Drømmen om et stort drivhus har jeg haft i mange, mange år, men jeg anså det nærmest for en umulighed at den drøm skulle gå i opfyldelse.
TEKST & FOTO: LENE
Tænk at have et glashus, hvor man kan forlænge sæsonen i begge ender, og hvor man kan tilbringe mange dejlige timer i selskab med planter – nå ja, og så med familie og venner. Det føltes nærmest uopnåeligt!
DET “GAMLE” DRIVHUS
Vi har et lille, gammelt drivhus på lidt over 6 m2 stående i forbindelse med vores køkkenhave. I dette lille drivhus gror der en vinplante, ‘Schuyler’, og det er den største succes, jeg har haft, hvad drivhusdyrkning angår. Jeg har prøvet med både tomater og agurker, men det lykkedes ikke særlig godt, nok fordi jeg ikke gik helhjertet ind i pasningen af planterne.
Men jeg har et hjemmelavet plantebord derinde, hvor jeg står med alle mine såninger, og jeg har sågar også haft en briks derinde. Det har på mange måder fungeret perfekt i mange år, men nu er en del ruder revnet, og soklen er rådnet væk nogle steder.
NYE DRØMME
Når jeg nu havde så stor fornøjelse af det lille drivhus, hvordan ville det så ikke være med et, der var meget større? Drømmene tog hurtigt fart. Jeg havde naturligvis nogle krav til det. Stor i slaget kan man jo godt tillade sig at være, når man regner med at det alligevel ikke bliver til noget – så jeg drømte videre. Det skal helt sikkert sættes på en mur, og der skal være spir (cresting) på. Så skal det være stort og hvidt, osv. osv. – utallige var ønskerne.
BADEVÆRELSE ELLER DRIVHUS?
Vi havde egentlig planlagt at renovere det sidste af vores 2 badeværelser, da jeg sprang ud som selvstændig. Selvstændigheden varede kort, men jeg fik de investerede penge tilbage igen. Badeværelsestankerne blev parkeret, for endelig blev min mand så enig med sig selv – og mig – om at han ikke gad høre mere på min snak om drivhus. Han elsker varme – jo mere, jo bedre, og argumentet med hvor varmt der kunne blive i sådan et drivhus gjorde udslaget – men selvfølgelig også fordi han ved hvor meget haven betyder for mig. Spørg lige hvor GLAD jeg blev!Vi er kun os to tilbage i huset, så mon ikke vi kan nøjes med 1 badeværelse. Det grimme kan jo bruges, selvom jeg helst vil lukke øjnene, når jeg træder derind! Det kommer måske på et senere tidspunkt, når jeg har fået realiseret alle de andre drømme i haven.
PLANLÆGNINGEN
Så begyndte det sjove planlægningsarbejde. Kunne jeg få mit ønske opfyldt om en mur, så der kunne blive vindueskarme – og dermed mere plads til blomster? Det har været min “betingelse” hele tiden, men det ville jo fordyre projektet betragteligt. Vi tog til Byggecentrum i Middelfart, vi snakkede, vi tegnede og regnede. Vi googlede … og til sidst besluttede vi os for et – med mur!
Valget faldt på et drivhus fra Pavillon Danmark, og firmaet sendte en konsulent, som hjalp med opmåling osv. Han foreslog desuden, at vi satte drivhuset i sin fulde højde ovenpå muren – og så fik det jo næsten orangeristørrelse – i hvert fald i højden, som er 3.30 m til spidsen. Grundplanet er 20,4 m2.
IKKE UDEN TRÆNGSLER
Drivhuset blev bestilt i eftersommeren 2010. En del trængsler med mureren gjorde at vi måtte vente med at få sat det op til marts 2011, selvom det lå i vores carport fra midten af november. Men den 24. marts var det færdigt.
Vi plejer at gøre alting selv, men vi havde hverken mod eller lyst til at lave en mur, der skulle passe nøjagtigt i målene til drivhuset, sætte drivhuset op selv eller lægge gulvet. Derfor måtte der håndværkere til. Det var en lidt grænseoverskridende luksus at betale sig fra det, men hold da op hvor var det lækkert ikke selv at skulle knokle. Det eneste vi har gjort er at fuge gulvet. Det er intet mindre end fantastisk at det nu står i min have!
“Det eneste vi har gjort er at fuge gulvet. Det er intet mindre end fantastisk at det nu står i min have!”
ENDELØS LYKKE
Det har været en stor lykke fra dag 1. Næppe havde den sidste håndværker forladt matriklen, før der stod et bord og 2 stole derinde – og vupti en blomst på bordet. Jeg kunne slet ikke vente bare et sekund mere.
Lige nu starter den tredje sæson i drivhuset, og jeg bliver nærmest lykkelig hver gang jeg træder derind. For mig er det i højeste grad livskvalitet, og jeg stornyder at pynte op med blomster og lys.
Jeg prøver dog at styre mig lidt, for min mand skulle jo også gerne føle sig tilpas derinde. Han synes godt nok at der af og til er for mange blomster. Det synes jeg, sjovt nok, ikke. Så længe han kan bane sig vej ind til sofasengen for at få sig en “morfar”, må han da være glad!
KÆRT BARN HAR MANGE NAVNE
Men hvad skulle det nye drivhus hedde – for barnet skal jo have et navn! Da vi jo i forvejen har det lille, gamle drivhus, måtte det have et andet navn for ikke at skabe forvirring, og valget faldt på væksthus. Så her er mit væksthus!
Sikke et væksthus. Der kan jeg ikke være med. Men jeg er nu glad nok for mit drivhus på 11,5 kvm. Det giver stor glæde hver dag.
Jeg synes også at vores drivhus skal have cresting, men der skal jeg lige overtale manden først 🙂
Så flott det er! Beliggenheten i hagen er jo helt perfekt! Jeg har stor sans for svarte drivhus og mur! 🙂 Når jeg, for noen år siden planla mitt første drivhus tenkte jeg også på hvitt. Men så ombestemte jeg meg og valgte svart. Det har jeg aldri angret på! 😉
I sommer håper jeg å få bygget et ekstra drivhus jeg også. Det blir også svart med pusset mur 😀
"Veksthuset" var jeg et riktig flott navn på deres nye drivhus! Jeg tror forskjellen på drivhus og veksthus er at i et drivhus dyrker man planter deler av sesongen- frøsådd ol. Mens i et veksthus har man planter året rundt. Ofte med faste bed i gulvet. Siden du har vindrue i veksthuset er det jo riktig betegnelse også! 😉
Håper kommende blir like fin som de tidligere!
Stein i "Sommerhagen"
Det er meget stemningsfuldt og lækkert, dit skønne væksthus, og sikken dejlig plads du har 🙂 Løvehovedet er lige sådan et jeg gerne vil have fingrene i 😉
Jeg har i øvrigt et indlæg om mit eget lille grønne hus i dag.
Kære Lene
Det var en god historie om dit drivhus og dit væksthus. Begge huse er aldeles charmerende synes jeg, og jeg har været heldig at se dem IRL. Jeg formoder at du reparerer soklen i drivhuset for det er ikke alle der har en skøn vindrue og din potteplads er også uundværlig;)
Jeg kan godt forstå at du er lykkelig for væksthuset. Det passer utrolig godt til jeres hus og have. Det er skønt at det er så rummeligt og at der er højt til loftet og så synes jeg at det er smukt og enkelt, ikke alt muligt fiddelihut og krummelure.
For et par måneder siden, sad jeg (endnu engang) og læste din væksthus føljeton på din blog og da jeg var nået til fotografierne af soklen, så jeg pludselig en sokkel og et Pavillon Danmark drivhus bygget (tilpasset) i forlængelse af min havestue. Jeg satte mig til computeren og tegnede et forslag i det program som jeg underviser i og jeg siger dig, det er en god ide;) – Nu mangler jeg bare pengene.
Jeg har foreslået Søren at vi "bare" kan løfte det lille drivhus af soklen, selvfølgelig uden ruder, og så lave en ny sokkel, men der sætter han altså hælene i. Hvis/når det bliver nødvendigt at udskifte det, vil jeg gøre alt for at redde vindruen!
Det lyder spændende med dine tegninger 🙂
Det ser simpelthen så skønt ud. Jeg, eller jeg må sig vi for Michael er med her, har pludselig set en åbning for 'noget'. Hvad noget skal være er stadigt lidt udefineret. Og tør vi definere, for så kommer får vi jo samme issue som Lisbeth, pengene 😉
Drømmende hilsener fra Anne Mette
Drømme koster heldigvis ikke noget, men jeg er alligevel lidt nysgerrig!
Hvor ser det bare dårende dejligt ud Lene…
Det er så smukt, og jeg elsker hvordan det ligger i forhold til jeres hus. Også belægningen omkring væksthuset er smukt – og bestemt noget der inspirer mig.
Det er dejligt som drømme går i opfyldelse – og det er også derfor jeg gerne siger til folk at de endelig ikke må stoppe med at drømme. Det er jo dér virkeligheden starter ikke?
Væksthus er et godt navn.. de skal jo heller ikke konkurrerer dine to huse 😉
Mange hilsner fra Susan
Hej Susan,
Tak for de søde ord. Grunden til at vi har placeret væksthuset på den måde er, at vi på et senere tidspunkt (når vi får råd) har mulighed for at lave en dør direkte fra stuen. Det og så en brændeovn derude står højt på ønskesedlen!
En dejligt fortælling og jeg er med dig hele vejen. Hvor jeg dog godt kan forstå, at du er glad for dit væksthus. Der er jo mange dage i Danmark, hvor vejret driller og ikke er til rigtigt at være ud i. Så er det jo skønt at sidde i sit driver-hus og nyde at høre f.eks. regnen mod ruden og indånde duften af citrus blomster, og føle at man sidder i det sydlige Italien, eller hvor du nu synes det skal være!
Tillkke med det fine væksthus. Sådan et burde alle have!
Kære Lene …. din heldige og dygtige kartoffel
Det er i sandhed en vidunderligt og drømmedejligt sted. Bl.a. også fordi det er så hyggeligt indrettet. (Jeg har drukket te et par gange i det). Det ligger også velplaceret i forhold til jeres hus og haven. Jeg kan godt forstå, at du ønsker dig en dør fra huset og ud i væksthuset. Der må være noget særligt over at kunne være inden for på en forårs- eller efterårsdag med dårligt vejr, og så alligevel være ude i haven.
Det gamle drivhus ville jeg nu gøre et forsøg på at redde, for der er både noget nostalgisk og praktisk at tage hensyn til her. Også selvom I har det nye udekøkken. Ja, man skulle nødigt kede sig. Vi er nok nogle stykker for hvem et sådant orangeri (er du sikker på, at du ikke er jyde?) kun kan blive ved drømmen. Jeg er sikker på, at I især nyder det på denne årstid.
Drivhus/veksthus burde jo være obligatorisk i våre kalde land. Når jeg ser andres drømmer bli oppfylt begynner jeg å tro at det kan la seg gjøre her også. Du setter fokus på noe vesentlig og det er at det alltid er noe annet og mer " fornuftig" pengene skulle vært brukt til…jeg kjenner at jeg også kanskje kan leve med det gamle badet en stund til …..
Hvor var det dog godt at badeværelset blev til væksthus, for hvor dejligt det end kan være med nyrenoveret badeværelse, nægter jeg at tro at det kan slå alle de mange timer der kan fordrives i væksthuset. Dit (undskyld jeres)væksthus er luksus på alle planer og jeg kan mærke varmen både fra solen og fra den indre glæde over at være derude i al slags vejr. Haveguf for sanserne… :o)
Det er simpelthen et drømme dejligt væksthus I har fået jer bygget og sjovt at få hele historien om det i dit fine indlæg her. Vores drømme går lidt i samme retning, men det bliver desværre nok ved drømmene de næste par år.