Esther giver her to søde bud på dekorationer til påsken. En helt simpel med hyacinter og birkegrene og en smuk buket, der bebuder forårets komme.


TEKST & FOTO: ESTHER GENESER

Først en forårsdekoration med hyacinter i en krans af birkegrene.

MATERIALER

  • Potteskjuler
  • Birkegrene – friske og tørre
  • 2 stk hyacinter med løg
  • Lidt mos
  • Vindseltråd
  • Lecakugler/sten
  • Pottemuld
  • Jutegarn

SÅDAN GØR DU

Fyld lidt lecakugler i bunden af en potteskjuler. Kom derefter lidt pottemuld i, og placer hyacinterne ovenpå.

Hold de to hyacinter sammen ved hjælp af et lille stykke garn. Bind en sløjfe.

Form en lille krans af birkegrene, som passer til kanten af potteskjuleren. Sæt kransen på kanten af potten, og vha. vindseltråd begynder du at bygge videre på kransen et stykke op ad hyacinterne uden at dække dem for meget.

Så har du nu en sød forårsdekoration, som kan bruges inde eller ude. Husk bare en lidt mere robust potte, hvis dekorationen skal stå udendørs.

Så skal vi samle en fin forårsbuket bundet af tulipaner, birkegrene, påskeliljer og andet forårsagtigt.

MATERIALER

  • Tulipaner – ca 12 stk
  • Roser og eller ranunkler – 5 stk
  • Hyacinter – 2 stk
  • Mirabelgrene eller grene fra andre forårsblomstrende buske
  • Birkegrene
  • Voksblomst
  • Påskelilje
  • Hvid hindbæger eller en anden let blomst
  • Pistaciegrene eller andet grønt evt. eukalyptus.
  • m.fl.

SÅDAN GØR DU

Rens alle blomsterstilkene, og sæt blomsterne i vand mindst en time, inden du begynder at binde buketten. Del mirabel- og birkegrene i mindre størrelser.

Begynd nu at lægge blomster skiftevis og en smule tilfældigt. Sørg for at sætte nogle ens sammen,  så de danner grupper, og bind ellers buketten med spiralteknik. Slut buketten af ved at binde mirabelgrene hele vejen rundt om buketten.

Rigtig dejlig påske til dig.

I løbet af havesæsonen 2019 holder Esther åben have. Det kan du læse mere om på hendes hjemmeside, som du finder lige her. Du kan også følge haven på instagramprofilen @esthershave.