hvor utroligt dejligt vi af naturen ledes gennem årstiderne. Jeg følger stilfærdigt med og nyder hver evige stund. Efteråret er årstiden med ro.

Vi ses i november.
Nyd æblekage, et stort halstørklæde og røde kinder.

Kram Charlotta

Du kan se meget mere til Charlotta på hendes Instagramprofil @inspirationordinarydays.