Urter er smukke og dekorative i haven en stor del af året. Er man vild med at stå i køkkenet, så er hjemmedyrkede krydderurter noget af det bedste at have til rådighed. Anlæg den evt. lige ud for køkkendøren, så urterne er lige ved hånden.


TEKST & FOTO: LONE

Krydderurter, der er hjemmedyrkede, har ligesom bare en bedre smag end dem man finder i supermarkedet. Og så er der den fordel at man kan have dem i store mængder for meget små penge. Mange af dem kan blive i haven fra år til år, mens andre skal generhverves hvert forår, men man når langt for et par hundrede kroner, hvis man køber dem alle på én gang i planteskolerne, der ofte har tilbud på mængderne.

Man kan have krydderurter i krukker lige udenfor køkkendøren, men har man plads, så er det at have en krydderurtehave altså en luksus. Den kan anlægges, så der kun er en smule vedligehold og mange krydderurter kræver ikke samme pasning med vand mv. som grøntsager i en køkkenhave, så en urtehave er let at passe.

Og så må den selvfølgelig gerne være appetitlig at se på.

Billederne her er fra en engelsk urtehave – set hos Burford – og den er anlagt med højbede af hårdttræsbrædder med spor – brædder som sædvanligvis anvendes til terrasser.

Træet bliver med tiden gråt – som det ses her – og den grålige farvetone passer flot til de mange gråløvede krydderurter som rosmarin, lavendel, salvie mv.

I bedene her er også suppleret med andre nytteplanter, der i farverne er smukke til krydderurterne. Fx de små espalierede æbletræer, artiskok og kinesisk purløg.

Mellem højbedene er jorden dækket med en dug og herover er der lagt småsten.

Småsten er der sikkert mange danskere der går udenom til indkørsler og stier, da det ikke er særligt velegnet til snerydning, men i en krydderurtehave, der får lov til at passe sig selv om vinteren, er der jo ingenting til hinder for brugen af de fine stensorteringer.

Så – går du og sukker efter en urtehave ud for køkkendøren, så kunne du måske blive inspireret her til at drømme videre og måske sætte et par streger på en tegning.