Så er den her, bogen om den store blomsterhave midt i Københavns Tivoli. Velskrevet af Marian Haugaard Steffensen og smukt fotograferet af Ann Malmgren. Vi elsker den.


TEKST: LONE, FOTOS VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET

Det er måske ikke lige en bog, man tager under armen, når man skal på besøg i hovedstandens forlystelseshave, men pyt med det. For den emmer langt væk af den fantastiske stemning, som Tivolis have rummer. Bare at se på billederne giver kuldegysninger, lyst til at se mere, og ikke mindst vækker det havepassionen 100% til live. Smukt.

Men bogen er meget mere end alle de dejlige billeder taget af Ann Malmgren – og de er virkeligt ubeskriveligt smukke.

Bogen er opdelt i kapitler, der rummer beskrivelser af haven rum for rum, men også kapitler med fokus på udvalgte planter, der spiller nogle af havens hovedroller – fx en imponerende brug af narcisser.

Ligeledes er der hele kapitler dedikeret til havens elementer som krukker og kar, bark og træer. Ja, sågar på de nøgne træer, som er en verden helt for sig.

For hvert kapitel er der afslutningsvis angivet en fotoliste med nærmere beskrivelse af indholdet, og bagerst i bogen er der grundige plantelister for alle haverum. Det er så gennemført.

Højtiderne – som halloween og jul – har fået deres egne kapitler og er smukt beskrevet i billeder og ord. Alle kapitler er indgående  illustreret med fotos, der viser helheder og detaljer, farver og plantesammensætninger – og genskaber stemningen fra haven.

Desuden skal det også nævnes, at det smukke grafiske layout med rolige opsætninger og brug af kulørte baggrunde i hele farveskalaen er med til at skabe en helt særlig indlevelse  i havens eventyrlige univers.

Uanset om du er gæst i Tivolis smukke have eller ej, så kan bogen varmt anbefales. Køb den, og nyd den i fulde drag.

FAKTA
Titel: Tivoli – en eventyrlig blomstrende have
Forfatter: Marian Haugaard Steffensen
Fotos: Ann Malmgren
Sprog: Dansk
Omfang: 456 sider
Udgivelse: Maj 2019
Forlag: Turbine