Endelig kom maj og lidt mildere luft. I haven går det pludselig meget stærkt. Er man ikke i haven et par dage, hvilket sjældent sker for mig, så kan man blive overrasket over, hvor hurtigt alting går.
TEKST & FOTO: LOTTE SØRENSEN
Endelig kan skiltet kommer op igen.
Geranium phaeum hører til min favoritblomster, jeg har en del af dem. Jeg synes, at de står fint sammen med roser, og de bliver også ret høje ca. 60-70 cm.
Clematis alpina er ca 2-3 år og har nu dækket hele den ene side af pergolaen. Der er et væld af blomster. Det er altid den klematis, der blomstrer først i haven.
Tulipanerne har holdt længe på grund af det kolde forår.
Gul løvehale er sået i lange baner. De blev sået i vinter og har stået i mit minidrivhus. Dog kommer de først i blomst til næste sommer.
Allium står klar til at blomstre. I år har jeg også hvide allium.
I haven er der fire syrener, en opstammet, en hvid dværgsyren og to almindelige. Jeg ville ønske, at jeg havde plads til mange flere, så der kunne plukkes til buketter, men det nænner jeg ikke.
Der er sået voksurt i store potter, en plante jeg ikke før har haft. Farverne på planten og blomsten skulle være petroleumsgrøn over i blå og lilla nuancer.
Løjtnantshjerte frøs ret meget ned, men har alligevel formået at komme med nye grene med de søde små hjerter, der hænger på række.
Tidslen her er også en ny plante i haven.
Har man roser i haven, så har man også disse små bæster. Jeg venter på, at der kommer en sulten lille fugl, der lige kan hapse dem. Hvis ikke, må jeg have gang i haveslangen.
Geum ‘Flames of Passion’ (herover t.h., red.) blev købt på et plantemarked sidste sommer, og jeg er vild med den. Den står inde bag nogle tulipaner og gemmer sig – det har den nu ingen grund til.
Clematis montana er kravlet op på første sal.
Det lille Discoveryæbletræ er fyldt med blomster, der dufter skønt.
Ja alt går bare for hurtigt nu. Selvom jeg ikke tør sige det højt, havde jeg håbet lidt på en kølig (ikke kold) maj. Så jeg kunne indhente noget af det forføjlne, men liige nu spurter alt af sted, og det der var bittesmåt i morges, står i fuld flor om aftenen.
Det er nogle søde yndigheder du viser, bla. geum, og den "heaven".Samt knopurten. Er den lige så grokraftig som den blå? Jeg er langsomt ved at samle stærke planter til at med tiden at gøre min have mere ældrevenlig engang. Men planterne skulle jo gerne være smukke osse.
hilsner Gunvor