Chokoladecosmos er dejlig. Den dufter og den bringer dybde i et bed. Planten er etårig her i Norden, men kan med lidt held overvintres, hvilket kan være en god idé at forsøge sig med, da den er temmelig dyr. Til gengæld gror den fint til i løbet af en sommer.
TEKST: MARIANNE, FOTO: LONE & MARIANNE
“Blomster der dufter af chokolade?”, tænkte vi, da den kom i handlen for nogle år siden her i Danmark. Kan det nu passe? Og ja, det kan det. Om den kan tage kvinders chokoladeabstinenser ved jeg ikke, men magen til farvemættethed og elegance skal man lede længe efter blandt dem, vi kalder sommerblomster – altså de etårige.
Chokoladecosmos, cosmos atrosanguineus, stammer fra Latinamerika og er i familie med de øvrige cosmos. Men i modsætning til dem er den vanskelig at formere, hvorfor den plejer at være temmelig dyr i handlen. De gør sig allerbedst i flok, men trives også fint i en krukke, og her kan en enkelt også blive stor og fyldig. Blot skal man bruge vandkanden ustandseligt i tørt og solrigt vejr, for de “klapper” nemt sammen ved tørke. Sørg også for løbende at knibe de visne hoveder af, så vil du have glæde af denne blomst til langt hen på efteråret.
Du kan ikke frøformere den, og det er mere end vanskeligt at overvintre den, selvom det lykkes for nogen – ved vi. Se eventuelt her. Men stiklingeformering burde kunne lykkes, skønt det kræver tålmodighed at passe den igennem en hel kold og mørk vinter. Alligevel skal det jo prøves, for det er simpelthen en sommerblomst, som er værd at have i flok!
Den er genial i buketter, og holder sig strunk og skøn længe. Den har en evne til at væve sig ind og ud mellem de andre blomster. Det kan imidlertid godt falde lidt svært at nænne at klippe af til buketter, da den er så vidunderlig sammen med resten af haven, da den ligesom sætter alt det andet i relief. Det er det evige problem – man elsker at plukke ind til buketter, men vånder sig nogle gange, selvom vi jo godt ved, at der kommer flere blomster ved klipning.
NAVN: Cosmos atrosanguineus
DANSK NAVN: Chokoladecosmos/chokoladeblomst
LYSFORHOLD: Solrigt
HÅRDFØRHED: Flerårig, kan overvintre indendørs
JORDBUND: Almindelig havejord eller næringsrig pottemuld, hvis de står i krukker
VÆKST: Busket vækst med oprette blomsterstilke
STØRRELSE: 40-60 cm høj
BLOMSTRING: Fra tidlig sommer til sensommer
Birgitte på nette har med held overvintret den et par år mener jeg. Jeg købte en i Bilka for 20 kr., den er derefter 🙂
I år har jeg haft held med overvintringen. Planten står rigtig flot og vil snart springe ud. Den stod frostfrit og fik et par sjatter vand, da foråret nærmede sig, men var længe om at komme i gang.
Jeg har haft bedst held med at sætte dem ovenpå tørretumbleren og give bare lidt vand ind imellem. Selvom der kun var en lille smule liv til foråret og nogle meget lysegrønne ranglede skud, så tog jeg dem frem, de var store fine planter i løbet af en måneds tid.
Kh
Marianne
Det er både skønt og opløftende at høre, hvordan det er lykkedes jer! Jeg tror meget af det handler (som med så meget andet i haven) om vedholdenhed og tålmodighed. Og så det at tro på det. Jeg må indrømme, at jeg heller ikke vandede mine særligt meget og så indtørrede knoldene.
Jeg har været heldig også at finde et parti til en 20ér stykket og dem vil jeg så atter en gang give en chance. Jeg tror, jeg vælger dels Karna Majs løsning i drivhuset (se linket i artiklen) dels den kolde kælder med et kryds i kalenderen til vanding!
Det er en af de skønneste sommer blomster, syntes jeg. Hvert år skal jeg bare have èn 🙂
Det kunne være, at jeg skulle prøve at overvintre den feks. i min trappe opgang. Så kan jeg ikke glemme, at vande den!
K.Gro
Jeg har haft den i flere år, og har prøvet at stiklinge formeret den med svagt held, et par overlevede. Overvinterer (prøver) hvert år nogle overlever ,lidt under halvdelen. Det foregår i drivhuset, gravet delvist ned og med krydsede fingre. Men de er så skønne at de er lidt besvær værd, og de blir ekstra store i forhold til de nykøbte.
hilsner Gunvor
I like flowers greatly. It seems to me that if you think the same one you are my partner.
Wow… It looks adorable! I like the design and content. I hope that you will continue this blog.