September er årets venligste måned. Der er stille og roligt, temperaturen er god for både krop og sjæl. Lyset er blødt, morgnerne klare og friske, og man kan stadigvæk nyde at være ude.


TEKST & FOTO: CHARLOTTA

Jeg elsker september. Måske fordi kravene til havearbejde er lidt mindre; man nyder det, som er lykkedes, og det andet lader man bare være. Duftene er som et glas god vin en sensommeraften, fuld af aroma og jordtoner. I dag viser jeg jer mit femte rum – indgangssiden.

Indgangen til huset ligger mod nord, og her benyttes præcis samme materialer som i den øvrige have. Både singels, beton og corten-stål går igen.

Selv i plantevalget gentager jeg mine favoritter: efeu, bambus, buksbom og en stor robinie, som stod her, da vi flyttede ind. Alligevel er udtrykket helt anderledes på den grønne skyggefulde bagside. Det er meningen – jeg elsker kontrasterne. Forshaven er stram med rette linjer og hårde materialer, som dominerer det grønne og giver et rent, nøgent udtryk. Store flader med singels balanceres af efeumåtter og den lette robinie.

Cortenstålet går igen både i mine store krukker, som en smed har lavet til mig, og i kanten omkring samtlige beplantninger. Beplantningerne domineres af efeu, og om foråret kvitterer tulipanløgene med en lækker blomstring i hvide og sorte nuancer. Jeg bruger også efeu som væg ind mod baghaven. Det er en god kontrast til den fritvoksende hæk af sibirisk ærtetræ, Caragana arborescens, som jeg egentlig hader, men den er stor og grøn. Mod gaden har vi fået støbt en lav betonmur som eneste afgrænsning.

Ved foden af robinien vokser der massevis af skovjordbær. De blomstrer diskret og danner et sødt tæppe under det lette løv. Hver gang, de små kommer på besøg om sommeren, er det skovjordbærrene, der får første prioritet. De plukkes af små hænder og nydes højlydt – de elsker deres jordbærhjørne. Her i sensommeren har den selvsåede brombærbusk samme effekt på de små; det er en fin velkomst for alle. I bunden har jeg Vinca minor, som sørger for noget grønt, inden skovjordbærrene tager over. Vi sidder tit på muren og tager en kaffepause, når ungerne cykler eller tegner på gaden.

Bagved robinien har jeg plantet en efeuvæg for at forhindre indkig til glashuset. På glashusets gavl mod gaden vokser en gul bambus som en fin grøn væg, men den er ikke 100% dækkende om vinteren. Det ordner efeuvæggen, og pludselig fik jeg en lille plads til en bænk og et lille bord. Ved siden af står bilerne, og det føles fint og velkomment at gå gennem den lille gård.

Her på forsiden har jeg et lille spejlbassin, som hundene drikker af efter lange gåture. Fuglene får deres morgendukkert og plasker rundt. Vand er godt og smukt – og giver liv.

Et par betonkrukker må markere årstiderne. Her skifter jeg ud efter humør, og når der skal forandring til. Om vinteren stikker jeg nogle solide grangrene ned i krukkerne. Det giver et vinterligt udtryk og får de en dejlig stjernehimmel ovenover, når jeg sætter lyskæder med de allermindste pærer i robinies grene. Et par lygter placeres på et bord, og så er der vinterstemning.

Det er fint med forandring, men det bør være enkelt, og derfor er jeg glad for mit indgangsparti. Strukturen betyder, at det er grønt hele året, mens årstiderne ses med små, små midler. Min kamp mod buksbom-møllet er faldet godt ud, men det gaber tomt et par steder, hvor kuglerne stod. Det fikser vi senere.

Vi ses snart igen. I mellemtiden går vi lange ture i skoven, plukker æbler og nyder høstanemonens magiske blomster – og vi har stadigvæk ikke strømper på!

Kram Charlotta

Du kan se meget mere til Charlotta på hendes Instagramprofil @inspirationordinarydays.