ANNONCE

søndag den 23. marts 2014

TÆNK DIN HØJBEDSHAVE

HAVEDESIGN

Nina Ewald giver her opskriften på de emner, du skal tænke over, før du går i gang med at planlægge din nye højbedshave. 

TEKST: NINA EWALD
FOTO: NINA EWALD & CHARLOTTE EWALD SANDBERG
ILLUSTRATIONER: BIRGITTE BUSCH




Højbede er en genvej til hurtigt at skabe struktur og frodighed i en helt ny, utilplantet have. Ligeledes kan man give en ældre, etableret have et “vitamintilskud” og forny den med højbede. Når man har besluttet sig for at anlægge højbede i haven, dukker der flere spørgsmål op, som man må have besvaret for at komme videre. Det er en god idé i forvejen at finde inspiration. I bogen "Design din have med højbede" er der masser af billeder af forskellige højbede, som kan sætte fantasien i sving. En anden mulighed er at besøge private haver, haveudstillinger, firmashowhaver og lignende, hvor man kan se højbede “live”.

Det er også en god idé at lave en inspirationsscrapbog med billeder og udklip fra blade og magasiner. Internettet er en guldgrube af inspiration, hvorfra man kan plukke links, billeder og lignende og samle det hele i en “digital scrapbog”.


SPØRGSMÅL, FØR DU GÅR I GANG

Hvor mange højbede har jeg brug for?
Dette kommer an på, hvor stor haven er, og hvad formålet med højbedene er. Det kan være, at der skal anlægges flere bede i køkkenhaven, et par staudehøjbede i prydhaven – eller måske skal der blot placeres et enkelt bed i forhaven, ved terrassen eller andetsteds.

Hvordan tilpasser jeg højbedene til den eksisterende have?
Her er det vigtigt at tage hensyn til bygninger på grunden, den eksisterende beplantning, terrasse osv. Det er en rigtig god idé at lave skitser eller tegne en decideret haveplan – og gerne tage fotografiapparatet i brug til registrering. 

Hvordan skal højbedene se ud, og hvordan skal stilen være?
Dette afhænger i høj grad af, hvordan husets og havens stil er i forvejen. Der skal gerne være overensstemmelse mellem det eksisterende og de nye højbede – hvad enten stilen er romantisk, modernistisk, “vild” eller noget helt fjerde. Hvis man skal i gang med at etablere højbede på en helt ny, utilplantet grund, er det først og fremmest ens egen smag samt husets stil og arkitektur, der afgør dette.

Der skal gerne være overensstemmelse mellem det eksisterende og de nye højbede – hvad enten stilen er romantisk, modernistisk, “vild” eller noget helt fjerde. 


Hvilket materiale skal højbedene bygges af?
Materialet har stor betydning, dels for holdbarheden og dels for det visuelle indtryk. Træ passer de fleste steder, marksten spiller fint sammen med en vild have, der er anlagt i naturens tegn. Til en moderne og minimalistisk have vil det være flot med blankt metal eller beton, mens man til en romantisk stil kan vælge højbede i rustent jern eller fletværk. Dette er blot nogle få eksempler; der er uanede muligheder, og man skal ikke gå af vejen for at tænke utraditionelt.

Skal højbedene have en farve, eller skal materialet fremstå in natura?
Dette afgøres både af ens egen smag, af havens udseende i øvrigt og af den stil, man ønsker. Det er først og fremmest træ, man tænker på, når der tales om maling, men også andre materialer kan males. Ensfarvet eller eventuelt med et mønster. Farven bør matche huset, havens faste elementer og havemøblerne. Ligesom man skal tage hensyn til de planter, som skal vokse i højbedene.

Hvad gør jeg med niveauforskelle?
Hvis grunden er skrånende, kan man anvende højbede til at formidle overgangen mellem højt og lavt. Højbedene kan bygges på flere måder, ofte i terrasser eller i trappeform.

Kan jeg selv bygge højbedene, eller skal jeg have professionel assistance?
Hvis man er en handy(wo)man og hører til dem, der har hænderne skruet godt på, vil man sikkert selv kunne bygge sine højbede. Er man omvendt udstyret med ti tommelfingre, vil det nok være en god idé at overlade arbejdet til en anlægsgartner eller tømrer. Hvis det er et kompliceret projekt, man har i tankerne, skal man passe på, at man ikke overvurderer egne evner. I så fald risikerer man noget klamphuggeri – og det er jo ærgerligt at have brugt energi, tid og penge på noget, som ikke bliver rigtig godt. Omvendt skal man være klar over, at det kan koste mange penge at engagere en fagmand, og man bør bede om et tilbud på forhånd. Men det kan være penge, der på langt sigt er givet godt ud.

Skal jeg vælge et færdigt system, eller skal højbedene bygges specielt til haven?
Der kan være mange gode grunde til at vælge højbede, der er specielt fremstillet til stedet. Så kan man få det præcis, som man ønsker. Omvendt findes der mange rigtig gode, færdige modulsystemer, som er lette at håndtere - også for uøvede – og som kan tilpasses de forhåndenværende forhold.


Vil du gerne vide mere og have massevis af inspiration til højbede? Så klik straks videre til dagens lodtrækning lige her på HAVEFOLKET, hvor vi i samarbejde med Nina Ewald udlodder boggaver til tre heldige blandt vores læsere.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Nina Ewald som uddrag af bogen "Design din have med højbede". Læs HAVEFOLKETs anmeldelse af bogen " eller besøg Nina Ewalds hjemmeside her.

1 kommentar:

  1. Meget spændende, den bog står højt på min ønskeliste.

    SvarSlet

ANNONCE