Siger man auberginefarvet, er de fleste med. Det er en helt dyb mørklilla, næsten sort farvetone. Det er således også den mest almindelige farve for auberginer. Men der findes også violette, orange, hvide og cremefarvede med forskellige mønstre.
TEKST & FOTO: CLAUS DALBY
Jeg elsker som bekendt farver og er meget betaget af auberginer. Deres blanke overflade og forskellige farver gør dem særligt interessante at dyrke. På engelsk hedder aubergine eggplant. Det skyldes, at de gængse sorter med lidt god vilje kan kaldes for æggeformede, men der findes også aflange og runde sorter. Hvis man har succes med tomater, chilier og peberfrugter, er der god grund til også at forsøge sig med auberginer, for de dyrkes på samme måde.
Auberginer er noget undervurderede og ikke meget anvendt i det danske køkken. Men omkring Middelhavet er auberginen en skattet ingrediens. Tænk for eksempel på ratatouille og musaka. Man skal være lidt varsom med at stege auberginer i olie. I hvert tilfælde hvis man gerne vil holde den slanke linje, for de suger olien som en svamp. I stedet griller jeg aubergineskiver på en grillpande, så de får mørke striber, krydrer dem og vender dem i lidt olie med citronsaft.
Dyrkning af auberginer
Auberginer sås og behandles på samme måde som tomater. Dog er de mere varmekrævende og skal have omkring 20 grader. De har det bedst i drivhuset, men i varme perioder flytter jeg dem ud i køkkenhaven, hvor de i høj grad pynter.
Ligesom ved chilier og peberfrugter anbefales det at fjerne de første blomster. Men her er det nok at knibe de første to-tre knopper eller blomster af for at få planten til at udvikle sig. Jeg har selv lidt svært ved det, især fordi de blålilla blomster er så smukke. Men det skal som bekendt være skidt, før det bliver godt.
T.v. ‘Farmer’s Long’ med lange, slanke og imponerende flotte frugter
M.f. ‘Rosa Bianca’ ligner ikke en gængs aubergine, men smuk er den.
T.h. ‘Kaberi’ er en sort med ret små frugter på størrelse med hønseæg.
Når planten er omkring 30 cm høj, knibes toppen af, hvilket vil få planten til at forgrene sig. Ønsker man rigtig store auberginer, kan det være en fordel at fjerne nye blomster, efter at de første fem-seks auberginer er dannet.
Du kan læse meget mere om Claus Dalby
og hans dyrkning af køkkenhave i krukker
i bogen ‘Krukke-køkkenhaven’.
TITEL: Krukke-køkkenhaven
FORFATTER & FOTOGRAF: Claus Dalby
UDGIVELSE: 2021
SIDER: 320
SPROG: Dansk
Læg en kommentar