ANNONCE

søndag den 29. oktober 2017

TILBAGEBLIK PÅ MIT FØRSTE ÅR MED KØKKEN/SKÆREHAVE

SKÆREHAVEN

I denne  måned vil jeg kigge tilbage på vores første sæson med den nye køkken/skærehave. Hvad fungerede godt, hvad skal jeg helt sikkert prøve igen næste år, hvad skulle jeg set i bakspejlet have gjort anderledes, og hvad kommer aldrig mere ind i haven?
TEKST & FOTO: JEANNETT



Vi har egentlig altid haft en køkkenhave. Den der slags have, der var mere funktionel end køn at se på. Den slags køkkenhave, hvor alting står i snorlige rækker, og hvor der er mere fokus på udbytte end på æstetik. Det med skærehave er heller ikke helt nyt for mig, for der har gennem årene sneget sig flere og flere blomster ind mellem rækkerne til fryd for mig og til stor undren for manden i huset. Han er nok mere af den type, der tager ordet nyttehave meget bogstavelig, og hvad nytte er der egentlig i blomster?


Jeg elsker til gengæld blomster og kan slet ikke få for mange. Lykken er at kunne hente friske blomster fra haven en stor del af året og ikke behøve at være nærig med dem, da de ikke står i staudebedet.


Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det hårdt arbejde det meste af året, hvis det virkelig skal lykkes med en køkkenhave, men det er alt arbejdet værd. Mit bedste råd er at forbedre, forbedre og forbedre jorden, så den er bekvem at arbejde med, og sørge for at luge alt ukrudt væk, inden det bliver for stort.



Vi startede i foråret med at fræse og grave komøg ned i jorden, indramme bedene med trækanter og lave grusgange. Det var udelukkende Leif, der tog sig af den del af arbejdet. Jeg havde i løbet af vinteren indkøbt frø, lavet haveplan, og desuden er det altid mig, der forspirer, prikler, sår direkte og planter ud. Det er måske en lidt gammeldags opdeling, men det er nu sådan, det fungerer bedst for os.


Lige så smuk en køkkenhave kan være omkring sensommer, lige så grim og kedelig kan den være i det tidlige forår. Al den bare jord, ingen grønne blade eller blomster. Det hele ser virkelig så goldt og kedeligt ud i april-maj måned. Det var derfor, vi gerne ville ændre den oprindelige køkkenhave, så den fik større prydværdi på denne tid af året.

I den nye haveplan har jeg af praktiske grunde delt haven op i fire lige store dele, fordi det er nemmere at fræse et stort areal frem for mange små. Haven er på 700 kvm og for stor til at grave med hånden. No Dig Organic Garden-konceptet, hvor man slet ikke graver, er stadig kun på drømme- og overvejelsestadiet. Tanken med de store firkantede felter er også, at nu, hvor vi har meget energi, er det nemt at dele dem op i mindre felter og så mange forskellige planter. Når vi engang måske ikke har så meget energi mere, kan vi fx bare lægge kartofler eller sætte jordbær i et helt felt, og derved bliver haven mindre arbejdskrævende.


Grusgangene er praktiske at gå på, de ser smukke ud, og så elsker jeg lyden. Kanterne er af træ, sat ned i sådan en slags jernsko, så det er nemt at skifte brædderne, når de engang rådner.

Jeg har sat buksbom, som med tiden skal blive til kugler, ved hvert hjørne og indgang til bedene, så der er noget at se på om foråret. Der kommer flere jernbuer med slyngroser hen over midtergangen for at få noget at se på først på året. I hækken er der sat havelåger, så dyr ikke kan kommer ind, og så er der også et lille havehus på vej. Et nyt tiltag næste år bliver et sneglehegn hele vejen rundt om køkken- og skærehaven. Jeg håber, vi kan komme tilbage til igen at have rækker med salat, det savner jeg virkelig.


For første gang i år har vi haft savoykål, palmekål, spidskål og rosenkål. Jeg har forspiret dem i drivhuset og plantet dem ud, og trods det meget kolde forår har vi haft rigtig fine kål i år. Vi har haft dem under dække hele tiden og først taget insektnettet af her i september. Det fungerer super, og vi har næsten ingen insektangreb haft undtagen lidt her til sidst, hvor vi valgte at tage nettet af, da det så var nemmere at høste kålen. Vi vil helt sikkert have flere kål næste år.


Ud over kål har vi mange af de almindelig grøntsager, som for det meste er sikre afgrøder, og som vi bruger mest til madlavning.


Det er nu også sjovt med stribede gulerødder og rød grønkål, og artiskokker er smukke, så lidt af det skal der også være plads til.

SOMMERBLOMSTERNE
Det vil blive meget omfattende, hvis jeg skal beskrive alle de sommerblomster, vi har haft i haven, men jeg vil nævne nogle af dem, der enten har gjort det godt eller skidt.


For at have noget at plukke af i skærehaven det meste af året har vi også narcisser, pæoner, to-årige blomster og flere forskellige stauder.

I midten af haven har vi fire stativer med latyrus. De er lavet af rionet og er mobile, så vi kan flytte dem rundt og tage dem ind hver vinter. Det fungerede rigtig fint det meste af sommeren og så fint ud, men sidst på sommeren blev mine latyrus grimme og bare forneden, så jeg tror, jeg rykker dem længere ind i bedene næste år.


Jeg har i år for første gang haft tre forskellige slags løvemund, og dem har jeg været rigtig glad for.


Løvemund holder super godt i buketter, og de blomstrer længe i haven. Faktisk står der stadig løvemund og blomstrer lige nu. Jeg har forspiret dem i drivhuset og tænker, jeg gør det samme næste år.


Morgenfruer er for mig altid en sikker klassiker. Jeg sår dem direkte i bedene og synes, de blomstrer det meste af sommeren.


I år har jeg sået en ny variant: Calendula officinalis 'Sunset Buff', og det er vist lykkedes mig at tage frø, så jeg håber, jeg har den igen til næste år. Den blomstrer stadig i haven, og den har været virkelig smuk hele sommeren.


I år prøvede jeg også asters for første gang. Jeg havde fundet nogle ekstra store og smukke asters i England, som jeg forventede mig meget af. De brød sig desværre ikke om den kolde og våde danske sommer, og de blev aldrig rigtig til noget. Næste år kan jo kun blive bedre end i år, så jeg skal altså lige prøve igen, om det ikke kan lykkes for mig.

Jeg er vild med Cosmos og har også her afprøvet nye varianter i år. Jeg har sået dem direkte, og det vil jeg for nemheds skyld også gøre næste år. Men de kom rigtig sent i gang i år på grund af den meget kolde og våde sommer, og de har ikke kunnet holde særlig lang tid i buketter


Jeg har også haft ekstra mange Zenia i år, men fik dem desværre sat lidt dumt, så de forsvandt bag nogle meget høje sommerblomster. De trives ikke så godt i skyggen og med al den regn, vi har haft i år. Men der er mange smukke, og jeg skal helt sikkert prøve igen næste år.


Så er der det med løg og knolde. Man tror, man køber det ene, og så får man noget andet. Det er så irriterende, når man som jeg organiserer farver. Jeg var heldigvis heldig med de nye dahlia, jeg købte i år, men den var helt gal med farverne på mine gladiolus. De var røde i stedet for lyslilla, så jeg overvejer kraftigt bare at glemme dem her til vinter.


Her sidst på sommeren og hen over efteråret bliver køkkenhaven lige så stille overtaget af blomsterkarse.

De kommer krybende alle steder fra og lukker hullerne efter spiste afgrøder og visne blomster. Ja, ja, de smider frø, og de fleste af mine er da også selvsåede fra sidste år, men jeg synes, de er nemme at fjerne, og de begrænser mit lugearbejde

Her om efteråret samler jeg så mange frø som muligt, men jeg er virkelig ikke god til det. Jeg venter enten for længe, kommer for sent, eller frøstandene rådner for mig, inden jeg får dem samlet ind.

Det er en sjov, men desværre også en ret dyr vinterbeskæftigelse at indkøbe frø til hele haven hvert år, så jeg håber virkelig, jeg med tiden bliver bedre til at få frøene i hus.

Det er vigtigt at huske fyldplanter til buketterne. Det er nemt at glemme men utrolig ærgerligt, når man står med alle de skønne blomster og ikke rigtig har noget at binde dem sammen med i buketterne. Jeg bruger alt fra krydderurter til sommergræsser og planter med små blomster og smukke blade. For at få luftige buketter bruger jeg også mange skærmplanter bl.a. koriander, vild gulerod, dild og den smukke tandstikkerurt, Ammi visnaga 'White'.

Herunder billede 1. Nigella damascena 'Miss Jekyll' 2. Hellianthus 'Vanilla Ice' 3. Zinnia 'Benary's Giant Salmon Rose' 4. Levkøj 'Apricot' og Cerinthe major 'Purpurascens' 5. Pæon 6. Zinnia 'Cinderella Lilac' 7. Cosmos 'Double Click' 8. Zinnia 'Benary's Giant Lime' 9. Løvemund 'Appleblossom' 10. Cosmos 'Double Click' 11. Kornblomster 12. Levkøj 'Misty Lavender' 13. Cosmos 'Snow puff' 14. Salvia viridis 15 Dild 16. Calendula 'Sunset Buff' 17. Zinnia 'Oklahoma Ivory' 18. Dahlia 'Apricot Desire' 19. Løvemund 'Royal Bride' 20. Ammi visnaga 'White' og Cosmos 'Double Click'






Det var lidt om mine erfaringer med køkken-og skærehaven i år, og jeg ved jo, at der sidder så mange og læser med her, som ved meget mere om køkkenhave og sommerblomster, end jeg gør.

Det kunne virkelig være hyggeligt både for mig og andre læsere, hvis I ville dele jeres erfaringer herunder. Skriv endelig en kommentar. Hvad er jeres yndlingssommerblomst, hvad lykkes altid for jer, er jeres asters også mislykkedes i år?  Eller noget, du synes, jeg mangler, eller måske har du et spørgsmål.

Lad os få en havesnak.







10 kommentarer:

  1. Hej Jeannett.
    Jeg er virkelig imponeret over alle de smukke blomster du har sået. Den køkkenhave ser fantastisk ud - så flot anlagt !
    Det er nogle skønne billeder du har taget. Jeg håber, at du holder åben have igen til næste år da jeg ikke havde mulighed for at se den i år :-) Kæmpe knus fra Lotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak det var rigtig sødt sagt Lotte. Jeg har planer om at have åbenhave to weekender midt i august, det kunne være så hyggeligt hvis du kunne komme.

      Slet
  2. Sikke en skærehave, jeg er (næsten) ikke spor misundelig. Jeg har osse haft en så stor en, men den er næsten nedlagt, den groede til et år hvor jeg hængte lidt i bremsen, så nu er jeg begyndt at plante bærbuske i stedet for. Så kan jeg da bare slå med plæneklipperen.
    Men da jeg er lige så glad som dig for at fråse i vaseblomster, så planter/sår jeg sommerblomster i urtehavekarrene, som sædskifte. Det fungerer fint, dog kan jeg jo ikke rigtig have stauder og lign. men så må blomsterne i bede holde for.
    Som dig har jeg osse haft flere svipsere pga det tossede vejr. Bla sommerasters og zennia er svipset næsten helt. Løvemund har været rimelige. Har du prøvet at overvintre dem? Sommetider er der nogen der overvintrer og de bliver både størrer og flottere og blomstrer tidligerer end de forårssået. Så jeg prøvede at have et par plantet ud i drivhuset i vinters, bare for sjov. Du milde, hvor blev de flotte, der er blevet fyldt mange vaser med dem. Så det gør jeg i år igen.
    Den nye morgenfrue er altså bare skøn. det er vist en nyinvestering til næste år. Normalt gror mine morgenfruer vild i aspargesbedet.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  3. Det var da et super fif med de Løvemund, det vil jeg bestemt prøve i år. Interessant at du også havde problemer med dine Asters, det siger lidt om at det må have noget med vejret at gøre, og det giver mig mod på at prøve igen næste år. Det er så skønt med mange blomster, men det er også et stort arbejde, netop derfor har vi også indrettet køkkenhaven så vi kan springe over fx halvdelen et år hvis vil vil det. Mange tak for din kommentar

    SvarSlet
  4. Inspirerende og skøn læsning. Dejligt at få de informationer du giver. Måske skulle man også selv skrive ned ,for at gøre tingene bedre året efter. Jeg har aldrig prøvet med morgenfruer,men har overvejet det til næste forår. Hilsen Leila

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak det er virkelig en god ide at skrive ned, man tror altid man kan huske, men når der er gået et helt år så er der glemt noget. Jeg skriver ned i haveselskabets havekalender. Jeg syntes helt sikker du skal prøve morgenfruer.

      Slet
  5. Hvis du holder åben have til næste år igen skal jeg simpelthen afsted. jeg kom ikke afsted i år. Din have ser så fantastisk ud!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør jeg de to sidste weekender i august, håber vi ses.

      Slet
  6. Jag är helt enkelt så imponerad av din have Jeanett. Så inspirerande!
    Kh Ulrika

    SvarSlet
  7. I lige måde og mange tak, du må endelig sige til hvis du engang kommer til DK jeg viser gerne rundt.

    SvarSlet

ANNONCE