Leder du efter lette og elegante indretningsløsninger til din terrasse, hvor stilen samtidig gerne må være både stram og enkel, så er dagens artikel garanteret noget for dig.


TEKST: KARINA, FOTO: PRODUCENTER
Selv om påskevejret har været lidt af en blandet fornøjelse, er det ganske vist: Vi går en lunere tid i møde. Mange af jer har nok allerede været i haven op til flere gange og syslet med forårsrengøring og måske også med at tilplante skønne forårskrukker.
Måske har et par af jer undervejs skævet lidt til havemøblerne og til resten af terrassens inventar og konkluderet, at et par af tingene har haft deres gyldne dage – eller blot tænkt, at terrassen godt kunne trænge til lidt fornyelse?
Lyder det velkendt, så se med herunder. I dag har vi nemlig ladet os inspirere af den lyse farveskala og fundet et par stemningsskabende sager frem fra hylderne.

Fra Hay kommer den lækre spisestol Hee i galvaniseret, rustfrit stål, der gør, at den kan bruges både inden- og udendørs. Stolen findes både i en spisebordsmodel og i en lavere loungemodel og kommer i flere farver. Ved siden af stolen ser du parasollen Paris fra Ilva. En klassisk parasol med hvid dug og træ, som passer ind i de fleste haver. Det lange spisebord bærer navnet Rockefeller, og består af en cool kombination af fiberbeton og ben i teaktræ. Bordet kommer fra Muubs og fås i flere farver og trækombinationer. I nederste række har vi på første billede fundet lidt blødt til havestolene. Den lækre boxhynde i Melange er fra House Doctor og måler 55 x 55cm. Den superfede krukke er fra By Lassen og går under navnet Rimm. Krukken fås i flere farver og størrelser og kan således kombineres i et væld af flotte sammensætninger. Krukken tåler ikke frost, men kan jo bruges til de et-årige sommerblomster. Lanternen Panel er også fra House Doctor og er med sit fine hulmønster med til at skabe en smuk effekt, når stearinlyset i den er tændt. Lanternerne fås i flere lækre farver og størrelser og er skønne både som sæt af to eller i større grupper. Sidste produkt er det smukke håndvævede og quiltede tæppe fra Tine K Home. Tæppet er lavet af 100% bomuld og kan vaskes i vaskemaskine. Det måler 65 x 180 cm og fås også i andre farver. Her på billedet vises det i farven ecru.

Har du fået lyst til mere fra den lyse palet er artikel FLORLETTE NUANCER måske også noget for dig. Klik på linket, og bliv inspireret til havens staudebede.