Vi har hen over året flere gange hørt om alle projekterne i Henriks franske have. Men hvordan gik det mon med det?

TEKST & FOTO: HENRIK ERIKSEN

Hvordan gik så lige i 2019 ? Jo, altså bortset fra en kort, meget varm periode i maj/juni, den skønneste sensommer i Provence samt tiden omkring vores åbne have i august, så var vejret en udfordring for de mange projekter. Måske blev vi ramt af meget regn i weekenderne  – især i efteråret, som er den store projektafslutningsperiode her i haven – så meget må stå på standby. Vi blev dog færdige med fundamentet til vores orangeri.

Jeg måtte erkende, at mit smukke franske drivhus ikke passer ind i det haverum, hvor jeg først havde placeret det, så det kom på lager. Men lavendlerne blomstrede som i de skønneste haver, jeg har besøgt.

Vi nød de dejlige dage i haven med legende børn og venner – og de unikke danske sommeraftener. De aftener, hvor alt bare føles som billeder i en Malmrosfilm, diset skumring med svirreinsekter i luften, stille og magisk. Bålet, der knitrer, og glas, der aldrig tømmes. De dage og aftener, hvor sommeren i haven føles uendelig. Havelykkelig.

Sådan skal det være, haven her er en passion, et utopia, vores fristed. Den franske Have, hvor min hustru siger til mig: “Nå, Monsieur Løve, skal du ikke bare gå udenfor, så kalder jeg, når det er tid til kaffe.” I år er haven modnet. Vi startede rigtigt på vores have i sommeren 2015. Når jeg ser på billederne på IG, på min ikke-opdaterede blog eller i den uendelige kamerafilmrulle, så skammer jeg mig ikke over at tænke: “Det er sgu’ da meget godt gået på knap fem år.”
I år har også været et år med havevenskaber. Både Eva Graversen og Esther Geneser kom forbi og overnattede, det var så hyggeligt. Vi fortsatte vores samtaler fra den virtuelle verden og videre ind i den fysiske, som om vi havde boet dør om dør. Tænk, at denne interesse for haven kan bringe mennesker fra vidt forskellige dele af landet og verden sammen om den samme passion. For det er jo PASSION. HaveARBEJDE, det er for de stakler, der slår 2,5 m græsbræmme rundt om huset, og hvor det aldrig fører til noget. Det er sådan, de beskriver det, haven er en pligt, for mig er det selve hverdagens glæde. Det, som holder mig i live og medvirker til det gode liv.

Jeg elsker de fire sæsoner i haven, hvor huset står som bagtæppe til den evigt foranderlige scene. Hvor haven taler til mig, når jeg kommer hjem fra arbejde, og vi sidder og drikker eftermiddagskaffe. Eller som på disse sidste dage, hvor solen igen kom frem fra sit skjul. Her træder havens sameksistens med dens beboere frem, her er virkelig smukt, det tætteste vi kommer på Provence.

Jeg har pyntet op til vinter og jul med lyskæder. Det har jeg altid ønsket mig. Det er muligvis lidt kitsch, men hvad, jeg nyder det, og så synes vinteren ikke så lang. I vores lille B&B er der travlt på denne tid, så vi synes, at der skal være hyggeligt, når gæsterne kommer. Jeg har også vovet at købe en farvet lyskæde, indtil videre kun den ene. Jeg kunne gå helt over gevind og udsmykke hele huset og haven, men heldigvis er lyskæder ikke helt gratis, og jeg synes, de går i stykker efter et par sæsoner, så det blev til en 10-12 rundt om i haven og på huset.

Jeg håber, I har haft fornøjelse af at have fulgt med i vores franske havedrøm, og ønsker jer en glædelig jul og endnu en skøn havesæson 2020.

Henrik
@denfranskehave