Så længe jeg kan huske, har jeg været optaget af haver og alle typer vegetation, som kan opdrives på jordens overflade. Med andre ord: En sand plantenørd – for at tegne et tydeligere billede af mig selv.


TEKST & FOTO: KAROLINA BRISING

Det er især planternes blomster, som tiltaler mig, men med årene er jeg også begyndt at skønne på løv, bladformer og forskellige vækstformer. Dyrkning er også en vigtig beskæftigelse i mit liv, og jeg har altid avlet planter på alle mulige måder både inde og ude. Allerede som niårig startede jeg min dyrkningskarriere med en omfattende plantesamling i vindueskarmen på mit børneværelse, og på den måde er det fortsat. I dag dyrker jeg fortrinsvist i haven på Länsmansgården i Dalby, hvor jeg bor.

Min plads på jorden

Jeg vil påstå, at Länsmansgården er min plads på jorden, for her elsker jeg at bo. Min mand Anders og jeg købte Länsmansgården i 2014 og flyttede ind efter en omfattende renovering af stuehuset. Haven på 2600 kvm er for størstedelen anlagt af os selv, hvilket har været et stort og omfattende projekt. Anlæggelsen af haven begyndte i 2015, og den er derfor ikke mere end fem år gammel. Det eneste, der er tilbage af den oprindelige have er to æbletræer i græsplænen foran huset og en buskbeplantning langs muren ud mod gaden. Den japanske løn ved vores spiseplads og ligusterhækken rundt om grunden er også plantet før vores tid. Alt andet har vi selv plantet.

Fortællinger fra vores krukkehave

Det er også her i haven på Länsmansgården, at vi har alle vores krukker og krukkehaver, som er så værdsat af mange andre end os her i familien. Hver sæson ændrer krukkehaverne udtryk og får nye planter, hvilket gør, at det aldrig ser ens ud, når man besøger os. I året, der kommer, får I mulighed for at følge mit arbejde med krukkehaverne på Länsmansgården. Jeg vil vise billeder og fortælle både om planterne og om, hvad jeg tænker om farver og former. Det bliver virkelig dejligt at kunne vise jer Anders’ og min lille verden. Det er nemlig os, der designer, planter og passer alle de ca. 400 krukker, der er i gang hvert år.

Familien på Länsmansgården

Vi, der bor på Länsmansgården, er mig, Karolina på 46 og min mand, Anders. Tilsammen har vi fire børn, Johanna, Ellen, Oskar og Agnes. I familien er der også hunden Flisan, som er en labradorpige, og 4 fisk (to guldfisk og to sommerfuglekoi), som bor i dammen på nordsiden af huset.

Selvstænding havearkitekt

Til hverdag arbejder jeg som havearkitekt i mit eget firma, Länsmansgården Design. Sådan har det ikke altid været, da jeg som ung ikke vidste, at man kunne uddanne sig til at arbejde med haver. I stedet for læste jeg til lærer i matematik, fysik og kemi og arbejdede med det de første ti år af mit arbejdsliv. Men der var noget, som ikke stemte med lærerjobbet, og jeg trivedes ikke i skolens verden. Det kan have været på grund af, at min kreative side ikke rigtigt kunne komme til udfoldelse dér. Derfor bestemte jeg mig for at søge ind på Sveriges Lantbruksuniversitet SLU og uddannelsen som Trädgårdsingenjör Design. I Sverige er havearkitekt ikke en beskyttet titel, og hvem som helst kan kalde sig det. For at blive haveingeniør kræves flere års universitetsstudier, og i 2014 fik jeg min eksamen. I dag er jeg både taknemmelig og stolt over, at jeg valgte at skifte job. Desuden er livet som designer både sjovt og kreativt. Jeg kan varmt anbefale alle, som tænker på at skifte job, at vove det, for det er skønt at arbejde med noget, man brænder for.

For mig betyder haven på Länsmansgården så utroligt meget på mange forskellige måder. Designet og opbygningen for ikke at tale om pasningen og alt det smukke har hjulpet mig i en svær tid i livet, og måske er det derfor, jeg holder så meget af min have. Jeg siger som Patrik Grahn (Professor på Sveriges Lantbruksuniversitet), at det grønne har en afgørende betydning for menneskets velbefindende. Livet med en have – uanset om den ligger på en altan og består af krukker, om det er en kolonihave eller en stor have – hjælper med at få mening med og energi til livet. At se noget vokse, grønnes og blomstre får mig til at få det utroligt godt, og jeg ved, at mange andre også er villige til at skrive under på det. Til sidst: Hjertelig velkommen til at følge mig og livet med krukkehaverne i løbet af 2021. Det vil være en sand fornøjelse at være en del af Havefolket.

Vil du læse mere om Karolinas haveliv, finder også Karolina på sitet www.lansmansgardendesign.se og følg hende endelig på instagramprofilen @karolinalansmansgarden.