Den blomstrer langt ind i efteråret, og så har den de skønneste lysegule blomster. Staudesolsikken ‘Lemon Queen’ er et dejligt bekendskab.


TEKST & FOTO: LONE

Staudesolsikken dukker først synligt op i bedet først på sommeren. I september folder den de første blomster ud.

I min have er denne staude op til 2 meter. Jeg kan læse mig til, at nogen her erfaring med, at den bliver endnu højere. Men alligvel er den ikke for meget.

I oktober topper den med et væld af fine 6-7 cm store solsikkehoveder, der har denne umiskendelige gule farve. Insekterne er vilde med planten, og den ses sjældent uden besøg.

Som du sikkert har regnet ud, så passer staudesolsikken blandt andet perfekt ind bede med græsser. Prydgræssernes ofte gyldne aks, som også dukker op her i efteråret, er et flot modspil til de høje gule solsikkehoveder.

Selvom stauden bliver mandshøj, så har jeg aldrig oplevet, at den vælter. Den står rank hele efteråret og får blot flere og flere blomster, som dagene går. Herunder ses den i selskab med afblomstrede kongelys og til højre aks fra prydgræsset ‘Overdam’.

Staudesolsikken kan med alderen blive en ret tæt plante, og den kan formeres ved deling, hvis du vil have flere eller forære væk.

Solsikken er flot både som selsksabsplabte og solitær, da den er fint tuedannende. Den kan placeres i sol eller halvskygge, og i sidstnævnte lyser den smukt op.

FAKTA
NAVN: Helianthus ‘Lemon Queen’
DANSK NAVN: Staudesolsikke
LYSFORHOLD: Sol, halvskygge.
HÅRDFØR: Ja. Staude
JORDBUND: Alm. god næringsrig havejord, helst ikke for tung.
VÆKST: Opret vækst.
STØRRELSE: 200 cm
BLOMSTRING: September-oktober
ANVENDELSE: Prydbed eller solitærplante

Du kan finde solsikken her.