Spirea er kendt af mange som hæk i 70’ernes parcelhuskvarterer, men busken har bestemt også sin berettigelse i nutidens haver – både som hæk og som prydbusk i havens bede.
TEKST: KARINA, FOTO: LONE
Den er måske lidt udskældt og for mange leder den sikkert også tanken hen mod offentlige, og lidt uopfindsomme, parkanlæg. Af samme grund puster vi her lidt nyt lys over busken og tjener den med en lidt bedre omtale.
Spirea, på dansk snedrivebusk, står i april til maj med et væld af tætbesatte blomstergrene. Selve busken har et tæt grenværk og bliver et sted mellem 1 til 2 meter i højde og bredde. Busken er fuldt hårdfør og klarer sig i almindelig god havejord, som gerne må være til den lette side. Hvad angår lysforhold trives den bedst i sol til halvskygge.
De fine knopper, som er sartrosa, udvikler sig til små, hvide blomster, der sidder på oversiden af grenene.
De små blade på snedrivebusken er også ganske kønne. På oversiden er de mørkgrønne, hvor undersiden er mere lys.
Grenene er overhængende og derfor er busken også egnet som uklippet hæk. Dog kan den, hvis den bliver for stor eller pjusket, sagtens tåle at blive beskåret. Husk blot at det skal ske lige efter blomstringen, så planten kan nå at udvikle nye knopper til det næstkommende år.
En foryngelseskur kan busken også have godt af i ny og næ. Herunder ses et eksempel, hvor en Spirea er skåret helt i bund. Det virker måske som en lidt hård tur, men inden længe vil planten skyde med nye grene, og fremstå mere frisk og ung.
Om vinteren er busken mindst lige så fin og et godt skjul for havens overvintrende dyr.
FAKTA
DANSK NAVN: Snedrivebusk
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge
HÅRDFØR: Ja
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord, gerne til den løse side
VÆKST: Tæt og busket, med overhængende grene.
STØRRELSE: 1,5 – 2 meter i højde og bredde
BLOMSTRING: April/maj
ANVENDELSE: Som hæk eller i grupper
Har den selv som indre hæk og elsker den. Hvor er det dejligt at følge med i alt det I skriver om. Kærlig hilsen Lisbeth fra Silkeborg
Vi har også en sådan indre hæk,som i øjeblikket blomstrer helt overdådigt.Jeg klipper den helt ned hver år efter blomstring og har senere på året glæde af dens lægivende effekt når den igen skyder.
Jer ser ofte "snedrivebusken" som klippet hæk og bryder mig ikke om synet!
Det er en helt fantastisk busk synes jeg! Og utrolig anvendelig i buketter eller i en høj gulvvase.
Er snedriverbusken giftig?
Hej Helle
Det har jeg aldrig hørt om, at den skulle være. Jeg er ikke sikker, men tror det umiddelbart ikke.
Jeg har googlet lidt for dig og kan ikke finde information om at den skule være giftig. Prøv endelig at google den.
Hej. Dejligt som nye havemenneske at kunne finde et indlæg som dette. Vi overvejer en 2 hæk i 2 rækker, for at gøre den mere tæt og da vi har pladsen til det. Kan man kombinere denne snedrivebusk med en anden type som også egner sig som uklippet hæk? Eller er det så pænere at plante to rækker af den samme? Mvh. Gitte
Hej Gitte
Det er jo 100% en smagssag, men jeg ville helt klart vælge at holde mig til en type. En dobbelthæk af snedriver er super flot!