Man drøner forbi lige ude på H.C. Andersens Boulevard fra Amager til København eller den anden vej, og så lægger man ikke mærke til, at der faktisk ligger en dejlig oase lige bag Glyptoteket. Heldigvis er der en del turister og lokale, der nyder haven. Her kan du også besøge den.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Han sidder der i midten af det hele og tænker. Rodin var virkelig inde på noget, da han skabte denne berømte skulptur, som netop bærer navnet Tænkeren. Og det – altså at sætte sig ned og få hold på tankerne – er sådan en oase af en have midt i byen jo rigtig god til. At få en pause fra byens larm og mylder. At sidde og vende og dreje de idéer og tanker, som man har haft svært ved at få til at passe sammen. Eller som slet ikke har noget at gøre oppe i ens hoved. Og når man så sidder der, på én af de bænke, der er placeret rundt om de to rektangulære bede, så er det godt at der er noget pænt at se på samtidig. Det kan faktisk gøre, at selv hvinene fra rutsjebanerne i Tivoli lige ved siden af fortoner sig, og man falder i staver over et par “grossenolliker” i gruset foran.

I Glyptotekets have

I Glyptotekets have
Man kan såmænd også godt sætte sig på én af de to græsplæner, som bedene omkranser, og det er der mange, der gør. Bedene er, når man beskuer dem hver for sig, beplantet med noget atypiske farvesammensætninger. Magentarøde pelargonier sammen med lyslilla edderkoppeplanter, sartgule dahlia og blå jernurt, og så med en lysende orange, kæmpestor kanna i hver af de fire yderste hjørner. Men når man ser ud over blomsterhavet, er det som om det hele væver sig sammen og bliver et hele, takket være alle de høje kæmpeverbenaer, der danner overstandere over alle havens bede.
I Glyptotekets have

At de giver en let og luftig stemning kan der ikke herske tvivl om, og her midt i det buldrende København er det beroligende at lade blikket glide ud over de svævende skyer af alt det violette. Kontrasterne nedenunder i form af gul og blå gør, at øjet ikke keder sig, at der er lyspunkter og holdepunkter.
I Glyptotekets have

Glyptotekets bygning og park er omkranset af et væld af skulpturer, og her er kun en meget lille del. I øvrigt er udstillingen indenfor yderst interessant, idet den netop handler om de skulpturer, og i aviserne kan man nu læse, at de faktisk ikke var marmorfarvede, den gang i Grækenland for tusindvis af år siden, men derimod bemalede så de lignede levende menneskekroppe. Det må nu alligevel have været ret specielt at gå rundt sammen med nøgne mennesker på gaderne, når man handlede.

Om det også gælder disse skulpturer tvivler jeg nu stærkt på, også selvom de med lidt god vilje skaber en vis form for drama, når man betragter dem lige ved siden af hinanden. Hvad er det trolden går efter? Er det mælken i moders bryst? Børnene omkring hende eller er han optændt af en indre erotisk ild ved synet af denne frodige (men dog noget mutte) kvinde? Vi ved det ikke, og de har med garanti ikke en pind med hinanden at gøre. De står også i hver sin ende af haven i hvert sit bed. Blot er det morsomt at opdage, hvad ens tanker faktisk finder på, når alle de andre tanker har fundet deres plads og man skal til at rejse sig.

I Glyptotekets have

På vejen gennem haven falder blikket også på en sommerblomst, der vist har rigtigt hippe farver for tiden, men som ikke er set ret mange steder. Det er Susanne med det sorte øje, Thunbergia alata. Den findes både i den gængse gule og som her i rødorange, som jeg gætter på er ‘Sunset shades’. Det er, som det fremgår, en virkelig ihærdig ung dame, denne Susanne, for hun slynger sig omkring hvad som helst. Her er det tipier, der er vokset så godt til i denne sommer, at man slet ikke kan se dem.

I Glyptotekets have

Hmmmm! Og sådan er det vist også med mange af de parker og små oaser rundt om i byerne. Vi ved godt de er der, men vi “ser” dem ikke. Eller gør vi? Det har vi i HAVEFOLKET nemlig tænkt os at lave om på. Derfor besøger jeg i den kommende tid både lommeparker, byparker og andre grønne områder, der byder det travle byfolk på en grøn og sund pause.

Bruger du parkerne i din by?