Da jeg sammen med min mand ,Torben, overtog huset i 2010 var der mange udfordringer mht. anlæggelsen og placering af haven. Det mest solrige sted, vi havde, var dækket af store gamle mirabellebuske og små og mindre store egetræer hist pist.


TEKST & FOTO: ESTHER GENESER

Da dette også var det bedste sted med udsigt til vores kommende lavendelmark, begyndt jeg at fjerne mange af mirabellebuskene. Jeg fandt  dog hurtigt ud af, at det vil tage en krig at få fjernet alle rødderne, så efter nogen tid begyndte jeg at holde dem nede ved at klippe dem som små figurer, som for det meste var kugleformede.

Til min store overraskelse blev de små mirabellekugler ret tætte og pæne at se på. Virkelig en fryd for øjet.

Faktisk opdagede jeg senere i et franske havemagasin, at den måde at anlægge en have på også blev brugt af legenden Nicole de Vesian, da hun i 1986 anlagde den meget kendte Jardin de la Louve i den franske by Bonnieux.

At læse om hendes have har inspireret mig til at samarbejde med naturen i stedet for at prøve at fjerne eller bekæmpe nogle af de planter, der oprindeligt voksede i vores have. Så jeg begyndte at tage de mange eksisterende mirabellebuske, egetræer og andre planter med i min haveplan. Resultatet er skulpturelt og dejligt at se på i alle sæsoner. Planter, der er selvsåede, er ofte stærke og mere robuste over for sygdom sammenlignet med kulturplanter.

Mirabeller

 

Lidt fakta:

  • For at mirabeller ser pænt ud som klippede prydebuske skal de klippes med en hækkesaks eller hækkeklipper ca. fire-seks gange i løbet af  havesæsonen.
  • Egetræ har en langsom vækst, og kræver derfor meget mindre pasning end for eksempel mirabeller.
  • Jeg klipper mine egetræ-buske to-tre gange i løbet af havesæsonen, og den holder fint sin smukke facon året igennem.

Held og lykke med at finde smukke prydebuske i eksisterende planter i din have.

Eg

De bedste hilsner,
Esther

I løbet af havesæsonen 2019 holder Esther åben have. Det kan du læse mere om på hendes hjemmeside, som du finder lige her. Du kan også følge haven på instagramprofilen @esthershave.