Når man bor på landet, er årstiderne drysset ud som et fint krydderi på tilværelsen. Efteråret er så småt ved at melde sin ankomst, og jeg kan stå ved køkkenvinduet og betragte et blad slippe taget fra en gren og rulle gennem luften.
TEKST & FOTO: BIRGITTE HASHOLT, GÆSTEREDAKTION
Når man bor på landet, er årstiderne drysset ud som et fint krydderi på tilværelsen. Efteråret er så småt ved at melde sin ankomst, og jeg kan stå ved køkkenvinduet og betragte et blad slippe taget fra en gren og rulle gennem luften. Solens stråler får bladet til at gløde, og lige så let, som bladet løsnede, lægger det sig tilrette på græsplænen som en fjer. Måske er blade en meget lille ting at lægge mærke til i hverdagen, men jeg bor i skovbrynet, og i den store sammenhæng har beplantningen af bøgetræer i hundredevis af år ladet frakken falde, når sommeren er omme, hvorefter bladene er blevet til muld, der har beriget min jord.
September er en skæringsmåned, og vi skal den kommende periode vænne os til at tage efteråret ind og favne mørkere tider. Ild i brændeovnen og levende lys er gode hjælpere, når sommermånederne går på hæld, men samtidig tænker jeg hvert år: ”September maler haven skønnest”.
En af de planter, der stadig er smuk i septemberhaven, er solsikke. Planten er langt hen ad vejen fuldstændig fordringsløs, og på en af nabogårdene blomstrer et eksemplar midt i en dynge ral. Måske var stenbunken tiltænkt gårdspladsen engang i foråret, men nu troner den optimistiske selvsåede solsikke i midten, og jeg håber, at nogen venter med at fatte skovlen for at sprede småstenene ud, til solsikken visner.
Man behøver ikke at være tilnærmelsesvis professionel for at kaste sig ud i dyrkning af solsikker, hvilket livskraften ved selvsåning vidner om. Når nattemperaturen ikke længere når under 10 grader, sås frøene direkte på voksestedet i forarbejdet jord. Pres frøet let ned i jorden i cirka en centimeters dybde og vand godt. Indtil planten er i gang, skal der vandes, men ellers er solsikke en tørketålende prærieplante til fuld sol.
Solsikker stræber så meget efter lyset, at de om nødvendigt rækker sig, til de vælter, og i blæst tager de høje sorter sig en voldsom svingom. Jeg har tidligere gjort en del ud af at binde solsikkerne op. Nu er jeg imidlertid faldet for den mellemhøje slags. Helianthus Anuus ‘Buttercream’ er et eksempel på en rigtig god mellemhøj sartgul solsikke med midte á la sortbrun vanilje. ‘Buttercream’ bliver omkring en meter, forgrener sig flot med en masse blomster, der folder sig ud indtil frost, og den er god til at stå fast i stedet for at vælte.
Skal der alligevel en helt klassisk solsikke til, rækker ‘Henry Wilde’ over et par meter. Helianthus Anuus ‘Henry Wilde’ er en gammel udtryksfuld sort med kønne mørkegule blomster.
Vores solsikker har været noget pistne i år. Jeg giver det kolde forår og forsommer skylden. Der har ikke engang været nogen selvsået nogen steder. Det plejer der ellers at være.
Den smukke lyse du viser er da vist en must have til næste år. Den er skrevet op.
mange hilsner Gunvor
Hej Gunvor
Sjovt du skriver det, for jeg har heller ikke haft alle de selvsåede solsikker år, og jeg har manglet dem. De er havens solskin 🙂
Men det har jeg sjovt nok, Lone. Jeg byttede jo en solsikke med dig, og du mente den var enårig. måske den er en selvsåer, men den er kommet nøjagtigt samme sted.
Kære Birgitte
Tak fordi du skriver om solsikkerne. Jeg ææææælsker dem og familien kan ikke undvære dem!