Rødbeder er sådan en dejlig spise. Der er nogen, der påstår, at det er kvindernes grøntsag, men jeg tror nu, at alle kan komme til at lide den. Og den er SÅ anvendelig! Ikke bare i køkkenhaven, men også i prydhaven. Også i alskens retter – både rå og tilberedt. Vi ser her nærmere på den gode, gammeldaws, røde rødbede.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Der er nærmest ikke grænser for, hvad du kan bruge denne røde supergrøntsag til. Kogt og syltet, som vi kender det fra leverpostejsmaden. Bagt i ovnen alene, eller med andre rodfrugter (dejligt ord). Friskrevet i alskens salater, i bagværk, i wokretter, som saft, blandet i oksekødsfars til krydrede hakkebøffer osv. osv.

Desuden udgør den et rigtigt klædeligt islæt, både i køkkenhaven og i prydbedene. Dens blade er så delikate og changerer med de røde bladnerver i de syrede, grønne blade, som i øvrigt smager himmelsk i babytilstand i salater. Stilkene kan såmænd også spises, hvis det skulle være.

VITAMINBOMBE
Rødbede hører til nogle af de gode, gamle danske køkkenurter, der allerede igennem middelalderen stod i kålgården hos alle, der blot havde en smule jord at dyrke. Den indeholder både vitamin A og B, og så er den rig på folat og kalium. Folat er godt, fordi det hjælper kroppens celler til at dele sig. Kalium er godt for folk med forhøjet blodtryk. Det er med andre ord en rod, der holder kroppen sund! Desuden er indholdet af naturligt sukker højt, da den er i familie med sukkerroen. Imidlertid feder den ikke, men afgiver en behagelig, sødlig smag, som står så godt til syre, hvis man tilbereder den med eddike, olie og evt. hvidløg.

Der er rigtigt meget farve i planten. Det ved enhver, der har stået og skrællet den og lagt den på et nyt skærebræt. Derfor er det en god idé at anvende plastikhandsker, når du tilbereder rødbede, hvis ikke du skal spørges om det på jobbet næste dag. Forklæde er også en god idé.

DYRKNING
Rødbede er rigtig nem at dyrke. Frøene ligger i et slags garnnøgle med 3-4 i hvert, og derfor spirer de meget tæt, når de er sået. Sørg for at overholde afstanden, og så kan du bruge de små, spirede blade i salaten, når du udtynder. Rødbede holder sig længe vinteren over – i køleskabsskuffen, men bedst i en papirspose i en kølig kælder eller i en kasse med rent sand. Jeg går og drømmer om at eje en jordkælder, hvor der året rundt er konstant køligt. Sådan én med mos på taget og lavet af store kampesten, hylder langs væggene og en skruptudse bag en stor sten i det ene hjørne. Dér ville jeg så kunne have alle mine rødbeder, kartofler, æbler, jordskokker og andre knolde (fx. dahlia). Nå, der løb fantasien lige af med mig!

Rødbede koster jo ikke alverden i handlen, men tilfredsheden og nydelsen ved at dyrke den selv er absolut værd at overveje. Jeg er for – og det er hønsene også!

BARNEMAD
En børnevenlig opskrift, som pynter på tallerkenen, er en revet salat af gulerødder og rødbeder. Bland lidt citronsaft, olie, salt og peber sammen, riv evt. lidt hvidløg i. Tørristede sesamfrø drysses over. Dagens sundeste og hurtigste salat, og hvis ikke hønsene skal have de eventuelle rester, så er det også en salat du kan tage med i madkassen på job.