Mens tendenserne i de engelske haver i de foregående århundreder var særdeles præget af inspirationerne fra italienske renæssancehaver og franske barokhaver, betegner 1700-tallet det egentlige gennembrud for en særegen engelsk havestil. Eller snarere for flere forskellige typer af engelske haver.

TEKST: OLE FOURNAIS, FOTO: VISITBRITAIN

Skiftet til dette århundrede blev markant påvirket af de storpolitiske forhold. I de foregående århundreder var Spanien og senere Frankrig de særdeles dominerende kulturbærende lande i Europa inden for fag som arkitektur, kunst, musik, litteratur – og altså også havearkitektur.

Også politisk, militært, økonomisk og handelspolitisk var disse lande afgjort i front, mens England stadig havde karakter af et noget tilbagestående landbrugsland ofte præget af misvækst, hungersnød og brandbeskatning for at skaffe penge til forsvarsanlæg, flåde og en anseelig hær til brug i de evindelige stridigheder med walisere, skotter, irere plus de ydre fjender. Frem til århundredeskiftet oplevede de engelske regenter på det europæiske kontinent den ene tilbagegang efter den anden i form af tabte slag, afgivelse af besiddelser i det nuværende Frankrig og en konstant mangel på penge.

Ændringer på vej
Men i årtierne omkring år 1700 skete flere ændringer, som gavnede Englands position blandt de øvrige lande. Først og fremmest blev økonomien ganske langsomt bedre og bedre pga. nye metoder og teknikker i produktionen af tekstilvarer af uld. Samtidigt øgedes den givtige handel med den nye verden i Afrika, Amerika og Asien, som blev understøttet af den kraftigt voksende britiske flådemagt.

Desuden opstod gradvist en øget britisk kulturel identitet – undertiden i form af en direkte eller indirekte reaktion mod især den dominerende franske elite, som mange englændere opfattede som overlegen, arrogant og bedrevidende.

Kort sagt: Englænderne følte sig ofte nedladende behandlet af det franske åndsliv, som blomstrede gennem hele 1600-tallet, og som nåede sit højdepunkt under solkongen, Ludvig den 14.
Derfor er det af afgørende betydning for vurderingen af alle aspekter af den politiske og kulturelle udvikling, at England efter mange årtiers intern strid og borgerkrig aktivt deltog i Den spanske Arvefølgekrig – og her i flere omgange besejrede den sejrsvante franske hær! Slaget ved Blentheim ved Donau i det nuværende Bayern i 1704 plus de efterfølgende mindre slag gav genlyd over hele Europa, hvor alle med god grund havde forventet en overbevisende fransk sejr.

Hjemme i England skabte dette en stærkere nationalfølelse, som tydeligt kan ses i alle dele af kulturhistoriske områder som malerkunsten, musikken, arkitekturen, litteraturen og således også i havearkitekturen, hvor man nu ikke blot kopierede de franske barokhaver, men jævnligt sløjfede allerede eksisterende barokanlæg.

Udvikling af den engelske landskabhave
En række yngre engelske arkitekter og havearkitekter forkastede i stigende omfang de hidtidige tendenser fra det europæiske kontinent og ændrede ganske langsomt design, farvevalg, plantevalg o.l. Hvor den franske barokhave havde geometri, symmetri og tydelige linier som dominerende elementer for at fremhæve fyrstens ophøjede position, ønskede englænderne at skabe mulighed for at gå på oplevelse i haveanlægget.

Derfor blev de lige, brede alleer erstattet af snoede og noget smallere stier, som førte den besøgende om bag bakker, plantegrupper og længere ud i landskabet. I stedet for de mange alletræer blev der i stigende omfang plantet træer og buske hentet hjem fra de oversøiske lande. Dermed blev alleernes konstante gentagelser nu til afvekslende plantegrupper præget af ønsket om at skabe nye oplevelser, hver gang man rundede et hjørne eller kom bag en høj.

Englænderne ønskede også at fremhæve det enkelte træs skønhed og harmoni, derfor indførte man begrebet solitærtræer. Barokkens store fokus på de sirligt klippede parterrer tæt ved slottet med tydelige geometriske former og stringente blomsterbede blev konstant kraftigt udbygget med stauder, roser og lave blomstrende buske. Disse var ofte placeret i overdådige arealer med stor blomsterrigdom og med mange farver.

Franskmændenes forkærlighed for vandbassiner uden planter eller fisk og i tydelige geometriske former samt med centralt placerede fontæner blev ofte til fiskerige vandhuller og mindre søer, som helst skulle se naturlige ud – gerne uden faste kanter og med talrige vandplanter.

Hos englænderne ønskede man at sværme for oldtidens ideallandskaber i stedet for at sætte fyrsten i centrum. Blandt engelske havehistorikere fremhæves, at alt dette bygger på flere politiske opfattelser: Barokhaven var udtryk for enevælde, aristokrati og fyrstens ophøjede position, mens den engelske landskabshave blev set som symbol på politisk frihed, en fri adel, frie borgere, fri sejlads på verdenshavene, fri handel m.m. Kort sagt, et tegn på den britiske politiske identitet – mest tydeligt set i form af det stadigt stærkere parlament.

Samlet set er følgende elementer typiske for den engelske landskabshave i 1700-tallet :

  • vidtstrakte og åbne græsarealer
  • grupper af træer og skovpartier
  • solitærtræer for at fremhæve skønheden ved det enkelte træ
  • søer med mange fisk og med harmoniske bredder gerne med vilde planter
  • naturlige vandløb og kilder ikke lagt i geometrisk formede kanaler
  • antikke templer og eksotiske pavilloner
  • uplejede ruiner og grotter til at skabe romantik og atmosfære
  • monumenter og skulpturer gerne med baggrund i oldtiden

Endelig skal nævnes det helt unikke engelske begreb: en ha-ha, som kræver en nærmere forklaring.
Englænderne ønskede ikke en fin = kunstig have uden dyr. Men vil gerne inde fra huset og fra terrassen kunne se det, som havde været grundlaget for deres rigdom, nemlig dyrene i form af kreaturer, får, heste, hjorte m.fl. For at undgå et egentligt hegn, som ville tage udsigten, gravede man en slags grøft med svagt skrånende side ud til dyrene og med næsten lodret stensætning ind mod huset. Derved kunne dyrene græsse helt ned ad skråningen, men altså ikke trænge ind til terrassen.
Enkelt og effektivt!

Ha-ha er et fagudtryk og bruges på alle europæiske sprog også i Danmark, hvor vi har haft en del, men hvor vi i vore dage kun ser det i slots- og herregårdshaver. I England møder vi det næsten overalt, og man sætter en ære i en ordentlig vedligeholdelse af en sådan ha-ha, som undertiden kan være mange hundrede meter lang og op til to meters høj.

Tidens arkitekter og designere
Blandt de mange unge engelske havearkitekter, som tilsammen skabte dette nybrud, blev følgende verdensberømte og inspirerer stadig nulevende arkitekter og designere:

Willian Kent (1685 – 1748)
Berømt for at opmåle og planlægge uden lod og snor.
Ud fra sine egne oplevelser foreslog han kulturelle dannelsesrejser til alle unge mænd – den såkaldte “le Grand Tour”.
Han var selv maler og indførte derfor de maleriske elementer i haveplaner.
Eksempler på Kents projekter: Rousham House, Chiswick House, Stowe, Claremont o.l.

Lancelot Brown (1716 – 1783)
Meget anti-fransk, anti-barok og meget imod principperne hos Andre Le Notre.
Fremhæver det sværmeriske og romantiserende og ønsker stor variation i planter og mange eksotiske træer og buske.
Omdannede flere hundrede engelske barokhaver til landskabshaver.
Eksempler på Browns projekter: Blenheim, Bowood House, Chatsworth, Harewood House, Prior Park.

William Chambers (1726 – 1796)
Kritiserer Brown for at være for meget anti-fransk.
Efter flere rejser skaber han flere orientalske projekter med inspiration fra Østasien.
Fremhæver det sværmeriske med sine plantevalg.
Hans bog “Chinese Gardens” fra 1757 bliver starten på ny modestrømning.
Eksempler på projekter af Chambers: Kew, Somerset House, talrige bygninger i UK og “kineserier” i andre lande.

Humphrey Repton (1752 – 1818)
Berømt for sine “Red Books” – en slags notesbog med tydelige skitser af det endelige haveanlæg
Inddrog systematisk blomsterhaver med tusindvis af forskellige farver, dufte og størrelser og danner derved tydelig overgang til herresædernes haver i næste århundrede
Eksempler på Reptons projekter: Antony House, Russell Square, Longleat, Tatton Park, Woburn Abbey

De nye tendenser fra England
Det er svært at slå ned på et præcist tidsmæssigt skel, men det er uomtvisteligt, at hvor barokhaven var dominerende omkring år 1700, har den engelske landskabshave taget førerrollen hen mod år 1800. De nye tendenser fra England blev til inspiration for arkitekter og havearkitekter over hele Europa og har været det siden.

Samtidig hermed udviklede englænderne op gennem 1700-tallet deres helt egen fortolkning af havebegreber som Flower Garden og Cottage Garden, som begge oprindeligt ikke blev etableret hos den rige overklasse, men hos arbejderklassen i form af landarbejdere, minearbejdere og endnu senere fabriksarbejdere. Disse begreber fik deres helt egen udvikling og er i vore dage måske de vigtigste elementer, som stadig inspirerer og udvikles f.eks. i pagt med begreber som potager-haver o.l.

De engelske 1700-tals haveanlæg i landskabelig stil danner en naturlig optakt og overgang til 1800-tallets talrige og imponerende haveanlæg ved landsteder overalt i Storbritannien.

Du kan læse flere artikler fra Ole Fournais ved at klikke på dette link. Du kan også læse Oles beskrivelse af barokhaverne i magasinet 2015/01.