Man må lære at sno sig, når man ikke vil bruge gift. Det gør jeg tit i haven, snor mig, altså. Især når det drejer sig om enten uoverstigelige opgaver eller om dem, man ville kalde dødssyge. Opgravning af mælkebøtter hører til i begge kategorier.


TEKST & FOTO: MARIANNE SELVIG

Der er gule pletter overalt, når jeg kikker ud. Ved første øjekast minder de om prikker, men jeg ved godt, hvad det er: mælkebøtter. I plænen især, men også i indkørslen og i bedkanterne. Jeg gik rundt med en spand og bukkede mig ned her til aften, og det er jo så sundt at strække ryggen. Bæredygtigt, også for kroppen. Og så er det, jeg kommer i tanker om, hvornår jeg gjorde det rigtig meget sidst. Det er sådan en 35-40 år siden.

Da jeg var barn, havde vi nemlig en lille hund. Puk, hed den. Det var ikke hver eneste dag, vi gik tur, så nogle gange lukkede vi den bare ud i haven, når den “skulle”. Det afstedkom en ret så kedelig opgave for teenageren Marianne, nemlig at samle hunde-høm-hømmer ind. Der gik jeg så rundt med en spand og en skovl og holdt vejret. Ligefrem velduft var der jo ikke tale om, men der blev oparbejdet en vis smidighed i ryggen.

Her til aften med de solgule mælkebøtter i spanden i stedet for høm-hømmer vælder diverse andre minder frem. Om kranse, der sad så længe i håret, at de blev slatne og håret skiftede farve. Om brune mærker på fingrene og usynlig skrift på kærestebreve. Om marker, der skinnede som selve solen selv på en gråvejrsdag. Og om smagen af den saft, man kan lave af blomsternes hoveder.

Fandens Mælkebøtte har slået sig ned over det hele i min have, og på en eller anden måde skaber det godt humør i legebarnet, men som havemenneske ved jeg jo, at det her må der gøres noget ved – nu.

Måske hænger antallet af bøtter på min matrikel sammen med, at vi jo knap nok slog græs i den tørre sommer sidste år, og at vi igen i år indtil videre kun har slået plænen to gange. Så de har haft rig mulighed for at så sig selv og slå rod. Og nu har vi altså mælkebøtter i hundredevis – hvis det forslår. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilket svimlende antal frø, det kan afstedkomme.

NUL GIFT

Nogle ville måske ty til at bruge en spray med “Rund op”, som jeg vælger at kalde det giftige stads, som jeg over-hele-hovedet ikke kunne drømme om at anvende i min have. Men hvad så? Ja, jeg kunne jo gå rundt med sådan et mælkebøttejern, som minder lidt om en grill-tang og tage hele roden med op.

 

Det ville absolut være det rigtigste, det mest langtidsholdbare og bæredygtige. Men da jorden er stenhård, og da det med min ringe energi vil tage mig et par dage, før jeg får gjort kål på dem, så dur det heller ikke. Derved ville ulykken jo være sket: Selvsåning over det hele. Millionvis af små, smukke frøparaplyer vil svæve rundt og finde et lækkert sted at slå sig ned. Nej, nej nej. Det går altså heller ikke.

“I kan jo også bare slå plænen,” vil du måske foreslå. Oplagt, så ville vi være af med det værste. Men hertil må kan jeg anføre, at manden min er ikke ret meget hjemme for tiden, og da plæneslåning ikke rimer på hjernerystelse, hvad gør en klog så?

AF MED HOVEDET

Jeg deadheader. Et frygteligt udtryk, hvis man som jeg har en livlig fantasi, men det stammer jo fra havelandet England og fra den manøvre, man foretager sig med de visne blomsterhoveder. Her i min have giver det dog mulighed for at standse ulykken – så knib!

Jeg ved jo godt, at jeg blot udsætter problemet, de genblomstrer enten om 14 dage eller igen i juli, men det gør de så. Måske har det regnet til den tid, så det er nemmere at få hele roden med op. Måske er der knap så mange andre have-hygge-opgaver, som der er her i starten af maj: male stakit, prikle småplanter, udplante sommerblomster, lægge dahliaknolde, klargøre køkkenhavens bede osv. osv.

Det trick med at springe over gærdet, hvor det er lavest, anvender jeg også til andet ukrudt – fx skvalderkål og snerler, inden de får viklet sig ind i stauder, urter, buske og andet vigtigt. Af og til får et bed den store tur, hvis vejr, humør, energi og lyst lige er til det.

Indtil videre ruller hovederne. Fra forhaven fyldte jeg en 10-liters murerspand, og det tog mig ca. 30 minutter. Baghaven og vesthaven må vente til i morgen tidlig. Jeg nærmest glæder mig til at gå rundt med fatter solsorts smukke triller i ørerne, en smidig lænd og et bredt bæredygtigt smil om munden.

Du kan se meget mere fra Mariannes haveliv på instagramprofilen @stjernevrimmel samt på havebloggen Den Helbredende Have.