Mandage er i de næste mange uger afsat til redaktionens beretning om, hvad der sker lige nu i vores egne haver. I dag er turen kommet til mig, Lone. Og hvis du kender mig, så vil du vide at der selvfølgelig er gang i et projekt. Når det er forår, er der nemlig næsten altid gang i et projekt i vores have, for så skal vinterens planer føres ud i livet. I hvert fald nogle af dem. Også i år hvor jeg er gravid og ikke selv må gå til makronerne, er vi i gang. Min mand har sat alle sejl til for at indfri haveønskerne, og jeg følger nysgerrigt med og forsøger ikke at gå i vejen.


TEKST & FOTO: LONE

Og hvad er det så, at vi har gang i? Jo, vi er i gang med nye belægninger. Sidste år byggede vi en stor loungesofa, der på varme dage fyldes med madrasser og puder, og så er der ellers dømt storhygge! Men et ønske afløses ind imellem af et nyt. I sensommeren fandt jeg ud af, at det er enormt upraktisk med græs sammen med loungen. Så er det nemlig ikke særlig attraktivt at opholde sig i området med bare fødder, når der begynder at være mange timer med dug. For når græsset er vådt af morgendug, af aftendug eller er vådt fra en lille regnbyge, så kommer vi simpelthen ikke derned. Og det er en skam!

Henover vinteren har jeg så pønset på, hvad der skulle gøres og planen er blevet tegnet op.

I løbet af den forgangne uge er der blevet gravet græstørv af, og i denne weekend har vi for alvor været i gang med sand og belægninger. “Vi” er måske så meget sagt. Den mandlige del af matriklen har for alvor knoklet – jeg går for tiden mest bare til hånde! Vores to store piger har også hjulpet godt til, skal jeg være fair at nævne. Når først de kommer i sving, er de heldigvis ret gode til at hjælpe.

Fliserne, vi har valgt, er sorte fra IBF i 40×40 cm. Vi har dem i indkørslen, og det var oplagt at vælge det samme her, så vi ikke får for mange forskellige typer ind på matriklen.

Sidst på dagen lørdag var alle fliser lagt, og jeg kunne være med til at rette jorden til langs belægningerne, feje sand mv. Søndag har vi flyttet lidt inventar ind på området. Vi skal have lavet et bord på et tidspunkt, men lige nu får det lov at være sådan her – med bænken, et par behagelige stole og store krukker med figentræer. Jeg håber og tror, at der bliver en hyggelig stemning her, når figen og plataner springer ud. Og jeg får fundet mig et stort lækkert bålfad, der er til at betale.

Det samlede projekt er endnu ikke helt færdig, men nu starter arbejdsugen igen, så resten må komme på et par aftener eller i næste weekend. Vi mangler nemlig denne basse:

 

En trappe, der fører fra loungeområdet og op til haven overfor, hvor vores overdækkede terrasse er. Tanken er, at man – når vi er færdige – kan trippe på belægninger hele vejen uden at skulle gå i græsset – så et par trædesten skal der også til. Glæder mig til, at vi bliver helt færdige!