Padderokker, er det ikke nogen “Fanden har skabt”? Og brændenælder? Ja, de føles sådan. Men brug dem i stedet for at smide dem ud. De er gode mod både svampesygdomme og lus. Desuden er der næring i dem.
TEKST & FOTO: MARIANNE
Vi er mange, tror jeg, der går rundt og bander stille over de små “grantræer” i form af agerpadderokken, der titter op af jorden gang på gang. Vi hiver dem op, og en uge efter er de der igen. Det er fordi de har alenlange rødder dybt nede i jorden, og derfor kan det faktisk ikke betale sig at forsøge at udrydde dem.
Brug dem i stedet for. Det vil du have stor gavn af i en økologisk have, hvor sprøjtegifte er bandlyst.
- 1 til padderokke
- 1 til brændenælder
- 1 til diverse ukrudt
Hæld vand på.
PADDEROKKETE MOD SVAMPESYGDOMME & MELDUG
Lad ca. 1 kilo padderokker og ca. 10 l vand stå i et døgn. Kog det derefter i en halv times tid. Si teen og afkøl den. Fortynd 1:5 og hæld på en sprøjte. Kieselsyren i planterne vil så forebygge mod svamp og styrke plantens cellemembraner. Du kan også sprøjte på jorden lige omkring planterne. Gentag efter 14 dage sæsonen igennem.
BRÆNDENÆLDETE MOD BLADLUS
Lad ca. 1 kg brændenælder ligge i ca. 10 l vand i 12 timers tid i skyggen. Det må ikke gære, hvilket det gør nemmest og hurtigst i solen. Si det og brug det straks. Kan hældes i en sprøjte eller en håndsprayflaske, og så kan du gå rundt og giv dine planter et dusch. Har du afklip af lavendel, kan du lægge det med i.
BRÆNDENÆLDEGØDNING
Har du glemt dit brændenældevand eller er det begyndt at gære, vil du opdage det, fordi dunsten er temmelig ram (for nu ikke at sige modbydelig). Men efter en uges tid vil du kunne si det og fortynde 1:10 og hælde det i en vandkande. (Dvs. 1 del nældevand og 10 dele vand). Derefter gøder du dine planter. Både grøntsager og prydhaven vil nyde godt af det.
LET GØDNING
Frøbærende ukrudt og ukrudtsrødder er ikke gode at smide på kompostbunken, da de enten kan vokse videre eller smide frø og selvså sig. Smid det i stedet for i en spand vand og lad det stå i en uges tid. Hæld vandet fra rødderne, som nu kan komme på komposten, og anvend vandet som gødning. Fortyndes 1:2 eller 1:4.
Der er en række andre planter, der kan anvendes mod utøj og som gødning.
Dem vender vi tilbage til i løbet af sæsonen.
Det var da nogle gevaldig gode ideer! Bortset fra at selvom jeg skam har div. ukrudt hist og pist (især rå mængder skvalderkål), ville jeg ikke kunne mønstre 1 kg. For det må da være en enorm mængde. Har man en stor (læs: almindelig størrelse) have kan det nok lade sig gøre.
Jo, Nette, det har du ret i. Og når jeg laver mit "hekse-mix", så vejer jeg det heller ikke. Jeg fylder bare en 10-liters spand og hælder vand over.
PS. her skulle jeg nok kunne fylde et par spande om ugen. Desuden: Skvalderkål er også næring til dine planter, brændenælder indeholder blot ednu mere kvælstof og mineraler og skal derfor fortyndes kraftigere.
Ja det kan hurtig føles som en hel lille plantage af padderokke. Men tak for et godt tip, nu vil jeg istedet påskønne dem som grøn gødning, lade dem gøre lidt gavn. God søndag fra Blomsterlyst
Jubiii Hvor fedt nu ved jeg hvad jeg skal bruge de ellers elendige Paddeerokker til!
Tvivler på at jeg kan høste et kilo, men en mindre potion er heller ikke afvejen!!!!
Tuside tak for de gode alternativer 😀
K.Gro
kunne jo sige 100 gr til 1 liter vand
Det behøver jo ikke at være ukrudt af egen avl.
Det har du da så ret i! Men… Så er det jeg tænker: Har du da ikke noget? ;-D