ANNONCE

lørdag den 1. juni 2013

JUNI I HAVEN

I HAVEN

Pludselig sker det hele på én gang, og nogle af os har travlt som aldrig før. Dog må vi huske os selv på, engang imellem, at slå koldt vand i blodet og huske at nyde også - eller samtidig. Det er jo ikke meningen vi skal gå hen og blive stressede i de haver, der er så gode for os. 







Listerne er lange og måske er der stadig lidt efterslæb fra maj, fordi marts og april ikke ligefrem inviterede til haveaktiviteter. Men vi når det nok og tager det, som det kommer. 

Her er lidt inspiration til de gøremål i haven, der er hensigtsmæssige at tage sig tid til i juni.


BEDENE
  • Udplant de sidste kuldefølsomme sommerblomster her i juni, når al risiko for frost er ovre.
  • Gødning af roserne (de remonterende).
  • Klip hovederne af de sidste tulipaner.
  • Så hornvioler og 2-årige.
  • Så stauder (fra juni og til jan/feb).
KØKKENHAVEN
  • Udplantning af tomater, chili mv. i det fri kan som reglen gøres her først i juni, så snart risikoen for frost er ovre.
  • Vanding af jordbærplanterne efter de har blomstret - dvs. mens de danner bær. Fjern udløbere hvis du vil sikre en god høst.
  • Tynd ud hvor spirerne står for tæt.
  • Så bønner og majs.
  • Så knoldfennikel efter Sankt Hans (så er der mindre risiko for at de løber i stok).
  • Læg evt. jorddække på i bedene, så er der større chance for at du undgår utøj og ukrudt. Samtidig holder det på vandet.
FRUGTTRÆER   
  • Udtynd i frugttræernes besætning for bedre frugt. 
  • Beskær frugttræer (i stenfrugtfamilien) - gøres efter høst  (kirsebær, blomme, abrikos og så videre).
TRÆER OG BUSKE
  • Klipning af den stedsegrønne hæk - bøg og avnbøg - omkring Sankt Hans. Kan du holde ud at se på det lidt vilde look og vente til juli, slipper du for en ekstra klipning i august. Vælger du at klippe her i juni, er det en god idé lige at tjekke hækken for reder og klippe udenom dem.
  • Beskær/trim det stedsegrønne; fx buksbomhækken. Gød gerne.
  • Hold træerne i form med sommerbeskæring
  • Hæng en hængekøje op og besøg den jævnligt.
KRUKKERNE
  • Plant evt. sommerblomster og dahlia i krukkerne.
  • Giv gødning, hvis du ikke har givet langtidsgødning.
OG SÅ ER DER JO LIGE...
  • Fejning af belægninger - måske med nyt fugesand.
  • Gødskning - se "Næring til livet"
  • Jagt på snegle/sæt sneglefælder op.
  • Klargøring til ferien.

Og så skal vi da også lige på ét eller flere besøg på landets mange plantemarkeder eller på besøg i én af de mange, smukke åbne haver. 

Måske ses vi i Geografisk have i Kolding den 5. juni?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE