For snart 3 år siden gik en af mine helt store drømme i opfyldelse: Jeg fik en have. Det havde jeg drømt om i årevis og for mit indre blik forestillet mig alle de blomstrende og frodige bede, den skulle forsynes med. Et overflødighedshorn af duftende roser, stauder og sommerblomster. Mit lille paradis på jord. Men ikke alt gik som planlagt.
FOTO & TEKST: SIGNE
Da frosten begyndte at slippe sit tag i jorden det kommende forår, stod jeg klar med spaden – ivrig efter at tage fat på forvandlingen af den store græsplæne. Jeg startede (som mange andre før mig sikkert også har gjort), med at grave ud til et bed langs hækken.
Jeg begyndte i forhaven, og lidt efter lidt fik jeg fjernet græstørv, løsnet jorden godt og grundigt, jævnet ud, revet, vandet og gødet efter alle kunstens regler. Så var den klar til alle de små, nysåede stauder og sommerblomster, der efterhånden som de voksede til og skulle pottes om, nu ikke længere kun fyldte samtlige af husets vindueskarme, men også en stor del af stuegulvet foran terrassedøren. Nogle af de frøposer jeg havde købt blev sået direkte i bedet, og jeg vandede og lugede omkring dem med jævne mellemrum. Men trods min kærlige omsorg gik de fleste af småplanterne alligevel til.
Da jeg i sensommeren stod og skuede ud over udbyttet af forårets og sommerens mange anstrengelser, var det et ret nedslående syn.
Et par uanseelige, små planter stod og råbte til hinanden, en del af dem stauder, der først ville blomstre det efterfølgende år, men sommerblomsterne var også kun halvt så store, som de burde være, og så alt andet end frodige ud. Jeg havde også nået at lave et par bede langs huset, og her var resultatet heldigvis noget mere opløftende. Men til næste år tænkte jeg, til næste år, når stauderne er vokset til og begynder at blomstre, så vil det være et ganske andet syn langs hækken.
Så kom næste år, og selvom nogle af stauderne ganske rigtig begyndte at blomstre, så var de stadig kun halvt så store som de burde være, f.eks. var mine akelejer kun 20-30 cm høje. Det samme gjaldt sommerfuglebuskene og solhattene, og mange af stauderne blomstrede slet ikke – dertil kom, at en del af dem slet ikke overlevede.
Jeg vandede, lugede og gødede igen, med det resultat at jeg lige akkurat formåede at holde planterne i live. I år har jeg opgivet bedet, der er blevet luget et par gange, og gødet en enkelt gang, men ellers har det passet sig selv, mens jeg har gjort mig umage for at ignorere det.
Hvad er det så, der er gået galt i mit fiaskobed?
Hækken, der er en blå cypres, er utrolig forslugen og snupper alt, hvad den kan komme i nærheden af af vand og næring.
Der er ingenting der giver skygge i bedet, så på de varme sommerdage bliver bedet nærmest svitset.
Jorden er i øvrigt meget sandet lige her, så når det af og til regner, så løber vandet hurtigt igennem og er væk igen. I sommers blev bedet så tilmed invaderet af myrer, med det resultat at nogle af de planter og små træer, der ellers var begyndt at få fat nu også begyndte at skrante. Bl.a. det lille kirsebærtræ, som man kan se her.
Jeg har selvfølgelig gjort mig en del tanker om, hvad jeg skal stille op med bedet og jeg har vaklet lidt mellem to strategier.
Den ene strategi går ud på at finde lige netop de planter, der kan tåle disse golde ørken/steppeforhold, men et bed fyldt med sukkulenter var måske ikke lige det, jeg havde gået og drømt om.
Den anden strategi går ud på at fjerne hele hækken, grave alle de tilbageværende små stauder op og så hente et ordentligt læs kompost på genbrugspladsen til foråret, og mikse det i jorden.Derefter kan stauderne komme tilbage igen, og denne gang i lidt mere afstemte farvekombinationer. Lige nu er det ret tilfældigt, hvad der har overlevet, og derfor er det et værre rod af mere eller mindre tilfældige planter. I stedet for cypressen kan jeg sætte en hæk af roser og måske et lille hvidmalet stakit ud mod vejen.
Selvom den er både dyrere og mere arbejdskrævende, så hælder jeg til at mene, at den sidste strategi vil være den mest frugtbare, men hvis der sidder nogen med lignende erfaringer, hører jeg meget gerne om det.
På lidt længere sigt håber jeg, at de små træer, jeg har plantet vil begynde at give så meget skygge, at det bliver lidt lettere at holde liv i planterne i bedet – hvis ellers de overlever.
Dejlig artikel, Signe. Du kan tro jeg også har prøvet det, og jeg har også stadig bede, eller ihvertfald dele af bede som driller mig.
Min værste fiasko var at lægge et orange bed i skyggen. Der findes praktisk taget ikke orange skyggeplanter 🙂
Jeg synes helt sikkert at du skal skaffe dig af med din hæk og få det hvide stakit med roser. Det vil se helt vidunderligt ud 🙂
Tak Hanne 🙂
Jeg må huske det med det orange, hvis jeg en dag skulle finde på at lave sådan et bed.
Jeg hælder også mest til løsningen med det hvide stakit – det eneste, der holder mig tilbage er, at den også er den dyreste og mest bøvlede løsning.
Jordforbedring og mere jordforbedring kommer du vist ikke udenom, uanset hvilken type hæk der skal være som baggrund i bedet.
Det tror jeg, du har helt ret i Vivi. Jeg har også tænkt mig under alle omstændigheder at hente noget kompost på genbrugspladsen til foråret. Der er vist ingen vej udenom, hvis jeg skal have noget til at gro i det bed.
Lyder som en rigtig god idé med hvidt stakit og roser, og så væk med cypressen.
Tak Lisbeth
For mit indre blik ser det også ret fint ud 🙂
Jeg ville også fjerne hækken, men stadig med tanke om, hvordan indkigget bliver ind i haven.
Men flere læs kompost vil under alle omstændigheder giver noget godt til haven, giver bedre struktur i jorden og jorden bliver bedre til at holde på vandet.
Hilsen Bente.
Hva med et opphøyd bed? Så kan du fylle det med god fruktbar jord, og et opphøyd bed er også lettere å stelle med tanke på ryggen! Ellers har jeg også mine fiaskobed! Man lærer heldigvis etterhvert, og da er det planteflytting som gjelder!
Ønsker deg lykke til uansett hvilken løsning du velger!
Kære Signe,
Når jeg læser om dine udfordringer, tænker jeg straks på Piet Oudolf. Jeg elsker hans smukke præriebede med græsser, solhat, salvie, løvehale og meget mere i den retning. Det er planter, der ikke trives ret godt her hos mig (der jo har fed ler!), men de må kunne trives her hos dig i sand og fuld sol!
Kunne man i stedet for at hive den hæk – der jo stortrives og giver god afskærmning for indkig – op, fastholde hæk og en græskant langs hækken, og så i stedet lave et bed længere inde på plænen, der jordforbedres med kompost mv. Bedet kunne laves som et kantet randbed, hvor der er belægning eller stenmel i en firkant i midten… så du kan beholde din skønne siddeplads her (ja, skulle nok lige sende dig en skitse). Og så skal der selvfølgelig være udgang på alle 4 langsider. Især vigtigt med en indgang til pladsen i midten, der flugter med din havedør.
Tror det kunne blive rigtig smukt…
Hej Signe
Blå cypres er ellers en superflot baggrund til et staudebed og tillige rigtig flot at se på om vinteren. Jeg tror jeg ville give det hele en ekstra chance og:
1) grave en barriere ned mellem hæk og bed for at holde cypresrødderne tilbage. Det kan f.eks. være en række eternittagplader, en stribe basinfolie, gamle havefliser o.lign. Det skal nok ned til ca. ½ meters dybde. Cypreshækken bør sagtens kunne tåle det, bare du ikke graver det ned helt inde ved stammerne. Jeg har selv gjort det med bassinfolie ved en ligusterhæk med fint resultat.
2) jordforbedring, – som en af de andre foreslår. Grantræer o.lign. (så det gælder nok også cypres) har det med at forsure jorden omkring dem. Både kompost og måske noget kalk vil nok være en god idé
Roser vil sikket også være rigtig pænt, men det lyder som, om jorden ikke er super rose-venlig på stedet.
I øvrigt er der da ikke noget der hedder fiaskobede 🙂 Vi videreudvikler jo bare vores bede hele tiden – det bliver jo aldrig perfekt. Det ville da også være kedeligt, for så var der jo ikke mere at hygge sig med i haven.
Er der noget der ikke trives, så er der bare plads til at prøve noget andet nyt og spændende.
Jeg glemte lige at foreslå…… Har du overvejet de muligheder der er i den flotte blåduggede cypres som baggrund for f.eks. et bed i blå og hvide farver, hvor mange planter har hvidlige/sølvfarvede blade , f.eks. perlekurv, lammeøre, div. sølvfarvede staudebynker, blå lavendler, hvid phlox (f.eks. fujiama), hvide dagliljer, palmelilje, blå og hvide germanske iris, brudeslør, blå tidselkugle eller mandstro, salvie-"mainacht", katteurt o.s.v.- allesammen ret tørketålende og nøjsomme og burde kunne trives der efter noget jordforbedring og afskæring af cypresrødder.
Cypressen kunne også være en flot baggrund for et bed i orange/gule/røde nuancer.
Hej Signe
Cypreshækken skærmer godt for indkig fra vejen og har faktisk også en rigtig flot farve. Jeg forstår så godt tanken om hvidt stakit med rosenhæk, det ville også være fint, men også en meget åben løsning. Min egen forhave er ret åben, og jeg opholder mig aldrig derude, jeg slår mig ned i baghaven, og er kun i forhaven når noget skal ordnes. Måske hænger det også lidt sammen med, at det er her mit (mest seriøse) fiaskobed ligger!
En anden overvejelse er nok også, hvor høj sådan en hæk kan ende med at blive? Jeg kan læse, at Kjeld Sloth "siger", at den ikke sådan kan klippes. Hvis den alligevel om et par år simpelthen bliver for voldsom til huset/haven kan man måske lige så godt bide i det sure æble og vælge den dyre og besværlige løsning først som sidst.
Jeg kan altså også godt tilslutte mig løsningen med hvide blomster, så må der måske også vandes i tørre perioder…
Bedet med hvide lupiner (som du jo har på lager) og kæmpeslør som I viser i artiklen "Skønne mix" er virkelig flot. Jeg kan levere et par kæmpeslør, hvis det skulle være;O)
Hilsen Pia
Hej Signe
Det er svært at give råd uden at have set dit hus og hvilken stil, du ellers kan lide? Jeg er ingen ekspert eller har den fantastiske have, men jeg har lært noget af kyndige havdefolk, for ikke hele tiden at gå den lange vej. Jeg har lært vildt meget af Kjeld Sloth og andre arkitekter, som først og fremmest ville spørge; hvilken afskærmning vil du gerne have dér? Skal der være afskærmning eller bare noget, der signalerer en afgrænsning? Hvad skal bedet signalere/bruges til? Det må være dine første tanker – frem for drømmen om roserne og stakittet. Derefter kan det være, at det romantiske bed er et af de gode muligheder. Personligt er jeg ikke til cypres-hække, medmindre de skal give superlæ eller være et stort værn mod omverdenen – for de bliver store, selvom de klippes… Men det er jo et spørgsmål om temperament, og hvor tit man orker at lave de store forandringer? Men noget må da forandres ift de pistlinger… Glæder mig til at se dine drømme blive virkelighed i bedet:)
Kh Gitte Medom
Hej,
Sikken en fin ny haveblog, som jeg glæder mig til at følge!
Uf, jeg kender godt fiaskobede! Det er ikke altid let at finde de rigtige planter til netop den specielle jordtype eller de rette selskabsplanter. Jeg har haft megen glæde af en bog der hedder "Easy gardening. Recipes for successful planting" af Miranda Beaufort and Jane Nicholas. Man kan selvfølgelig følge deres opskrift på et vellykket bed eller man kan lade sig inspirere af farvetemaer, jordbundsforhold, bedplacering eller selskabsplanter. En bog jeg har haft megen glæde af! Held og lykke med bedet!
Mvh ul
Hej Signe.
Vil foreslå mindste-indgribningsprincippet og lade cypressen stå, da den giver læ og formentlig også lidt privatliv. Lav en barriere, som Christina M foreslår og jordforbedring kommer du ikke uden om. Har selv jordforbedret et staudebedet ved en ligusterhæk, da jorden er er meget lerholdig. Vi har blandet harpet muldjord og kompost i jorden.
Held og lykke med projektet.
Hilsen Vibeke
Jeg vil gerne takke jer alle sammen mange gange for jeres kommentarer og gode ideer. Det har været utrolig inspirerende og har betydet, at jeg i stedet for at gøre mig umage for ikke at komme til at kigge på det sørgelige bed, nu er gået igang med for alvor at tænker konstruktive tanker om, hvad jeg skal stille op med det. Nogle at de tanker har jeg bl.a. fortalt om på min egen blog i dag (http://signesvals.blogspot.dk).
Så 1000 tak skal I have 🙂