I dag går starten på en række af nye artikler fra Bonnie Hall. Som du måske husker, skrev Bonnie med tilbage i 2017, og siden er der kommet en modenhed over kolonihaven, der oprindeligt skød frem med lynets hast.


TEKST & FOTO: BONNIE HALL

Som nogle af jer sikkert ved, så startede jeg på at anlægge haven i 2015. Nogle ting i haven fungerede efter hensigten fra start, mens andre ting gav flere udfordringer og er blevet lavet om. Herudover er der kommet flere strukturelle elementer til, og haven er som helhed vokset mere til.

Havedammen og belægninger
Der er sket meget i min have, siden jeg sidst skrev for Havefolket i 2017. Faktisk har min have ændret en del karakter og stil. En af de ting, som ikke fungerede, og som blev lavet om, er havedammen. Jeg er meget glad for vand i haven – både lyden af springvandet og det dyreliv, som vand i haven giver. Jeg havde først bygget havedammen som en del af bedet foran huset. Bedets form bestemte dermed havedammens form – og eftersom bedet havde skæve vinkler, fik havedammen det samme. Og det fungerede ikke. Formen var forkert, og stedet var forkert. Jeg valgte derfor at flytte havedammen og ændre dens form. Den er nu placeret tættere på terrassen, så lyden af vandet kan høres fra terrassen og inde fra huset. Formen er nu et rektangel, hvilket giver mere ro for øjet. Dammen er 50 cm. dyb, da der er gravet ca. 30 cm. ned under jordniveau. Dens nuværende placering mellem terrassen og drivhuset betyder desuden, at det er blevet et lille haverum for sig. Det er her, man kan nyde dagens sidste sol – og sidde med fødderne oppe på kanten af bassinet. Jeg er meget glad for sted og form, og jeg har også en masse bier, fugle og insekter, der drikker af vandet, men jeg har stadig ingen frøer i dammen. Det vil jeg rigtig gerne have, men det kræver nok, at jeg laver nogle ændringer, så den kommer ned i jordniveau. Det bliver ikke lige nu, men måske på et tidspunkt, når jeg mangler et nyt projekt.

Herudover har jeg fået lagt fliser på alle stier og pladser i haven. Det har givet en helt fantastisk forbedring – både praktisk og synsmæssigt. Ensartet flisebelægning giver et mere ensartet og stilfuldt indtryk. Den samme belægning med fliser og chaussesten går nu igen i hele haven med undtagelse af frugthaven, hvor der ligger marksten og piksten – og grushaven, hvor der ligger perlesten. Det betyder, at jeg er sluppet for snask og grus inde i huset, hvilket er helt fantastisk med to drenge, en hund og en kat i hjemmet.

Pergola
Som nogle af jer muligvis kan huske, så er jeg helt vild med pergolaer i haven. Jeg havde allerede to – en lang smal pergola over rudestien og en pergola som indgangsparti. I sommeren 2019 byggede naboen og jeg en pergola mere – denne gang over terrassen. De sidste meget varme og solrige somre betød, at det var ulideligt at opholde sig på terrassen det meste af dagen. Jeg ville derfor gerne skabe en naturlig skygge på terrassen om sommeren. Pergolaen dækker hele området over terrassen og har gjort, at huset og haven nu er bundet bedre sammen, da terrassen nu i højere grad er en forlængelse af huset. Da pergolaen primært skal give skygge som sommeren, er den beplantet med hvide Wisteria og en hvid Akebia quinata. Jeg er vild med Wisteriaens smukke stamme og vækstform samt de smukke blomsterranker, som viser sig om foråret inden løvspring.

I efteråret 2019 besluttede jeg at bygge mit soveværelse lidt om, så den dobbelte terrassedør, der før vendte ud mod øst, blev flyttet til sydsiden af værelset. Det betød så også, at jeg fik en dør mere ud mod terrassen. Det giver lidt mindre plads på terrassen, men også en bedre stemning og et meget bedre udsyn fra soveværelset til haven, hvor jeg kan følge med i fuglelivet og nyde haven.

Rolige bede
De første år var min have generelt præget af en cottage-garden beplantning i alle bede. Frodighed og vildskab. Jeg er vild med det uformelle udtryk, som denne beplantning gav, men jeg havde også lyst til at afprøve mere rolige plantetyper og kombinationer. Jeg har derfor ændret beplantningen i flere af havens bede de sidste par år, så der nu er mere fokus på stedsegrønne vækster, grønne bladformer og nedtoning af blomster. Det er primært bedene langs pergolaen, som er blevet udskiftet til den rolige stil.

Et nyt haverum
Efter jeg sidste gang skrev for Havefolket, er der kommet et nyt haverum til – frugthaven. Jeg havde en drøm om at skabe et haverum med stemning af en gammel klosterhave med piksten som belægning. Jeg ville rigtig gerne have en stor køkkenhave, men det er her ikke plads til. For at få mest muligt ud af få kvm. er haverummet optimalt udnyttet med 14 frugttræer (æbler, pærer og blommer), der er espalieret og beskåret som søjletræer. Træerne er vinklet 45 grader mod nord for at hæmme væksten og fremme frugtsætningen. Jeg ville gerne bruge gamle danske sorter, især til æbletræerne. Disse sorter findes ikke umiddelbart som søjletræer, så derfor købte jeg 1-års træer af de sorter, som jeg gerne ville have, for at skabe formen fra bunden. Herudover bruger jeg bambuspinde, som bindes som stativer – især til ærter, men også som støtte for andre afgrøder, fx. broccoli. Sidste år var broccolien dog ikke den store succes, da varmen og de tørre måneder betød, at den gik så hurtigt i blomst, at jeg ikke nåede at høste i tide. Alt i alt giver frugthaven en masse frugt på et meget lille areal og er et godt tilskud til familiens frugt og grønt i sommerhalvåret.

Havens plan i dag
Her ser I en havetegning over haven, som den ser ud nu. Det er en tæt have med optimal udnyttelse af pladsen. Et eksempel på, hvor meget man kan udnytte en lille have, uden at den virker overfyldt.

Siden jeg sidst skrev på Havefolket, har jeg også fået mange flere træer i haven. Havens størrelse taget i betragtning er her nu ganske mange træer. Jeg har blandt andet plantet en Prunus “Accolade”(japansk prydkirsebær), en Nothofagus antarctica(sydbøg), en Gleditsia ’Sunburst’(tretorn), en Quercus palustris ’Green Dwarf’(dværg kugle sumpeg) på podet stamme, en Cercis (judastræ), og en Liquidambar styraciflua (virginsk amber). Det er umiddelbart mange træer i en lille have, men jeg vil gerne skabe en lukket have med en huleagtig stemning. Desuden betyder vejrmæssige forandringer, at vi får varmere somre, hvor der er brug for mere skygge i haven. Træerne kan alle noget forskelligt og er valgt ud fra et ønske om flimrende skygge, gode muligheder for beskæring og en god vækstform. På sigt vil de mange træer dog betyde, at sammensætningen af stauder mv. i bedene vil ændre sig til mere skyggetålende vækster. Allerede nu har jeg reduceret i antallet af roser i haven, så jeg kun har de smukkeste og mest hårdføre sorter tilbage. De sidste års tørre forår og somre betød, at mine roser blev svækket og fik mange sygdomme. Jeg fik simpelthen ikke vandet dem nok – og tidligt nok. Kombineret med ønsket om at skabe en mere rolig stemning i haven, har jeg fjernet ca. 1/3 af roserne. Alt i alt synes jeg, at de er lidt besværlige.

Som I kan se, er der sket mange ændringer og forbedringer i min have de sidste år. I år har jeg derfor tænkt mig at skrue ned for aktivitetsniveauet og nyde haven mere. Og så selvfølgelig at få taget en masse gode billeder til min kommende bog.

Du kan se meget mere til Bonnies have på instagramprofilen @gardening_by_hall.