Sofia Sundmark var gæsteskribent i 2018, hvor vi nød hendes beretninger med stemningsfulde billeder proppet med inspiration til haven.


TEKST & FOTO: SOFIA SUNDMARK

Kære havefolk

Haveåret 2019 var det år, jeg begyndte at kunne lide gule blomster. Bleggul skabiosa, citrongul røllike, en røn ‘Joseph Rock’ med gule bær og solhat, Rudbeckia, i varmt gule og rustfarvede nuancer fik lov til at flytte ind i haven. Måske var det året for de gule blomsters revanche. I hvert fald et nyt område at udforske, og jeg synes, at de gule toner passer fint til både væksthuset og vores falurøde hus.

I løbet af sommeren fik vi flere dejlige haveoplevelser. Familien nåede at besøge både Rosendals Trädgård, skulpturparken på Millesgården og Sofieros slotshave. Alle et besøg værd. Det bedste var dog at få lov til at opleve Mona Wemblings jubilæumshave på Sofiero. Græsset og stauderne op mod det formklippede – så fantastisk fint.

Ønsker jer alle en fredelig jul og rigtig skønt nyt haveår.

Sofia

@sofiasundmark