Trangen til at pynte op kan godt komme over én, når der er fridage på vej og gæsterne er på trapperne.  Vi laver kranse af birkeris – og viser her hvordan.


TEKST: MARIANNE OG LENE, FOTO: LENE

Har du en hængebirk, du kan klippe af, eller kan du på anden måde kan få fat i de dejlige, bløde birkeris, er de skønne at bruge til dekorationer. Vi har lavet kranse, der kan bruges til lidt af hvert. Du kan f.eks. også hænge kæmpekransen på hoveddøren som en hyggelig velkomst til påskedagene.

Når du skal lave kransen er det nemmest at bruge et par “rundter” kraftig ståltråd for at stive den af. Så har du mulighed for at stikke den tykke ende af birkerisen ind imellem ståltråden, så den sidder bedre fast.

Herefter vikler du bare birkeris omkring ringen, og fortsætter sådan indtil kransen har fået den ønskede tykkelse.

BIRKEREDE MED ÆG
Hvis du laver kransen mindre kan du bruge den som en rede til påskeæg. Fremgangsmåden er den samme, men du kan lave den lidt løsere, hvis du vil have et “overhængende” look. Sandstensvasen er foret med sammenkrøllet avispapir for at danne en “bund” for mosset. Læg forsigtigt pudemos eller almindelig skovmos i midten af kransen, så det danner “seng” for æggene. De er hårdkogte, og det gør at de dels har en vis tyngde og ikke ligger og triller rundt,  og dels at de ikke bliver dårlige. Kransen er også sød at lægge midt på et fladt fad eller på et lagkagefad, så det kan bruges på bordet som en lav dekoration.

 

SÅDAN LAVER DU ÆGGENE
Disse æg har jeg lavet hvert år i mange år, og de er ikke en ny “opfindelse” – tværtimod, men jeg synes stadigvæk de er så smukke med deres marmoreringer. Her ser du hvordan de laves.

Æggene vaskes helt rene hvis du – som jeg – har købt dem ved stalddøren. Læg dem på et stykke stanniol og pak dem ind med løgskaller omkring. Du kan både vælge skaller fra almindelige zittauerløg eller fra rødløg.

Pakkerne lægges i vand og koges en halv time eller mere. Lad dem afkøle i vandet og pak dem så forsigtigt ud.

Du kan evt. smøre æggene med lidt almindelig madolie – så bliver de flot blanke.