Den har en fast plads i rigtig mange køkkenhaver på vores breddegrader, og det er slet ikke uden grund, for persille er en uundværlig del af det nordiske køkken.
TEKST & FOTO: LONE
Persille er pr. tradition en af de mest anvendte krydderurter i det nordiske køkken. Desuden er persille en supersund urt, da den er fyldt med C-vitamin og jern samt mange andre gode mineraler. Den er nem at få til at lykkes, hvis man køber den i små bakker på planteskolen om foråret og planter ud med behørig afstand – og husker at vande godt!
PERSILLE
Petroselinum crispum
Der findes flere typer af persille, både kruset og bredbladet. Den bredbladede persille har den kraftigste smag, og foretrækkes nok derfor af mange kokke. Men kruspersillen er mere holdbar i vinterkulden og derfor meget populær i de danske køkkenhaver.
SYDEUROPA
Persille stammer fra den sydlige del af Europa, hvor den vokser i en ofte kalkholdig jord. Oprindelig menes den at være fragtet fra Ægypten til Grækenland og herfra videre til romerne, der har indført den i Mellemeuropa.
Persille er en toårig plante, der bliver ca. 25-35 cm høj, hvor den trives.
Første år sætter den masser af busket bladværk, og året efter har den samlet krudtet til at supplere med en blomstring i gulgrønne skærme, der rejser sig på stængler over persillen i en højde på op til 30 cm. Ved at klippe blomsterne væk, straks de er på vej, kan du snyde planterne til at overleve i flere år.
SÅ SELV?
Persille skal helst sås et sted, hvor der er skygge en del af dagen – særligt mens frøene spirer. Persille er langsom til at spire, så det kan anbefales at så tidligt på sæsonen, men der kan sås fra marts til juni. Desuden er det værd at bemærke, at man kan fremme spiringen ved at lade frøene ligge i lunkent vand et døgn før såningen. Hav dog alligevel god tålmodighed, da det kan vare op til 5-8 uger, før de første spirer viser sig! Læg evt. et par radisefrø i sårillen sammen med persillen, så du husker, hvor du har sået.
Tildækning med fiberdug kan være en fordel i spireperioden for at fremme væksten. Persille er utrolig anvendelig i madlavningen, så det er en gave at have flere rækker, så der er nok at tage af gennem hele sæsonen.
Og så skal der tyndes ud. Gerne helt op til 15-20 cm planterne, så de kan samle næring til at vokse sig store og tætte. Forlæng evt. sæsonen ved at have planter i en mistbænk eller sætte glasklokker over planterne. Derved kan du have persille i haven helt til jul. Skulle du finde på at grave planter op til drivning i drivhuset, skal du sikre dig, at du har hele pæleroden med – ellers går persillen i stå.
PASNING
Persille må helst ikke tørre ud, og for at udvikle sig bedst kræver den en rigtig god jord – tilsæt gerne masser af kompost.
Vil du gemme persille til de mørke måneder, kan du lægge den i lufttætte poser og fryse den ned. Den kan også tørres, men mister herved en større del af sin smag.
FAKTA
NAVN: Petroselinum crispum
DANSK NAVN: Persille
LYSFORHOLD: Fuld sol efter spiring
HÅRDFØRHED: Toårig
JORDBUND: Løs, muldet og kalkholdig jord
VÆKST: Lav, busket vækst
STØRRELSE: 25-35 cm
BLOMSTRING: I andet leveår
ANVENDELSE: Madlavning
Fakta er delvist fra bogen “Krydderurter” af Annemette Olesen, hvor du kan læse mere om persille. Udgivet af Politikens Forlag
Ja…. persille skal man have i haven 🙂 🙂
Bifalder, persille er uundværligt, og holder af at gå forbi og æde en tot:D har dog aldrig sået den, men det kommer, så tak for fif!
Åhhhh, glæder mig til friskfangede skrubber med nye kartofler og persillesovs! Og jordbær med fløde til dessert. Så enkelt og så lækkert…og i så kort tid!