Dagens julekort fra Claus Dalby, der måske mest af alt ønsker sig en december med sne. Læs med herunder, og find ud af, hvorfor havemanden går og håber på hvid jul.
TEKST & FOTO: CLAUS DALBY
Kære havevenner
Hvid jul. Hvem ønsker sig ikke det? Jeg gør … Det siges da også, at alle haver er pæne om vinteren, og det kan der måske være en sandhed i.
Jeg holder i hvert fald af vinterhaven, og det skyldes ikke mindst de mange hække, der året rundt giver haven her et særkende. Især vores takshække, der nu – omkring tyve år efter, at de blev plantet – står som en stram og vigtig faktor i haven. Men også bøgehækkene er jeg utrolig glad for.
Min have er med sine omkring fire tusind kvadratmeter ret stor; i hvert fald efter danske forhold. Derfor har jeg gennem hele skabelsesprocessen været meget opmærksom på havens design, og det har været en usigelig stor glæde at arbejde sammen med professionelle mennesker som Jane Schul og Kjeld Slot omkring havens indretning. Jane var den, der for alvor knækkede nødden, da jeg ønskede at skabe intimitet og helt valgte at droppe den store grønne plæne, der dominerede, da vi købte stedet for godt og vel femogtyve år siden. Senere tog Kjeld over i takt med, at Jane begyndte at trappe ned på sine aktiviteter. Som tiden gik, var der behov for justeringer og udvidelser, og her har Kjeld været en uundværlig sparringspartner. Lige nu går jeg bare og venter på sneen, for så står havens linjer endnu skarpere.
Vi bestræber os på, at haven skal være vinterklar omkring 1. december. Indtil da har vi haft travlt med at dele stauder, lægge løg, luge i bund og klippe ned. Når det er til en side, slapper jeg af, nyder at læse havebøger og magasiner og glæder mig til den havesæson, der snart begynder igen.
Men først skal vi lige fejre jul. Og altså gerne en hvid en af slagsen …
Med hilsner om en glædelig og hvid jul,
Claus
@ClausDalby
Glædelig 16.december 🙂
Claus du har jo den smukkeste vinterhave 🙂
Sne gør sig godt i vinterhaven, den falder som en tyk dyne og giver bløde kurver og renhed.
Lad os håbe på en hvid jul i år 🙂
Glædelig jul!
Et lille hvidt drys ville være skønt her ind under jul! Den er jeg absolut med på. Smukke billeder fra din vinterhave!
Rigtig glædelig jul til dig og dine Claus.
Jeg snedækkede haver er nu noget ganske særligt.
En af mine største haveoplevelser i 2019 var en fantastisk hyggelig formiddag i din have. Tak for din gæstfrihed.
Kh.
Liv
De der takshække er virkelig også gode!
Når jeg engang når frem til at skifte ligusteren ud, har du i hvert fald inspireret mig til at kigge andre veje.
God jul – lyder dejligt med læsetid!
Tak for et dejlig julekort fra din smukke vinter have, ja det ville nu være dejlig med et lille drys sne,
men det opnår vi nok ikke i år, er spændt på om vi overhovedet får sne denne vinter
Vil også lige sige dig tak for en hyggelig eftermiddag i din skønne have det er altid en oplevelse at besøge dig og din have
Rigtig glædelig jul herfra
Kirsten Nørgaard
Der ser da fortryllende ud i din vinterhave Claus! Der kommer sikkert sne i Jan. og feb.- så mon ikke vi får en smukt vinterhave allesammen! Sne og lys i haven- Jow det hygger!!
God jul til Claus til dig og fam. 🙂
Haven tar sig smukt ud når den er snedækket – så det ønsker jeg også!
Glædelig jul! Og ja, vinterhaven bliver smukkere og får et drys eventyr med lidt sne.