BETALT SAMARBEJDE |
Lige nu kommer der et væld af fine små klokker i hvide og blå nuancer på markedet, og i dag skal det dreje sig om netop disse. Campanula, også kendt som klokkeblomster, kan købes som danskproducerede planter fra blandt andet det fynske Gartneriet Thoruplund, der hele tiden arbejder med udvikling af nye typer.
TEKST: LONE, FOTO: LONE & GARTNERIET THORUPLUND
De små fine pudeformede planter blomstrer flere gange hen over havesæsonen og er fx en rigtig god plante til krukkehaven. I modsætning til de etårige sommerblomster får du her en staude, som er hårdfør og derfor kommer igen året efter.
Hovedsæsonen for campanula er fra medio marts til juni, men allerede fra januar er planten populær som stueplante og igen fra juli til oktober, hvor der sælges flere og flere.
Bruger du campanula som stueplante, trives den bedst på en lys plads, og den holder længe, hvis den ikke placeres for varmt. Planterne skal vandes ofte og tåler ikke at tørre ud.
I haven er campanula som nævnt god til udplantning i krukker, men den kan også plantes direkte ud i haven, hvor den fx vil trives på skråninger eller i stenbedet. Med tiden vil planterne brede sig og dække større områder med blå eller hvide blomstringer flere gange i løbet af havesæsonen.
Campanula kan fint overvintre i havens krukker, men vil være lidt mere udsat her, end hvis de er plantet i jorden. Fjenden er ikke frosten, men risikoen for at tørre ud, hvis den står udsat.
I 2019 kom en ny campanula ‘Midnight Ocean’ på markedet fra gartneriet Thoruplund. Den havde været undervejs i to år, og forædlingen har, som gartneriet selv beskriver det: “..resulteret i en nyhed, der adskiller sig med flotte store blomster i en mørk lilla farve.”
Ønsker du en campanula med en dybere blå/blålilla farve, skal du lede efter ‘Blue Ocean’ eller ‘Deep Blue Ocean’, der begge dækkes tæt af de små klokkeformede blomster.
Alle typerne vist her er hårdføre til brug i haven. Du finder planterne på din lokale planteskole eller hos din blomsterhandler. Husk at lede efter en stregkode, der starter med 57, hvis du vil købe dansk og støtte de danske gartnerier.
Artiklen er forfattet i betalt samarbejde med Gartneriet Thoruplund A/S.
Læg en kommentar